Hvorfor et sammenbrud i disse tider er et godt tegn

June 22nd, 2013

Forestil dig, at du en dag vågner op og hører i radion, at endnu en bank er krakket. Du spidser ørerne. Journalisten med den myndige stemmer nævner navnet på banken. Det er din bank. “Hvad med min opsparing? Hvad med aktierne, bankrådgiveren fik mig til at købe?,” tankerne vrimler, mens du mærker en let hjertebanken.

Flere har begrædt nattens sammenbrud i EU’s bankforhandlinger. Men i virkeligheden kan splittelsen også ses som et sundhedstegn. Et tegn på, at EU-samarbejdet er ved at blive normaliseret.

På et møde fredag var EU’s finansmistre for uenige til at kunne finde et kompromis om nye regler for, hvordan EU-landene skal håndtere bankkrak.

Journalisterne var især irriterede over at have holdt sig vågne til langt ud på natten til lørdag for at vente på ingenting. De blødte dog lidt op, da de dagen derpå hørte, at de i det mindste slipper for at køre de mere end 200 kilometer fra Bruxelles til Luxembourg for at dække næste forsøg på at finde et kompromis onsdag.

Andre begræder sammenbruddet som endnu et tegn på, at EU’s medlemslande er uvillige og dårlige til at tackle eurokrisen. I virkeligheden viser sammenbruddet blot, at EU-landene igen har et normalt samarbejde, kompliceret som det er.

For den bekymrede bankkunde, der brat vågner, da morgenradioavisen beretter om hans banks krak, er det vigtige regler, der forhandles på plads. Vi lever i dag af digitale penge, sat ind på på bankkonti, investeret i forskellige værdipapirer. Når bankkunden lidt senere vil ud og købe morgenbrød, vil betalingen foregå med plastik.

Om han fortsat har sin opsparing og pension vil altså afhænge af de de nye EU-regler. De sætter retningslinjer for, om de nationale afviklings- og genopretningsmyndigheder – i Danmark Finanstilsynet og skraldespansselskabet Finansiel Stabilitet A/S – kan nedskrive værdien af aktier, garant- og andelsbeviser, ansvarlig kapital, tilgodehavender for bankernes kreditorer og eventuelt konvertering af tilgodehavender til eksempelvis aktier. Det er altså en del af hjertet i en moderne økonomi, finanssystemets stabilitet, der forhandles om. Det er politisk farlige sager. Vi husker alle Cypern.

Jean Monnet, tidligere fransk diplomat og set som en af EU’s fædre, mente, at kriser fik politikere til at tage mere modige skridt. Det har de atter bevidst ved under finanskrisen at tage store, politiske beslutninger. EU-lederne er i gang med at skabe en hidtil uset finansiel og økonomisk ensretning, koordinering og solidaritet. Politikerne ser det som nødvendigt for at genskabe finansmarkedernes tillid til Europa og færdiggøre Maastrict-traktaten, altså sikre et stærkt fundament under euroen.

Men siden september er renterne, som lande som Italien, Spanien og Frankrig skal betale på deres statsobligationer, dalet. Det har mindsket den akutte krisefornemmelse, uanset at økonomerne stadig er nervøse.

Tunge EU-forhandlinger kan ofte trække ud i årevis. Nogle løses aldrig, eksemplificeret bedst ved de evige problemer omkring arbejdstidsdirektivet. Når EU’s finansministre fredag lod sammenbruddet ske, så er det fordi, de føler, at de atter kan trække vejret lidt lettere og være uenige. Det er i virkeligheden et godt tegn.

Barroso og f-ordet

May 9th, 2013

Det korte resume:

Denne uge har et britisk medie spredt frygt og forfærdelse blandt EU-skeptikere med en artikel om, at Barroso ønsker en føderation inden for få år. I virkeligheden brugte Barroso ikke F-ordet. Det tyder på, at han siden september måneds State of the Union, hvor han klart udtrykte støtte til tanken om en føderation af nationalstater, har skruet ned for retorikken.

Det laaaange indlæg:

I den forløbne uge blev én artikel spredt heftigt over Twitter. “Federal Europe will be ‘a reality in a few years’, says Jose Manuel Barroso,” lød overskriften i artiklen af Bruno Waterfield hos The Telegraph.

Men bid mærke i én ting. Kun ‘a reality in a few years’ står anført som direkte citat af EU’s kommissionsformand. Resten, vendingen “federal Europe”, er forfatterens egne ord. For f-ordet bliver faktisk slet ikke nævnt i talen, Opening keynote speech at the Conference on the Blueprint for a deep and genuine EMU, som artiklen omhandler.

Bruno Waterfield er bestemt ikke dum. Tværtimod. Hvad kan så få ham til at driste sig til at putte f-ordet ind i ikke blot overskriften, men hele artiklens vinkel? Bruno Waterfields ræsonnement må være: Barroso siger, at alle muligheder er åbne, og eftersom Barroso mener, at en føderation er målet, så er det dét, han hentyder til.

Personligt havde jeg fulgt EUobserver.coms mere kildetro overskrift: “Political science fiction’ to become reality, Barroso says“.

Men hvorfra ved Bruno Waterfield så, at Barroso ønsker en føderation? Det ved han, fordi Barroso selv har sagt det. Bare et halvt år tidligere. I talen State of the Union i september 2012 i EU-Parlamentet sagde Barroso:

“I dag opfordrer jeg til at skabe en føderation af nationalstater. Ikke en superstat. En demokratisk føderation af nationalstater… Det handler om Unionen med medlemsstaterne, ikke imod medlemsstaterne… Og det var med velberådet hu, at jeg sagde en føderation af nationalstater, fordi vi i disse turbulente og urolige tider ikke bare må overlade forsvaret af nationen til nationalister og populister…,” sagde Barroso dengang.

Modsat Waterfield ville jeg nok denne gang have bidt mærke i, at Barroso i sin nye tale, som han afleverede tirsdag, ikke nævnte F-ordet. Har Barroso skruet ned for retorikken? Har det mon noget at gøre med, at den EU-skeptiske strømning gør den engelske kanal bredere og truer med at skære Storbritannien (eventuelt minus et selvstændigt Skotland) helt ud af EU? Og at selv Tyskland nu har fået et EU-skeptisk parti, Alternative Für Deutschland?

