Sådan kan Morten Messerschmidt blive farlig

Morten Messerschmidt har længe fascineret mig. Han er intelligent, skarp i debatter og populær blandt sine vælgere.

Når jeg skriver ”sine vælgere” og ikke ”vælgerne”, er det velvalgt. Morten Messerschmidt er typen, der er elsket af mange, men hadet af flere. Det er en af hans svagheder, at han netop ikke har noget imod dette had, der bruser mod ham. Tværtimod.

Noget af det fascinerende ved Morten Messerschmidt er netop, at han trods 2009-valgets højeste personlige stemmetal, 284.500 stemmer, har så lidt indflydelse i det EU-Parlament, han er valgt til. Det er yderst begrænset, hvad vælgerne har fået ud af deres stemmer.

Hvordan måles indflydelse så i min optik?

Når jeg har skullet beskrive EU-kritikernes præstationer de tidligere år, så har jeg nogle gange brugt billedet fra gamle b-actionfilm. Helten sidder i en speedbåd, fræsende hen over vandet for at forfølge monsterskurken, der er i en langt større yacht. Ombord på speedbåden er en flok håndgangne skurke, der hele tiden forsøger at slå helten væk fra roret. Men forgæves. Hver eneste gang giver helten et par slag, og så ryger gorillaen over bord. Som seer sidder man og ser skurk efter skurk forsøge sig og kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor hiver ingen af skurkene en pistol frem? En kniv? En kastestjerne? Kan det virkelig passe, de ikke har noget i arsenalet, der er mere effektivt? Hvorfor angriber de ikke sammen?

EU-kritikerne er disse skurke. De slår en masse slag, der bliver værfet af, hvorefter speedbåden fortsætter i fuld fart efter yachten.

Min metafor kan omskrives sådan til EU-politikken: Modstanderne af EU har i årevis forsøgt at få Danmark til at sænke farten, så vi tælles blandt de lande, der ønsker langsom EU-integration. Men alligevel er der bred enighed blandt de dominerende EU-partier (S-R-SF-V-K), centraladministrationen og erhvervslivet, at vi skal følge i sporet på kernen af EU med et fuldt medlemskab. Nuvel, der kommer ikke en afstemning om euroforbeholdet foreløbig, men det er ikke EU-kritikernes fortjeneste. Afstemningen kommer, så snart eurokrisen har lagt sig, og der er fundet en politisk løsning på de strukturelle problemer.

Tilbage til Morten Messerschmidt. Hvad er det lige for et våben, han skal finde frem? Findes det overhovedet? Hvem er det, han skal angribe sammen med?

Et af Morten Messerschmidts problemer er hans forbilleder og alliancer.

Tag nu eksempelvis Nigel Farage, medlem af EU-Parlamentet og leder af EU-modstanderne i UK Independence Party. Han er også medformand for EU-Parlamentets EFD-gruppen, som også Messerschmidt sidder i. Det er tydeligt for enhver, at Messerschmidts dundertaler mod statsministeren er kraftigt inspirerede af Nigel Farages frække og retorisk elegante tilsvininger af Herman Van Rompuy og det hverv, han er valgt til, Formand for Det Europæiske Råd – også kaldet EU-præsidenten. Det ses også ved, at Messerschmidt sagde “shame on you” og ikke “skam dig” ved sin tale i EU-Parlamentet til statsministeren som kommentar til hendes indsats under EU-formandskabet.

Problemet for Morten Messerschmidt er, at Nigel Farage og hans UKIP ikke er politisk stuerene. På samme måde som Pia Kjærsgaard ikke var stuerene før i tiden, så er UKIP sat uden for direkte indflydelse, både i Storbritannien og EU-Parlamentet. Det skyldes blandt andet, at både UKIP og deres gruppe i EU-Parlamentet har xenofobiske og ekstreme elementer.

Morten Messerschmidt burde i stedet kaste sit blik mod Dan Hannan og lade ham være sit ultimative, politiske forbillede.

Dan Hannan er medlem af de engelske konservative, The Tories, og er valgt til EU-Parlamentet. Når han er farlig i britisk politik – hvis man ser det fra en EU-positiv vinkel – så er det fordi, at han både er kritisk over for EU og velargumenterende. Og så er han en del af en politisk bestemmende gruppe, et britisk regeringsparti. Forestil dig at ledende politikere i Venstre eller De Konservative begyndte åbent at tale imod EU-medlemskabet. Sådan er det i Storbritannien, ikke mindst takket være typer som Dan Hannan.

