EU-embedsmænd freder irriterende dvd-landekoder

Mange kender det: Du er netop vendt hjem fra ferien i Thailand og har købt en håndfuld billige dvd’er. De er ikke kopierede, men købt på fuldt lovlig vis. Da du så vil se dem, så virker de ikke. De kan nemlig kun afspilles på dvd-maskiner købt i Asien.

Jeg har kun prøvet det en enkelt gang, men da føltes det i sandhed irriterende. Jeg havde købt eller lånt en dvd, der var købt et sted i udlandet, men jeg kunne så ikke se filmen. Det skyldtes, at dvd’en havde en bestemt landekode, der altså ikke stemte overens med computerens. Jeg måtte så ændre landekode på computeren og ændre tilbage igen. Som jeg husker det, er det noget, man kun kan gøre et begrænset antal gange på computeren. Det er klart, at filmselskaber bruger systemet med landekoder til at kontrollere priserne på verdensmarkedet, så de kan sælge billigt ét sted og dyrt et andet sted.

Der er så mange borgere, der har henvendt sig til EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S), at hun har spurgt EU-Kommissionen om, hvad baggrunden for dette system er:

I would like to ask the Commission whether it considers region codes to be an obstacle in the purchase by European consumers of digital equipment on the global market, skrev hun til EU-Kommissionen i maj.

 

Markedet udjævnede priserne selv

For en uge siden kom svaret så. EU-Kommissionen har faktisk undersøgt sagen. Det var især de markante prisforskelle mellem USA og Europa, der gav anledning til panderynker i EU-Kommissionen. De satte en undersøgelse i gang for mere end 10 år siden, i 2001, men EU-embedsmændene endte med at lade sagen ligge.

Resultatet af undersøgelsen viste, at priserne i de senere år har konvergeret mellem de to regioner, og Kommissionen besluttede derfor ikke aktivt at forfølge sagen yderligere, svarer EU-Kommissionen.

Hvad siger sagen om EU og EU-Kommissionen?

  1. Borgerne kan faktisk via deres folkevalgte sætte fokus på en sag, der føles irriterende på helt nært hold. Man behøver ikke samle en million underskrifter. Bare send en mail til en nysgerrig EU-parlamentariker. Det er meget nemmere. Måske har det så mere effekt at bruge Borgerinitiativet, men det mangler stadig at blive bevist.
  2. EU-Kommissionen arbejder utroligt langsomt. Det må være internettets fremkomst, der har udjævnet priserne på dvd’er i Europa og USA. Men jeg tvivler på, at det er sket hurtigt. Det er sandsynligvis sket langsomt og over mange år. Men altså, markedet var alligevel hurtigere end EU-Kommissionen.
  3. Markedsspørgsmål er et vigtigt område for EU-Kommissionen. Det er klart, at det er noget, de bruger mange ressourcer på – og det er også noget, de tager op af egen kraft. Det må være en form for detektivarbejde. Én kommer med et tip eller en undren, og så går de i gang med at vende sten i en branche. Det er i virkeligheden ret spændende. Jeg talte på et tidspunkt med en lobbyist, der var meget involveret i en af sagerne på it-området. Hun havde nogle gode anekdoter, også om hvordan et firma brugte EU-Kommissionen til at irritere konkurrenter.
  4. Selv om EU-Kommissionen kan tjene store beløb – eftersom pengene ryger i EU-kassen – på at udstede bøder til firmaer, der misbruger deres markedsdominans, så foretrækker EU-Kommissionen at lade markedet gå sin gang. Det virker denne sag i hvert fald til at vise, selv om jeg selvfølgelig ikke kan være sikker på, at EU-Kommissionen rent faktisk kunne have udstedt bøder til filmselskaberne.

 

Til sidst en lille undren herfra:

Christel Schaldemose snakker både om landekoder på dvd’er og cd’er. EU-Kommissionen fortæller kun om landekoder på dvd’er i sit svar. Personligt har jeg aldrig hørt om landekoder på cd’er og kan ikke umiddelbart få bekræftet, at de skulle eksistere. Men det får mig til at undre, hvorfor kun filmselskaberne – og ikke musikselskaberne – har valgt at bruge disse koder. Det kan være et teknisk spørgsmål, men jeg tvivler. Og jeg har ikke et godt svar.

Tags: , ,

Leave a Reply


Switch to our mobile site