Eller måske har nogen mindet Barroso om, at Forfatningstraktaten først gled ned, da den ikke længere hed noget med forfatning og samtidig havde fået slettet fælles hymne, motto og flag?

Måske ønsker Barroso ikke, at valget til EU-Parlamentet i maj 2014 kommer til at handle om for eller imod en EU-føderation? EU-Parlamentet har tidligere forsøgt at dreje valgtemaerne over på politisk indhold frem for “for eller imod” EU. Den linje vil de fortsætte næste år ved at arbejde for, at hver politisk gruppe fremsætter deres egne kandidater til posten som formand for EU-Kommissionen. Denne plan ønsker Barroso måske ikke at spænde ben for yderligere, end han allerede har gjort ved at love et ideer til traktatændringer inden valget.

Ikke desto mindre er Barroso stadig føderalist. Et par dage senere, torsdag, under talen “Speech by President Barroso at the State of the Union conference: Restoring confidence“, brugte han igen f-ordet, dog i en bibemærkning:

Speaking now of Italy, I was very positively impressed by the strong European commitment of Prime Minister Letta with whom I share the ambitious view on a federal future for Europe and a clear support to the community method.

 

 

Hvor glad bliver Turunen i sin nye gruppe?

March 20th, 2013

Emilie Turunen har besluttet at hoppe fra SF til Socialdemokraterne. Dermed går hun også fra De Grønne i EU-Parlamentet og bliver medlem af den socialistiske/socialdemokratiske grupper, S&D.

Landspolitik og EU-politik er to vidt forskellige ting. I forrige mandatperiode stemte De Radikale eksempelvis oftest sammen med Venstre i EU-Parlamentet, men gik i valgforbund med Socialdemokraterne og SF ved valget til EU-Parlamentet i 2009 af nationale hensyn.

Hører Emilie Turunen så også bedst hjemme hos S&D i EU-Parlamentet?

At svare ja er måske for skarpt, men hoppet vil med al sandsynlighed blive nemt for Turunen. Både fordi begge parter ønsker en gnidningsfri overgang – men også fordi Emilie Turunen deler mange holdninger med sine nye frænder. S&D er den gruppe, som De Grønne stemmer mest sammen med i EU-Parlamentets plenar. De to grupper stemte sammen i tre ud af fire afstemninger ifølge Votewatch.eu.

Derudover er EU-Parlamentets grupper ret løst baseret i forhold til de politiske partier i Folketinget. Der er altså rum for uenighed.

Det store spørgsmål er derfor, om hun kan fungere sammen med den danske, socialdemokratiske delegation. Her kunne det give spændinger, at de øvrige kunne få en konkurrent om de kommende mandater efter valget. At Emilie Turunen klart har meldt ud, at hun er på vej hjem, hjælper derfor på den gode stemning.

Et andet spørgsmål er, hvordan Emilie Turunen vil fare frem med sine krav over for bankerne. Hun har blandt andet sagt – i en stor kampagne – at hun er for en finansiel transaktionsskat, hvilket regeringen og den socialdemokratiske partitop er imod. Men på de indre linjer er der også uenighed om dén sag. Socialdemokratiets Kongres sagde for et halvt år siden, at partiet er tilhænger af skatten – global eller ej. Også i folketingsgruppen rejser sig kritiske røster ved gruppemøder om sagen. Spørgsmålet er så, om hun ligesom de andre socialdemokrater i EU-Parlamentet vil være loyale over for partitoppen og tie om FTT’en, selv om S&D er for? Det bliver spændende at se.

På  en del politikområder er De Grønne og S&D dog uenige.

På klima-, transport- og energiområdet er De Grønne langt mere optaget af klimakampen end S&D. Mange i den store, røde gruppe frygter tab af jobs mere end stigende vandstande. Det samme gælder i slagsmålet om landbrugspolitikken, hvor de Grønne ønsker, at den bliver mere… Grøn.

På disse områder er de danske sosser dog også i opposition i sin europæiske gruppe, så Emilie Turunen får nogle skuldre at græde ud ved i kontorerne lige rundt om hjørnet.

På handelsområdet er De Grønne også mere markante: Når EU forhandler handelstraktater stiller De Grønne ofte flere krav om rettigheder, sociale hensyn og miljø til de internationale partnere.

På andre områder er De Grønne også mere enige med ALDE, den liberale gruppe. Det er eksempelvis i spørgsmål om frihedsrettigheder, hvor De Grønne er naturlig havn for to svenske medlemmer af Piratpartiet.

Også i spørgsmål om EU’s fremtid har De Grønne mere føderalistiske strømme end S&D. En af de mest kendte føderalister er “Røde Danny”, Daniel Cohn-Bendit, der er den ene af De Grønnes to ledere. Han skrev sidste år et markant manifest for et føderalt Europa sammen med ALDE’s leder, Guy Verhofstadt. Men på dette område finder du også internt i grupperne vidt uenige synspunkter.

Alt i alt skal Emilie Turunen nok passe fint ind hos S&D. Hun har nogle markante holdninger, når det kommer til banksektoren. Disse holdninger trives fint hos mange socialdemokrater, blot ikke hos partiledelsen. Derfor bliver det interessant at se, om Emilie Turunen vil fortsætte med at føre sin kampagne mod bankerne eller underordne sig partitoppen i sit nye parti.

EU-Parlamentet spiller chicken – og taber

March 14th, 2013

De fleste kender legen chicken. Det er en dum leg, hvor – ofte unge – mennesker kan ende med at lide en alt for tidlig død. Reglen er, at to biler kører mod hinanden, og den første, der drejer af, har tabt.

Men spillet er også kendt i diplomati og politik. Vil USA og Israel angribe Iran, hvis de udvikler atomvåben? Vil Kina med vold annektere småøerne i det Sydkinesiske Hav, hvis Vietnam og Filippinerne står fast på, at de har ret til dem?

Samme spil foregår også i Bruxelles for tiden. Det er knapt så blodigt, men hernede optager det en del, om EU-Parlamentet kan finde på at nedlægge veto mod budgetrammen for 2014-2020? For det ville ikke være uden risiko. Godt nok kan det næppe sammenlignes med at tørne ind i en anden bil eller angribe et land, men EU-Parlamentet risikerer også en bitter afslutning. Jeg har tre bud på konsekvenser. Nej, fire, hvis man medregner et lidt længeresigtet problem, de kan skabe sig.