Det hidtil største resultat, de britiske EU-skeptikere har fået, er, at regeringens plan nu er ude i fremtiden at udskrive en rådgivende afstemning om, hvorvidt Storbritannien skal genforhandle medlemskabet af EU. Senest – i sidste uge – har den britiske udenrigsminister William Hague bebudet en omfattende og grundig “evaluering” - af EU-medlemskabets betydning for øriget.

Prøv at læse dette blogindlæg af Dan Hannan om landets EU-medlemskab. Det er et velunderbygget indlæg, der taler til dem, der styrer landet. Læs derefter Morten Messerschmidts blogindlæg. Her er en person, der taler imod dem, der styrer landet. Hans argumenter og retorik er kendetegnet ved tilbageskuenhed og ”hvad-sagde-jeg”-argumenter. Der mangler fremadskuende, velunderbyggede analyser.

Hvis Morten Messerschmidt vil opnå reelle resultater, så er det på tide, at han taler med dem, der styrer landet, i stedet for imod dem. Men det ligger ikke i hans DNA. Det er meget sigende, at han er med i den lille klub, der er fascineret og tiltrukket af klimaskeptikerne. Se eksempelvis dette spørgsmål til Ministerrådet om en rapport, der er kritisk over for FN’s klimapanel. Ikke et ondt ord om, at han stiller sig kritisk i forhold til dominerende dogmer. Men det er også meget sigende, at svaret fra Ministerrådet er et ikke-svar. Han taler for døven øren.

Det kan godt være, at den slags kritiske spørgsmål giver ham rekordvalg. Men Morten Messerschmidt bliver først rigtig farlig, hvis han begynder at ændre retorik og alliancer. Og hans vælgere får først rigtig indflydelse for deres stemmer, den dag det sker.

I parentes bemærket, så er det i øvrigt derfor, at Dansk Folkeparti bør vælge Kristian Thulesen Dahl som næste formand, hvis de vil bevare indflydelsen på dansk politik. I parentes inde i parentesen, så er det også ham, de skal vælge, hvis de vil være “det rigtige socialdemokrati”, som Pia Kjærsgaard siger, i stedet for “de rigtige konservative”, som Morten Messerschmidt siger.

Som eksempel på mangelfulde retorik fra Morten Messerschmidt, så læs her slutningen fra blogindlægget, jeg linkede til tidligere:

”Da Storbritannien åbenbart også har løst billet til den mere selvstændige rejse, er Danmark i ganske godt selskab…”

Det er jo i virkeligheden her, at hans blogindlæg burde starte.

Eller tag hans rants i bedste britisk stil mod Helle Thorning-Schmidt. Danskerne er et lille underkuet folkefærd, der ikke har troet på sig selv siden Slaget ved Dybbøl Mølle. Vi står sammen i udlandet og er stolte, når vi klarer det godt, rød eller blå. Morten Messerschmidt skaber sig blot fjender (og medieopmærksomhed) ved at udføre disse angreb. Hvad hjælper rungende klapsalver, hvis de udelukkende kommer fra hans egen side af salen?

Vi har set en snert af den Morten Messerschmidt, der er til at tale med og ikke nærer sig ved modstandernes had, under hans debatter med EU-parlamentariker Dan Jørgensen (S) i radioprogrammet Europa i Flammer på Radio24syv. Måske skyldes det, at han har respekt for Dan Jørgensen, der er i samme alder, lige så ambitiøs og på flere måder minder om ham selv? Måske er det på tide, at Morten Messerschmidt også får respekt for sine øvrige politiske modstandere og begynder at snakke med dem.

Tags:

4 Responses to “Sådan kan Morten Messerschmidt blive farlig”

  1. Peter Says:

    Hey Filip.
    Godt indlæg.

