De største nyheder i august

Jeg er netop vendt hjem fra augustferien, som jo er feriemåned i EU-hovedstaden Bruxelles. Der er sket en del, så de første dage er gået med at læse mails, nyheder og pressemeddelelser.

Her er de største nyheder, som jeg ser det (undtaget økonomiske krisenyheder).

  1. Merkel vil have nyt traktatskonvent
    Jeg ved ikke hvorfor, men danske politikere og journalister har kun ringe interesse for, at vi er på vej til at få et nyt demokratisk, forfatningsmæssigt grundlag for unionen. Tegnene er tydelige og har været det længe.  Nu arbejder Tysklands bundeskansler, Angela Merkel, for at få et nyt forfatningskonvent til december. Men ok, det bliver en langstrakt affære, så danske journalister og politikerne har fin tid til at gå ind i debatten. Omvendt er det nu, at kuglerne støbes – så man kan kan kun komme for sent i gang.
    Link: Spiegel.de.
  2. Nyt våben mod moms-fuskere
    Et velkendt problem i EU-konstruktionen er, at unionen ofte gennemfører regler, der gør det nemmere at være borger og forretningsdrivende. Det gør det til gengæld også nemmere at være kriminel. Det mest velkendte eksempel er Schengen-området, der gør det let for østeuropæiske kriminelle at støvsuge byggepladser for dyrt udstyr og køre det ud af landet. Til gengæld findes ikke et europæisk FBI, der kan spore maskinerne på tværs af grænserne. Det minder om da Al Capone kunne rejse fra stat til stat i USA og slippe for forfølgelse. En af legepladserne for kriminelle er moms-karusellerne. Fuskerne sælger varer mellem forskellige selskaber i EU for at slippe for at betale moms. Nu ser det ud til, at EU-Kommissionen har foreslået nye regler, der gør det nemmere for myndigheder at reagere hurtigt. Trods grænser.
    Link: EU-Kommissionen.
  3. Elektronik skal genbruges
    Ok, dette er sådan set old news på flere faconer. For reglerne blev vedtaget for lang tid siden, men nye regler for genbrug af elektronik er trådt i kraft i august. Det indbefatter, at man skal  kunne aflevere elektronik, hvor man har købt det (vakte modstand blandt danske forhandlere). De nye regler skyldes to forhold: Vi skal være mere bæredygtige, fordi naturen kun har begrænsede ressourcer – og vi skal mindske afhængigheden af sjældne metaller, som kineserne har de facto-monopol på i dag. Vi vil se flere af disse typer krav for fremtiden, så det bliver spændende at se, hvordan de virker ude i virkeligheden.
    Link: EU-Kommissionen.
  4. Konflikten om arbejdstid stadig i dødgreb
    Tæller det som arbejdstid, hvis en læge er passivt på nattevagt og kan vækket for at udføre en operation? Det er et af de spørgsmål, som fagforeninger og arbejdsgivere for tiden forsøger at finde enighed om gennem den sociale dialog, der er en af beslutningsprocesserne i EU. De sociale parter fik opgaven overdraget sidste år, efter at EU-landene i Rådet og de folkevalgte i EU-Parlamentet forgæves forsøgte at blive enige. At de sociale parter må have mere tid til sagen viser, hvor tunge forhandlingerne er.
    Link: EU-Kommissionen.

Har jeg glemt noget?

Leave a Reply


Switch to our mobile site