De folkevalgte bider til i ACTA-sagen
Der er noget naivt over handelskommissær Karel de Guchts og den kristenkonservative EPP-gruppes forslag om at udskyde EU-Parlamentets afstemning om ACTA. Forslaget er at vente, til EU-Domstolen har udtalt sig om traktaten.
For jo længere tid, der går, jo tættere på rykker 2014-valget til EU-Parlamentet.
For ACTA-diskussionen handler ikke blot om en traktat, der skal styrke beskyttelsen af intellektuelle rettigheder og jagte pirater. For den dél, så vil jeg i øvrigt anbefale juristuddannede Morten Messerschmidts (DF) grundige og tekniske gennemgang af hans motivation for at stemme imod. Og jeg vil også anbefale at læse Bendt Bendtsen (K) og Danfoss-direktør Mads Clausens argumenter for at se sagen fra den anden lejr.
ACTA-sagen handler også om et parlament, der er vilde efter en sag, hvor de for alvor kan vise folkemasserne, at der er en grund til, at de kaldes “EU’s folkevalgte”. På trods af 43 procents vælgeropbakning ved sidste valg, vel at mærke. Og actavisterne har netop været gode til at give et indtryk af, at ACTA-sagen er folkelig. De har tæppebombet MEP’erne med opkald og emails. Og gået på gaderne i hovedstæder Europa rundt. Normalt er det ellers kun dyrevelfærdsaktivister, der kan sætter følelserne i kog i samme omfang. Er du i tvivl om, hvor dytige actavisterne er? Så se denne video.
For EU-Parlamentet er det desuden en magtdemonstration over for EU-Kommission og Rådet. De ønsker ikke blot at være et gummistempel for de andre EU-institutioners beslutninger. Netop på det handelsmæssige har EU-Parlamentet fået medbestemmelse – men uden at være involveret i forhandlingerne. Det har Parlamentet forgæves forsøgt at ændre på. Under ACTA-forhandlingerne fik de kun et indblik i forhandlingsudkast – og måtte ikke offentliggøre disse, hvilket effektivt blokerede for en offentlig debat (hvis det ikke var fordi MEP’ere fløjtede højt og helligt på USA’s krav om hemmelige forhandlinger og lækkede udkastene).
For EU-Kommissionen, der har ledt forhandlingerne på vegne af EU, er sagen pinlig og alvorlig. Det svækker i dén grad EU-Kommissionens troværdighed internationalt, at de ikke er i stand til at forhandle. De har altså manglet et mandat til at forhandle på vegne af. De har i stedet sjusset sig frem til, hvad de kunne tillade sig at indgå af aftaler. Stillet over for kritik har EU-embedsmændene så råbt ”EU acquis”, ”EU acquis” – og så håbet på, at parlamentarikerne stillede sig tilfredse med det. Det betød nemlig, at ACTA-traktaten – ifølge EU-Kommissionen – levede op til den gældende EU-lovgivning og altså ikke indførte nye regler. Her ignorerede de stille, at der var formuleringer i traktaten, der måske ikke stred imod EU-lovgivning, men gik lige til stregen og kunne ses som en glidebane. Og de ignorerede også, at mange borgere og folkevalgte rent faktisk er imod det nuværende ophavsretssystem, som ACTA cementerer.
Netop i disse år står EU-systemet over for en række ændringer. EU bliver mere magtfuldt og skal derfor også sikres stærkere, demokratisk legitimitet. Typer som den tyske bundeskansler Angela Merkel er måske ikke nogen fan af folkeafstemninger, men hun ser et sundt demokrati som en strategisk nødvendighed for et velfungerende samfund.
Der snakkes om, hvorvidt EU-Parlamentet måske skal være mere magtfuldt og have et andetkammer. Skal EU-Parlamentet have et kammer, der kun stemmer i lovgivning gældende alene for eurolandene? Og skal EU-Kommissionsformanden og Rådets formand måske smeltes sammen til en mere magtfuld figur med større beføjelser? Er han måske direkte valgt, akkurat som USA’s præsident? Der tænkes meget, så det er nu, man har mulighed for at påvirke tankerne.
EU-Parlamentet ønsker naturligvis at komme ud af denne kamp så styrket som muligt. Dette er ACTA-sagen også et udtryk for. Det er en institution, der ikke bare viser tænder, men også er klar til at bide til.
Det er nu vigtigt, at de også demonstrerer, at der er en alvorlig grund til, at de stemmer ACTA ned, for en nedstemning svækker også EU globalt. Nogle folkevalgte og actavister virker usikre på, hvorfor de egentlig er imod ACTA. Det er farligt. Det er ikke nok, at sagen har været populær blandt vælgerne. Det er heller ikke argument nok, at forhandlingsprocessen har været lukket. Disse argumenter har måske nok noget på sig, men bliver ikke taget alvorligt i resten af EU-systemet. Og i Bruxelles mener en del allerede, at EU’s folkevalgte har for mange useriøse personager iblandt sig. Det er vigtigt, at EU-Parlamentet viser, at de er en voksen institution, der er moden til at få mere magt. Paradoksalt er det derfor at se, at det er Morten Messerschmidt – som mange andre EU-politikere ellers anser for at være useriøs – kommer med den hidtil bedst underbyggede, danske ACTA-kritik.