For det første skal de genvælges ved næste års valg til EU-Parlamentet. Alle, der så Jens Rohde på live-tv efter at have tabt spidskandidaturet på gulvet i efteråret, ved, hvor ondt det kan gøre på en politiker, der er ved at tabe magt eller position.

Dernæst, så er mange ude i Europa afhængige af EU-støtten. Det er Landmænd, regioner, kommuner, forskere, NGO’er, udviklingsorganisationer og så videre. Hvis EU-Parlamentet nedlægger veto, så risikerer de, at EU’s støtteprogrammer endnu ikke er på plads 1. januar 2014. Så er der ingen støtte. Hvad er så opnået? Og hvem skal så bebrejdes?

For det tredje, så leder EU-parlamentarikerne for tiden efter vindersager, som både kan give dem nogle vægtige argumenter imod de politiske modstandere til at stemme på netop dem – og som samtidig kan få flere end de omtrent 40 procent til at møde op ved valgurnerne. I dag holdt jeg et oplæg for 30 administrationsstuderende. Ingen rakte hånden i vejret, da jeg spurgte, om de gerne ville afsætte flere penge til EU. Det er ikke en vindersag. Punktum.

Det fjerne problem, jeg ser, er, at EU-Parlamentet risikerer at skabe et billede af sig som uansvarlig. EU’s direkte folkevalgte tør tage magten og spille magtspillet. Det har de gjort før. De har nedstemt en færdigforhandlet ACTA-traktat, stemt nej til flere årlige budgetter og sat arbejdstidsdirektivet på stand by. Men her er en sag, hvor de risikerer at påkalde sig så megen frustration og kløen-sig-i-håret, at de risikerer at ende som en forsamling, der som de eneste i Europa ikke vil acceptere nedskæringer under krisen, men til gengæld gerne diskutere pornoforbud og absintdefinitioner.

Jeg har tidligere været inde på problematikken, og nu er Ellen Trane Nørby (V), formand for Europabevægelsen, fremme med samme synspunkt hos Altinget.dk. Det har stor betydning, fordi EU efter næste års valg står over for traktatændringer. Her ønsker især Tyskland et stærkere, demokratisk fundament under unionen. Her er flere modeller i spil, og én er at give EU-Parlamentet mere magt, evt. et eurokammer, men andre modeller inkluderer mere magt til de nationale parlamenter og direkte valgte EU-magtpersoner.

Hvorfor er jeg så sikker på, at EU-Parlamentet taber chicken-legen og drejer af først? Fordi de allerede har sagt det. I deres forhandlingsmandat, som de stemte om onsdag, nævner de ikke deres oprindelige krav om et større EU-budget. De er altså allerede i gang med at dreje i rattet.

For det andet, så var der et meget sigende øjeblik under torsdag aftens pressemøde med Martin Schultz. Som formand for EU-Parlamentet havde han netop holdt en tale over for EU-topmødets stats- og regeringschefer. Så ville en journalist blot høre, hvordan de havde taget imod hans tale. For tidligere havde den tyske parlamentetsformand sagt, at hans protester ville blive taget meget alvorligt. Men et andet sted i Europa havde Donald Tusk, Polens premierminister, sagt, at EU-Parlamentet nok skulle sige ja og blot krævede nogle mindre indrømmelser.

I resolutionen har EU-Parlamentet faktisk gjort et ærligt forsøg på at vise dødsforagt. Det var ved at slutte af med at nævne, at de gerne vil bistå med at sørge for, at EU-støtten kan fortsætte trods et sammenbrud i budgetforhandlingerne.

Hvad svarede Martin Schulz så torsdag, stillet over for et kritisk spørgsmål? Han lagde ud med nogle høflighedsfraser om Hr. Tusk og endte med lidt ligegyldig tomsnak. Her var en mand, der var klar til at dreje af.

Lyt også til Radio24syv’s interview med mig 17 minutter inde i udsendelsen onsdag d. 13. marts om morgenen.

Læs også min analyse af forhandlingsforløbet og EU-Parlamentets krav hos ZealandDenmark.eu.

 

 

 

Derfor blev internetinfrastrukturen slagtet

February 9th, 2013

Vinder eller taber? Det kommer an på, hvordan du læser tallene. Det kan siges om EU’s budgetramme for 2014-2020, hvor der er så mange tal og potentielle scenarier, at du kan dreje tallene, som du vil. Se bare på Morten Messerschmidt, der nu forsøger at male et billede af Danmark som taber, selv om Helle Thorning-Schmidt fik sin bebudede milliardrabat. For som Morten Messerschmidt siger, så stiger Danmarks bidrag jo til EU-budgettet jo alligevel!

Men hvis vi skal finde en indiskutabel taber, så er det helt klart, at Neelie Kroes, EU’s hollandske Kommissær for Den Digitale Agenda (ja, fantastisk titel, ikke?), må være godt og grundigt deprimeret denne weekend.

Nuvel, hun fik en milliard euro (7,5 milliarder kroner) til udvikling af IKT-infrastrukturen i Europa fra 2014 til 2020. Det er første gang, at EU får et  budget til internet- og telelinjer under infrastrukturpuljen.

Men IKT-delen blev slagtet i forhold til EU-Kommissionens forslag. Fra at starte på 9,2 milliarder euro endte det med en sølle milliard, altså lidt over 10 procent af udgangspunktet. Fordelt på syv år. Fordelt på 28 medlemslande. De penge får du altså ikke mange fiberlinjer for i Vestjylland eller i knapt skimtelige alpelandsbyer.

I forslaget var transportpuljen den største, mens energi- og ikt-delene var knapt halvt så store. Men de to mindre puljer fulgtes i størrelse langt hen i efterårets forhandlinger, nedskæring efter nedskæring. Men til allersidst fik ikt-delen skåret langt mere. Transportpuljen landede på 13,2 milliarder euro, energi på 5,2 milliarder og IKT helt nede på en milliard euro.