    Jeg synes dog, at du ser bort fra nogle vigtige forskelle mellem Morten M og de britiske tories. I dit indlæg fremstiller du det som om, at alle EU-kritikere er ens, og den eneste forskel mellem eksempelvis Morten M og Dan Hannan er stilen. Men der er vel den afgørende forskel, at de vil noget helt forskelligt. Deres politiske løsninger er ikke de samme. De britiske tories vil ikke nødvendigvis ud af EU, og de er ikke nationalister. De er derimod borgerlige. Som Hannan siger til slut i talen du linker til, så mener han, at afstanden mellem folk (et constituency) og magthaverne skal være så kort som mulig. Der er altså tale om en traditionel borgerlig opfattelse af demokratisk legitimitet, og her mener Hannan så, at EU langt overskrider de nødvendige grænser ved at gøre alt til et spørgsmål om det indre marked, selv om det egentlig handler om alt muligt andet. Nigel Farage og Messerschmidt har en grundlæggende ideologisk modstand mod EU, fordi de begge er nationalister og modstandere af immigration, åbne grænser mm. Det er vel noget helt andet?

  2. Filip Schwartz Kirkegaard Says:

    Hej Peter. Du har en pointe. Jeg mener dog ikke, at det vil gøre en stor forskel. For det første tror jeg, at også Morten Messerschmidt vil bruge nogle af de samme argumenter fra “localism”. Angående modstanden mod åbne grænser, så er også Dan Hannan imod, at EU kontrollerer grænserne: http://www.viddeo.info/cbfd8db95.html

    Angående modstanden mod immigration, så ved jeg ikke, om du hentyder til “det fremmedfjendske” ved Dansk Folkeparti (som modstandere kalder det, DF vil nok ikke kalde sig selv for fremmedfjendske). Det er efterhånden sjældent, at man hører Morten Messerschmidt – der jo ellers var en del af Camres klub – tale om indvandrere. Men jeg tror, at Dan Hannan og hans Tories selv vil mene, at DF er for fremmedfjendske for dem. Det er jo det samme, de siger om UKIP.

    Desuden har Dansk Folkeparti jo i årevis forsøgt at gøre sig til et midterparti med moderate synspunkter. Det gælder faktisk også, når det kommer til europapolitikken, hvor de får en del år siden meldte ud, at deres principprograms mere hårdfaste tone i realiteten ikke skal tages så bogstaveligt. Jeg tror, der er et stort overlap mellem Dan Hannans ideer om et slankere EU og Messerschmidts ditto.

    Men i øvrigt mener jeg heller ikke, at det er så vigtigt for Morten Messerschmidt, om han er enig med Dan Hannan eller ej. Min pointe med indlægget går ikke i den retning. Min pointe er, at han skal begynde at tale som Dan Hannan og de euroskeptiske briter: Tale så der bliver lyttet. Hvis Morten Messerschmidt skal ændre Danmarks forhold til EU, så bliver han nødt til at bruge argumenter, de forstår hos midtervælgere, erhvervslivet og centraladministrationen. Han skal gøre det til en fordel at være i klub med Storbritannien. For lige nu bliver det anset som en ulempe.

  3. Peter Says:

    Pointen er købt! Men jeg mener stadig, at den reelle politiske forskel ikke skal overses. Særligt ikke mellem Farage og de britiske tories. Om du har ret i, at Morten egentlig er mere enig med mange af torierne, vil jeg gerne købe som et åbent spørgsmål, som kunne være interessant at få svar på. Hvis det er tilfældet, kan det jo undre, at han lader sig inspirere så meget af Farage. Men det er vel også din pointe.

    Mht. åbne grænser og immigration. Det er klart, at der er mange fra tories, som er imod, at EU skal styre grænserne. Netop derfor er Storbritanien jo ikke med i Schengen. Men argumentet er ikke, at man eksempelvis er bange for islamiseringen af Europa. Det handler om, at man som borgerlig mener, at beslutninger, der kun vedrører de britiske borgere, eksempelvis indvandring til den britiske stat, selvfølgelig skal træffes alene af de britiske borgere. Det centrale er en meget restriktiv definition af nærhedsprincippet ud fra en opfattelse af, at det skaber demokratisk legitimitet. Det er, mener jeg, en klar forskel fra de fleste i EFD, herunder også Dansk Folkeparti. Men det er du jo også selv inde på.

  4. Filip Schwartz Kirkegaard Says:

    Vi er vist kedeligt enige, Peter.

    For øvrigt mener også UKIP, at der er forskel på Tories og UKIP. UKIP anklager konstant Tories for blot at lade som om, at de er euroskeptiske, men uden at have modet til at gøre noget ved det.

Leave a Reply


Switch to our mobile site