Hvorfor skulle IKT-delen slagtes langt mere end de to andre budgetposter? De forskellige lande har haft forskellige baggrunde for deres accept af blodbadet, men her er mine bud:

  • Læg mærke til navnet: Connecting Europe Facility. Den hedder ikke Connecting Europeans Facility. Det er meningen, at CEF skal dække den grænseoverskridende infrastruktur. På IKT-området er det største problem internt i landene, altså internetudbredelsen i landdistrikter eksempelvis. Hvorfor dækkes det så ikke af regionalstøtten, har mange sikkert spurgt sig? Det bliver faktisk muligt at bruge regionalstøtte til udbredelse af internetlinjer, men EU-Kommissionen har ikke lagt op til, at det skal være en del af det danske regionalstøtteprogram, så det kommer nok ikke til at ske herhjemme – ligesom Danmark har afstået fra at bruge regionalstøtte på internetudbredelsen i denne periode.
  • IKT-delen er en helt ny budgetlinje. Det er basal logik, at det er nemmest at fjerne noget, som ingen endnu har fået.
  • Du husker godt, da gamle østeuropæere døde af kulde i deres eget hjem i 2008? Det skyldtes en strid om Ruslands betaling for brug af Ukraines gasledninger til transit. Du har også godt lagt mærke til, at alle snakker om, at Danmark skal kunne sælge el til Europa, når det blæser meget og importere, når møllerne står stille? Der er simpelthen størst fokus på energi på grund af grøn omstilling samt afhængighed af andre landes fossile brændstoffer. Det er et problem, der skal løses. Udbredelsen af hurtige internetlinjer i højere grad som udvikling af samfundet, ikke et problem.
  • Mange lande mener i bund og grund, at udbredelsen af internetforbindelser bør være markedsdrevet. Det er eksempelvis grundholdningen hos den danske regering.

 

Opdateret lørdag d. 9. februar kl 14.35: 
Neelie Kroes har netop tweetet et blogindlæg med reaktion på topmødet. Hun er skuffet, siger hun, over, at IKT-delen af CEF’en kun bliver på en milliard euro. Beløbet er så småt, at det ikke kan bruges på at udbrede internetforbindelser, men kun bruges på at “digitale tjenester”. Det bliver spændende at se, hvad det konkret betyder – er det udbredelsen af telemedicin-løsninger, eksempelvis? Der findes også andre programmer, der støtter sådanne tjenester, så nu bliver det spændende at se, hvordan Kommissionen vil tilpasse og fokusere dem.

Skubber EU-lederne problemerne foran sig?

February 7th, 2013

Jeg sidder lige nu ved EU-topmødet, hvor Martin Schulz netop har holdt pressemøde. Som formand for EU-Parlamentet spiller han en mindre rolle i forhandlingerne om budgetrammen for 2014-2020 under EU-topmødet. Det kunne mærkes – han havde nemlig masser af tid til at besvare spørgsmål fra journalisterne.

Martin Schulz siger, at det største problem for EU-Parlamentet lige nu er, at der er for stor forskel på betalingsforpligtelser (hvad EU lover at betale) og betalingsbevillinger (hvad EU reelt vil udbetale). Dermed ender EU med at have en masse ubetalte regninger. De fleste ubetalte regninger er til medlemslandene selv, der skal have udbetalt EU-midler for færdiggjorte regionaludviklingsprojekter, Erasmus-studerende og lignende. Men der er også forlydender om, at EU-Kommissionen forhaler udbetalingen af forskningsmidler til eksempelvis universiteter og virksomheder.

Dette spænd mellem regninger og EU-udbetalinger har netop været den centrale konflikt i efterårets budgetslagsmål i EU. EU-Kommissionen har regninger, de ikke har råd til at betale. Men landene, der er ramt af finanskrisen, mangler penge til at betale de ekstra penge til EU-budgettet. Derfor forbliver regningerne ubetalt.

Tidligere på ugen stillede jeg en diplomatisk kilde spørgsmålet, om det kunne blive et problem, når EU’s stats- og regeringschefer har for stort et spænd mellem betalingsforpligtelser og -bevillinger, at man ikke blot kan formode, at østeuropæerne bliver ved med at være så dårlige til at bruge de EU-midler, de har ret til – altså: Om det ikke blot var at skubbe slagsmålene foran sig, når EU lover flere penge bort, end medlemslandene er villige til at betale.

Kilden svarede, at der var tekniske håndtag, man kunne skrue på for at undgå dette, blandt andet mindskelse af støtten til forprojekter. Jeg fik desværre ikke spurgt ind til, hvad disse tekniske håndtag derudover var.

Budgetrammen omtaler dog også problemet:

 Uindfriede forpligtelser (reste à liquider – RAL) er et uundgåeligt biprodukt af flerårig programmering og opdelte bevillinger. Af forskellige årsager vil de uindfriede forpligtelser dog være væsentlig større end forventet ved udløbet af den finansielle ramme for 2007-2013. 

For derfor at sikre et omfang og en profil for betalingerne inden for alle udgiftsområderne, der er til at håndtere, indgår en række initiativer som en integrerende del af aftalen om den finansielle ramme for 2014-2020: 

- Forpligtelsernes omfang er fastsat på et passende niveau inden for alle udgiftsområderne. 
- Frigørelsesreglerne skal anvendes stringent inden for alle udgiftsområderne, navnlig reglerne for automatiske frigørelser. 
- Forfinansieringssatserne er nedsat i forhold til perioden 2007-2013. 
- For at de årlige forpligtelser til regionale sikkerhedsnetordninger i samhørighedspolitikken kan bidrage til, at profilen for forpligtelserne og betalingerne er til at håndtere, må de ikke være degressive.

Det er svært at gennemskue, hvad det altsammen betyder og vil kræve ekstra research.

For det første nævner den, at “forfinansieringssatserne er nedsat”. Jeg går ud fra, at der henvises til, når EU støtter forprojekter, ingeniørberegninger, oa., der skal være på plads, før man eksempelvis bygger en tunnel mellem to lande. Men disse regler er stadig i gang med at blive forhandlet på plads sideløbende. De fastlægges ikke i budgetrammen. Det betyder, at det er lovgivningsområder, hvor EU-Parlamentet har større indflydelse. EU-parlamentarikerne vil helt sikkert være irriterede over, at stats- og regeringschefer i budgetrammen fastlægger regler, der hører til i andre lovgivningsprocesser.

Frigørelsesreglerne kan tænkes at henvise til, at forpligtelserne bortfalder, såfremt pengene ikke er brugt i henhold til de fastsatte regler. Disse regler har EU-lederne brudt ved vækstpakken fra juni sidste år, hvor EU tillod ubrugte strukturfondsmidler at blive omprogrammeret til kriseramte lande. Et andet problem kan blive, at EU-Parlamentet kræver større fleksibilitet i EU-budgettet. Hvis de får det, så bliver der alt andet lige færre penge “til overs”, eftersom EU-Parlamentet så vil kæmpe for at få ubrugte midler lagt over i fonde, hvor der er større brug for dem.

Måske hentydede den diplomatisk kilde i øvrigt til, at de syd- og østeuropæiske lande har lovet ikke at anmode om at få udbetalt alle deres regionaludviklingspenge i 2013. Det kunne jo godt være en løsning nogle år, men det er næppe en holdbar løsning på langt sigt.

Hvorfor er det så, at EU-cheferne mener, at det er en farbar vej med et stort spænd imellem forpligtelser og bevillinger?

Måske skubber EU-lederne blot problemerne foran sig og håber, at en ny højkonjunktur vil skabe mere luft i statskasserne på et senere tidspunkt.

Europas største kasino åbner på torsdag

February 4th, 2013

OPDATERING ONSDAG: Ifølge en diplomatisk kilde er planen om en helpdesk blevet droppet igen. Hvad de lande, der ikke kan regne, så gør, er uklart. Men det må en anden end mig spørge dem om. 

I Danmark har der været meget kritik af, at kommuner har spekuleret i credit swaps, schweizer-franc og lignende.

På europæisk plan har der tilsyneladende foregået gambling sted på et endnu højere plan.

Ifølge mine oplysninger vil EU-Kommissionen og formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, ved EU-topmødet torsdag og fredag denne uge holde en analyse-helpdesk åben for de stats- og regeringschefer, der ikke selv kan overskue, hvordan forhandlingerne om EU’s budgetramme for 2014-2020 vil påvirke deres land.

Det er en række komplicerede kriterier, der ligger til grund for, hvordan EU-støtten til regioner, landbrug, landdistrikter, fiskere, og lignende fordeles. Disse kaldes de nationale konvolutter. Den anden type EU-støtte er den konkurrenceudsatte, hvor støttemodtagere skal søge centralt hos EU-Kommissionen om nogle midler, der sat efter specifikke formål, eksempelvis udbygning af transportinfrastruktur, forskning, energiprojekter, innovationsprojekter og lignende. Den anden del af de komplicerede EU-forhandlinger handler om, hvor indtægterne til EU-budgettet skal komme fra.

Danmark har selv en stab af regnedrenge (ja, det er primært mænd) fra Finansministeriet med til disse budgettopmøder for at kunne regne de nationale konvolutter ud for Danmark.

Danske tilhængere af en modernisering af EU-budgettet kritiserer ofte landene for at have et for stort fokus på disse nationale konvolutter i stedet for at putte penge i de konkurrrenceudsatte puljer, hvor pengene går til de bedste projekter i Europa (efter de fastsatte puljekriterier).

Det opsigtsvækkende er ikke, at EU-Kommissionen og Rådet opretter denne helpdesk. Det vilde er, at stats- og regeringscheferne allerede 22.-23. november skulle have vedtaget EU’s næste budgetramme. Forhandlingerne brød sammen fredag eftermiddag, men planen var, at en ny budgetaftale i omegnen af en milliard euro skulle have været på plads. Der sad altså en stribe stats- og regeringschefer, der tilsyneladende var klar til at vedtage en budgetramme, som de ikke selv kunne gennemskue konsekvenserne af.

Det er forståeligt nok, hvis miniputlande som Malta og Cypern har haft svært ved at knuse tallene, men det er ifølge en diplomatisk kilde op til 10 lande, der har haft problemer med overblikket. Det er især de nye medlemslande, altså østlande, siger kilden.

Man må blot håbe, at det kun har været mindre detaljer, de ikke har haft styr på, og at de udmærket har kunnet gennemskue de store linjer.

 

 

Derfor får nærhedsprincippet en rennæssance

February 3rd, 2013

Hvorfor skal EU bestemme, hvornår fagforeninger må strejke? Eller hvor mange kvinder, der er i bestyrelserne for de danske virksomheder?

Burde det – ifølge nærhedsprincippet – ikke være op til landene selv at gennemføre arbejdsmarkeds- og ligestillingspolitik?

Den holdning har flere politikere givet udtryk for, senest den konservative partileder Lars Barfoed i et interview med P1 Orientering.

Jeg vurderer, at vi de næste år vil opleve, at flere og flere politikere fra EU-positive partier vil lægge vægt på, understrege og systematisere nærhedsprincippets betydning. Ikke blot i Danmark, men i hele unionen.

Nærhedsprincippet er gammelt og velkendt. Det fastslår, at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt – eller på det niveau, hvor løsningerne træffes bedst. Begge definitioner høres i debatten.

Når flere EU-positive politikere vil pudse princippet af, er det af strategiske årsager. Vi vil de næste år få et EU, der griber ind i stadigt flere aspekter af livet; finanspolitik, velfærdspolitik ol. Samtidig er store dele af befolkningerne skeptiske over for yderligere EU-integration. I lande som Storbritannien, Holland og Sverige har EU-kritikerne størst betydning, men også i mange andre lande er der strømninger af EU-kritik. Det skaber et problem for politikerne, der altså har god grund til at skabe et system, der kan garantere et EU, borgerne og de nationale politikere kan have tillid til. Et demokratisk sundt Europa. Et EU, hvor politikere ”nede i Bruxelles” respekterer magten og afholder fra misbrug.

 

Tak for skørt forslag

Det skaber eksempelvis irritation hos mange EU-tilhængere, når EU-Parlamentet udtaler sig om løst og fast uden refleksion over, om EU overhovedet bør spille en rolle. Til gengæld godter EU-modstandere over at få serveret godt ammunition til debatterne.

Det er situationer, som da en EU-modstander lørdag nærmest glædede sig over, at EU-Parlamentarikere ifølge The Telegraph foreslog EU-støtte til tobaksproducenter:

”Det er så åndssvagt, at man vel burde takke dem for endnu en gang at nedbryde offentlighedens tillid til det cirkus,” skrev en Finn Skovgaard på Facebook-siden ”Helt Ud Af EU NU”.

 

Gult og rødt kort med Lissabon-traktaten

Med Lissabon-traktaten har de nationale parlamenter via protokol 2 fået mulighed for at give gult og orange kort til EU, hvis de mener, at et forslag strider mod nærhedsprincippet. Det skete 64 gange i 2011, at et parlament trak en ostemad, hvilket var en stigning på 75 procent i forhold til året før. Statistik fra 2012 er endnu ikke offentliggjort, men da gav de for første gang et orange kort. Det var i sagen om EU-forslaget, der brød ind i strejkeretten. Her var 12 lande imod, hvilket tvang EU-Kommissionen til at genoverveje forslaget.

Jeg vurderer, at det primært er det borgerlige, mere liberalt indstillede partier, der vil påberåbe sig dette princip. Det ligger mere naturligt for dem at være imod statslig indblanding. Princippet er da også oprindeligt udsprunget af borgerlig, kristenkonservativ principper med rødder i katolsk tænkning.

Det vil dog være forskelligt, hvornår politikerne vil bruge det som politisk værktøj. Nogle gange er det vel blot belejligt at bruge princippet til at spænde ben for lovgivning, et parti alligevel er imod.

Flertallet i Folketinget (Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), der i december skrev til EU-Kommissionen, at forslaget om kvindekvotemålsætninger er i strid med nærhedsprincippet, er et godt eksempel. Der er her tale om, at en gruppe af partier, som også er imod kvindekvoter i national politik, går imod det på europæisk plan.

Bemærk dog, at det EU-kritiske Enhedslisten, der ellers er for nationale regler om kvindekvoter i bestyrelser, også er imod. Af demokratiske årsager.

”Det, vi forholder os til her, er, om det er nødvendigt at indføre EU-lovgivning på området. Og det mener vi ikke, det er. EU skal ikke blande sig i noget, der fint kan løses i medlemsstaterne, og det kan det her jo”, sagde Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen i december til Pol.dk.

 

EU-kritik breder sig

Når Lars Barfoed i sidste uge i P1 Orientering understregede nærhedsprincippets betydning, så er det også værd at bide mærke i, at han er leder af et ellers meget EU-positivt parti. Men partiet er de seneste år – ligesom Venstre – blevet presset af især yngre EU-skeptikere i partiets egne rækker. Derfor er de to partiers retorik blevet mere forbeholden over for det europæiske projekt. Men det er ikke EU-modstand, vi ser. Det handler om bekymring for, hvordan EU udvikler sig.

Min fornemmelse er, at de samme argumenter om et demokratisk sundt Europa gradvist til brede sig mere til også Bruxelles, hvor politikerne med strategisk sans vil indse nødvendigheden af at respektere nærhedsprincippet. Det så vi da også af, at der var udbredt kritik internt i EU-Kommissionen mod kvindekvote-forslaget. EU-kommissær Viviane Reedings oprindelige forslag, der skulle introducere bindende kvoter, havde hele 11 kommissærer mod sig på kommissionsmødet.

Hvad var egentlig EU-Kommissionens begrundelse for at have dette kvindekvoteforslag? Den kommer her:

”De stigende forskelle mellem medlemsstaterne i andelen af kvinder i børsnoterede selskabers bestyrelser skyldes, at selv om medlemsstaterne kan vedtage foranstaltninger for at modvirke kvinders underrepræsentation i den økonomiske beslutningstagning, viser mange ingen vilje til selv at handle, eller de møder modstand. Hindringerne i Unionen kan derfor kun blive mindre, hvis man vælger en fælles tilgang, og man kan bedre udnytte mulighederne for ligestilling, konkurrencedygtighed og vækst ved en koordineret indsats på EU-plan end ved nationale initiativer af forskelligt omfang, som er mere eller mindre ambitiøse og effektive. Kun en EU-foranstaltning kan bidrage til, at kvinders kvalifikationer udnyttes bedst muligt. Et EU-initiativ på dette område vil derfor være i fuld overensstemmelse med Nærhedsprincippet,” skriver EU-Kommissionen i deres dansksprogede opsummering af konsekvensanalysen.

Basalt set kan argumentet skitseres sådan: Der er et problem i EU. Dette problem kan de nationale niveauer ikke løse. Derfor må EU gribe ind.

Denne form for argumentation, der slet ikke forholder sig til de grænseoverskridende aspekter, vil vi se mindre af fremover, vurderer jeg. I den længere, engelsksprogede version uddyber EU-Kommissionen dog, at selv om ligestilling ikke direkte i traktaten er sat i forbindelse med det indre marked, så er det et mål for EU at skabe ”level playing field” for virksomheder i EU, altså lige konkurrencevilkår:

“Member States may indeed hesitate to regulate in this area on their own, as they could perceive a risk of putting their own companies at a disadvantage with companies from other Member States,” skriver EU-Kommissionen.

I en sidebemærkning, så har dette argument en indbygget faldgrube. EU-Kommissionen siger selv, at det vil gavne den enkelte virksomheds bundlinje med flere kvinder i ledelsen. Det står i skarp kontrast til deres eget nærhedstjek, der altså siger, at kvindekvoter kan opfattes som en økonomisk ulempe. Men OK, ret skal være ret. EU-Kommissionen siger ikke, at deres argumentation er forkert. De siger, at medlemslandene kan have en anden overbevisning. Derfor må EU træde til og skabe fælles regler, så lande ikke vurderer, at de skade deres konkurrenceevne ved at lave kvoter alene. Gad vide, hvad landene, der måtte mene, at det kan skade deres konkurrenceevne, så mener til EU-regler? Det bidrager nok ikke til opbakningen til EU, rigtigt eller ej.

 

Mere retorik – mere nærhedsprincip i ny traktat

Hvordan vil det så komme til udtryk, den øgede brug af nærhedsprincippet? Hvis det går, som jeg forventer, så vil flere politikere bruger ordet i debatterne. EU-positive politikere vil bruge pt. bruge det som et ”bare rolig, vi har jo nærhedsprincippet”.

Derudover vil nærhedsprincippet måske blive taget mere alvorligt i det daglige lovgivningsarbejde.  Både EU-Kommissionen og den danske regering laver nærhedstjek af lovforslag, men i dag kan det ofte virke som et gummistempel, hvor EU-forslaget skal retfærdiggøres i stedet for at fremføre nogle reelle overvejelser for og imod. Det kan måske ændre sig, omend jeg er usikker her. Sådanne institutioners arbejdsgange og traditioner vil kun ændre sig med klar, politisk retning ovenfra. Man ser ofte, at organisationer gradvist forsøger at tilkæmpe sig større magt og betydning. Det er derfor nok ikke EU-systemet selv, vi skal forvente bliver den største nærhedsskubber.

Så vidt jeg ved, så har de nationale parlamenter endnu ikke anlagt sag mod en EU-lov ved EU-domstolen for at stride mod nærhedsprincippet. Måske vil vi også se det ske.

Senere, når vi skal i gang med traktatforhandlingerne igen, så vil problematikken atter blive bragt op. Protokol 2, hvor nationale parlamenter kan give gult og orange kort, er relativt svag. Det kan tænkes, at denne procedure vil blive forstærket – eller at de nationale parlamenter på anden vis engageres.

Tilføjelse søndag klokken 17:

En læser har gjort mig opmærksom på, at proportionalitetsprincippet vel også bør nævnes. Og ja, princippet om at en problemstilling bør være så alvorlig, at det berettiger indgreb, er også relevant, men det er blot ikke dette princip, der bruges i debatten til dagligt.

Derfor er Thorning en modstander for Cameron

January 23rd, 2013

Fleksibilitet er OK, og debatten er god at få ud i det åbne. Men Storbritannien kan ikke få præcis, hvad de vil. Generelt er hun mest for forstærket samarbejde – ikke tilbagerulning. Derudover må det indre marked ikke blive skadet. Sådan må man formode, at statsminister Helle Thorning-Schmidt mener om fleksibilitet i Europa.

Det efterlader ikke mange muligheder for Storbritannien at manøvrere i. Faktisk er det tydeligt, at Cameron har en modstander i Thorning – ikke en allieret – hvilket Danmark ellers ofte er for Storbritannien i mange andre EU-spørgsmål. Men netop fordi, at Danmark ofte er allieret med UK – og fordi vi har de fire forbehold – vil Thorning have yderligere behov for at distancere sig fra Cameron. Når EU-parlamentarikere således tidligere har kritiseret Danmark – og forbundet os med Storbritanniens fodslæben – så har det danske diplomati udøvet brandslukkeri for at give det modsatte indtryk.

Den kølige skulder fra Danmark vil være surt for Cameron, der jo selvfølgelig har brug for allierede i EU, når han skal forhandle. Men jeg bed da også mærke i, at Cameron namedroppede Tysklands Merkel og nævnte Holland. Ikke Danmark. Vi spiller ikke en større rolle som dealmaker for Cameron. Så han overlever nok uden dansk opbakning.

Det er – i mine øjne – den helt store, europapolitiske diskussion i disse år (skarpt forfulgt af EU’s møven ind på det finanspolitiske område).

Statsminister Helle Thorning-Schmidts reaktion på Camerons tale om Europa i dag (kilde: Ritzau via dr.dk):

 

- Vi har allerede et fleksibelt Europa. Det gode eksempel er de undtagelser, vi har i Danmark.
- Men når det er sagt, har vi også brug for en stærk, fælles kerne blandt de 27, nu snart 28 medlemslande, hvor vi i fællesskab træffer beslutninger og er ansvarlige for at få dem gennemført. Så på den måde er Europa ikke et tag-selv-bord.
- Nu er det op til briterne at finde ud af, hvilken position de gerne vil have i EU. Men jeg synes ikke, at EU bliver stærkere, hvis hvert land kan skræddersy deres medlemskab, og hvis vi derved mister den kerne, som bør være fælles i EU.

I sin tale ved europakollegiet i Brugge den 17. oktober talte hun for, at Europa bør sætte principper for en fleksibel union.

Det var endda en af hendes tre hovedpunkter:

First of all, we need to learn from our mistakes and say it like it is.
Secondly, we need to make it even clearer what it is we are fighting for in Europe.
And thirdly, we need to find the right balance and principles for flexible integration.

Og her det lange afsnit:

The third and final thing we need to do is to come to terms with the fact that the EU is based on flexible integration. And at the same time be clear about the principles that should guide us as we move ahead with more flexible integration.

It has become very clear that our Union will never evolve along a straight line or fit a traditional model or theory of integration.

We are indeed united in diversity. But is this diversity challenging our unity? Is flexible integration undermining the EU by breaking Europe up into ‘ins’ and ‘outs’?

I don’t think so.

Indeed, flexible integration is a reality today and to some extent has been for years. Let me illustrate that with a few examples:

The idea of a borderless Europe with free movement of persons started as an agreement between 5 Member States in the 1980s. Now, the Schengen cooperation is an integral part of the treaties encompassing most Member States.

When the eurozone was launched, it counted 11 Member States. Now, the number is 17 with more on the way.

The Fiscal Compact has the members of the eurozone as its core and the non-euro countries participating with different intensity.

And since the Lisbon Treaty entered into force, we are now making use of treaty provisions on enhanced cooperation in everything from divorce law to unitary patent protection.

In other words, flexibility has allowed the EU to move on when necessary – often to the benefit of all 27 Member States and our common institutions.

That leads me to perhaps my most important message to you today: We should accept that Europe is in fact a multi-speed Europe.

And as I see it, the fundamental notion of solidarity, which lies at the heart of our Union, has not been compromised in this process.

Indeed, the economic crisis has demonstrated a need for flexible integration. This was evident when we adopted the Fiscal Compact in March. And I suspect that it will become evident again when we discuss how to strengthen the Economic and Monetary Union.

One of the big lessons from the current crisis is the need for speed. Markets move incredibly quickly. The EU has to streamline and accelerate our sometimes slow and unwieldy decision-making processes. In some cases, that will inevitably mean moving forward in a flexible way.

I am not making the case that flexible integration is the preferred option every time Member States are at odds with each other in the Council. We will always be stronger when all Member States stand together.

But I do believe that we need to be honest about it and break the taboos. If flexibility is what is needed for the Union to move on instead of breaking up, then that is a price worth paying.

So far, the use of flexible integration has not undermined the foundation of European integration. I strongly believe that this will continue to be the case. However, flexible integration must be guided by some fundamental principles. I see three such principles:

Firstly, flexible integration should be based on achieving a firm purpose. What do I mean by that? Flexibility should be a means to an end – never the opposite. This is certainly the case when the countries in the eurozone take steps to integrate further to restore fiscal discipline and credibility.

And it is also the case when a group of Member States are allowed to move forward in enhanced cooperation on areas covered by the treaties – when all attempts to reach an agreement in the Council have been exhausted.

The second guiding principle should be integrity. Flexible integration should not put at risk the common values and institutions that all 27 Member States share.

The crown jewel of our Union is our Single Market consisting of common rules decided by common institutions with democratically elected representatives in both the Council and the European Parliament and supervised by a European court.

This should never be compromised. We need to preserve a strong Single Market for all Member States, strong common institutions that safeguard the interests of the entire Union and a strong European voice on the world stage.

The third principle is that flexible integration must be based on openness. The process leading to flexible integration has to be transparent for all Member States and based on clear choices. And once some Member States have moved forward, others should be allowed to join at a later stage if they wish to do so.

The basis should always be that we are a union of 27 Member States and that any step should be open for all.

In short, I do not fear flexibility. Because what unites us is stronger than what divides us. Throughout our history, the European Community has provided us with examples of divisions bridged, regions brought together and challenges met with practical solutions.
 

Uffe og Morten har samme mål – men hvad er værktøjet?

January 20th, 2013

Der er brug for, at Europa går ind i Mali og beskytter regeringen mod de islamiske militser.

Det mener både tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF). Men det er fransk enegang – med opbakning fra EU og USA – der har sikret europæisk intervention – ikke EU.  Dét, mener Uffe Ellemann-Jensen, er ærgerligt, mens Morten Messerschmidt mener, at det er fint. De to – ellers vidt forskellige politikere – er altså enige om stort set samme mål. Men de er uenige om midlet.

Først et citat fra Uffe Ellemann-Jensens blog:

EU’s forsvarssamarbejde – som Danmark jo har sit triste ”forbehold” overfor – burde have været på pletten. Tanken var, at stående fælles udrykningsstyrker (”battle groups”) med meget kort varsel skulle kunne sættes ind i den slags situationer, hvor der er brug for en hurtig militær indsats.

Dernæst et uddrag af indlægget af Morten Messerschmidt:

Selv om fransk dominans i EU og fransk hovmod og “gloire” ofte har irriteret mig, så har jeg ikke fået så meget tunnelsyn, at jeg ikke kan se, hvornår det gavner os europæere, at vi holder sammen… Den slags kan EU ikke leve op til. Der var ingen moralsk opbakning til Danmark under Muhammed-krisen fra EU – husk altid det. Og kommer det til ildkraft og resultater på slagmarken, har jeg mere tillid til handlekraftige statsministre og deres generaler og officerer, end jeg har til EU. Tysklands udenrigsminister Guido Westerwelle har i nogle af sine visioner om et styrket EU foreslået en Europa-hær under EU-parlamentets kontrol. Jens Rohde og Margrete Auken er enige. Jeg siger nej tak. Jeg kender dem, der sidder dér, i EU-parlamentet…

Uffe Ellemann-Jensen er ikke naiv:

I EU’s fælles udenrigstjeneste (EEAS) har man længe været opmærksom på, at regionen syd for Sahara – Sahel – rummede en særlig udfordring på grund af den hastigt voksende islamiske fundamentalisme. Efter mange forsinkelser blev der for halvandet år siden vedtaget en ”strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel”, og der blev sat penge af til udviklingsbistand og samarbejde om sikkerhed og kontraterrorisme. Der skulle gives støtte til opbygning af regionale styrker, som kunne gøre det praktiske arbejde – men det blev ved planer og hensigtserklæringer. Onde tunger siger, at det er bureaukratiske grænsestridigheder i EU-apparatet, som har forsinket det hele.

Hvis jeg fik lov, ville jeg samle de to herrer til en paneldebat og stille dem disse spørgsmål:

Morten Messerschmidt, hvorfor tror du ikke, at EU ville kunne skabe en struktur, hvor de sammen kunne intervenere? USA efterspørger det. Hvis en organisation som NATO kan fungere, kan politikerne så ikke også reformere EU-systemet, så det fungerer? Hvis det nu var muligt at lave en EU-struktur, der ville kunne iværksætte aktioner á la Frankrigs i Mali – ville du så være en tilhænger af denne struktur? Hvis nej, hvorfor så ikke?

Uffe Ellemann-Jensen, du har selv som udenrigsminister oplevet, hvordan lande har svækket EU’s indsats. Grækenland obstruerede arbejdet for stabilitet på Balkan, fordi Makedonien havde taget samme navn som en græsk provins, Frankrigs protektionisme lukkede markederne for nye østlande med behov for at nye markeder efter Sovjets sammenbrud, Sverige og Finland var tøvende i fht. at gå imod Sovjet. Hvorfor er der brug for “en fælles, europæisk indsats”, som du siger – og hvad er dét i dine øjne? Vil EU kunne agere samlet internationalt? I dag er der allerede mulighed for at iværksætte aktioner på baggrund af kvalificeret flertal – hvorfor er det stadig ikke muligt for EU at agere samlet og hurtigt? Er løsningen en ny form for forstærket samarbejde (artikel 20 i Lissabon-traktaten) – men blot hurtigere – på det udenrigspolitiske område?

Et ekstra perspektiv: Udenrigspolitik kan være en blodig affære. Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har kaldt Mali-aktionen den reneste, han længe har set. Men som blogger Søren Friis skriver, så kan det meget vel vise sig at være den reneste hybris.

Et ekstra spørgsmål ville jeg derfor stille Uffe Ellemann-Jensen:

Uffe Ellemann-Jensen, kan en organisation som EU, der jævnligt er udsat for kritik og af store dele af de europæiske befolkninger anses for at mangle demokratisk legitimitet, holde til det slid og kritik, en EU-sanktioneret udenrigspolitisk katastrofe ville kunne medføre, eksempelvis ved store civile og militære tab? For et land som USA har katastrofer som Slaget om Mogadishu i 1993 og den anden Irak-krig slidt hårdt – hvordan ville sådanne katastrofer påvirke EU?

I en stille sidebemærkning, så kan man nævne, at hvor Uffe Ellemann-Jensen nævner FN og deres resolution 2085 om Mali, så nævner Morten Messerschmidt ikke FN med ét ord. Det er et tegn på, at hvor Morten Messerschmidt er af den realpolitiske skole, så læner Uffe Ellemann-Jensen sig op af den idealistiske.

 


Switch to our mobile site