Finanskrisen er med til at skabe Regionernes Europa – og dog
En af de store diskussioner går på, hvorvidt vi i Europa får et Regionernes Europa. Tanken er, at EU i højere grad bliver præget af regioner i stedet for medlemslande. Helt sikkert er det, at regionerne igennem de sidste 20 år kraftigt har oprustet deres tilstedeværelse i Bruxelles. Jeg arbejder selv for et regionskontor, ZealandDenmark EU Office. Også da østlandene kom ind i EU, etablerede deres regioner kontorer her i byen. De østeuropæiske regioner er dog stadig relativt underrepræsenterede.
I lyset af Finanskrisen, så er der flere forhold, der både taler for og imod, at vi er på vej til at have et Regionernes Europa.
+ Finanskrisen skaber øget fragmentering
Den økonomiske udvikling er med til at fragmentere den økonomiske udvikling. Overordnet er den økonomiske udvikling i Europa stagneret eller ligefrem negativ i visse lande. Men hvis du går i dybden, så kan du se, at der internt i landene er stor forskel på den økonomiske udvikling. Se nedenstående graf fra Flute-bloggen. Den viser tydeligt, hvordan arbejdsløsheden er lav i Vesttysland, men høj i Østtyskland. Og i Norditalien klarer de sig fint, men den sydlige støvle klarer dårligt. Samme fragmentation ser vi internt i Frankrig, hvor visse regioner klarer sig bedre end andre.
Arbejdsløsheden i Europa varierer fra region til region i de enkelte lande (statistik fundet ved Flute-bloggen).
Hos den finansielle tænketank Bruegel har de – på baggrund af data fra Eurostat – opgjort, at landene i Europa gradvist har nærmet sig hinanden, når det kommer til velstand. Men internt i landene er forskellen på rige og fattige regioner blevet større. Også i Danmark bliver der større og større afstand mellem regionerne, hvor Region Hovedstaden er den rigeste, mens Region Sjælland ligger i bunden (dette skyldes dog også, at mange sjællændere pendler ind til København, hvor de derfor lægger deres produktion).
Denne øgede fragmentering blandt Europas regioner taler for, at regioner på tværs af Europa begynder at have de samme økonomisk udfordringer og deraf politiske interesser. Dette kan tale for, at de begynder at lede efter nye alliancer. Samtidig er der i forvejen masser af konflikter mellem det regionale niveau og det statslige niveau, se bare på Tysklands forfatningskamp.
÷ Finanskrisen viser manglende politisk fundament
Der er dog også sket noget under Finanskrisen, der taler imod, at vi får et Regionernes Europa. For at regionerne skal have en interesse i at have et Regionernes Europa, så skal de kunne se, at de kan opnå resultater. Regionerne – måske med undtagelse af hovedstadsregionerne og andre kraftcentre – har overordnet tre fælles interesser: 1) God, decentral infrastruktur – også vidensmæssigt, arbejdskraftmæssigt og institutionsmæssigt, 2) Økonomisk udligning 3) Decentrale lovgivningsprocesser.
Når det kommer til punkt 2, så viser Bruegels databehandling, at staterne efter skatte og afgifter har formået at sprede velstanden. Det er netop dette, som Katalonien i Nordspanien og Lega Nord i Norditalien kæmper imod. Netop denne finansielle redistribution er mulig i stater. Men den er kun i meget begrænset omfang mulig i Europa. Og finanskrisen har vist, at det stadig er medlemslandene, der bestemmer, når det kommer til finanspolitikken. Det er ikke EU-Kommissionen. Det er ikke EU-Parlamentet. Det er ikke Rådet. Nej, det er enkelte lande eller grupper af lande i Rådet. Faktisk ønsker en del lande, heriblandt Danmark, at mindske Samhørighedspolitikken, som netop spreder velstand til de mere fattige regioner i Europa. Dertil kan nævnes, at det i høj grad er nationalt, at anlæg af infrastruktur og lignende bliver bestemt.
Altså viser finanskrisen, at mindre velhavende kun i meget begrænset omfang kan bruge EU-systemet til at opnå politiske resultater. Det skyldes naturligvis, at EU-systemet kun har en begrænset magt, når det kommer til finansielle anliggender. Sådan var det før krisen, og sådan bliver det også efter krisen – i hvert fald når det kommer til at bestemme, hvad pengene specifikt skal bruges til.
En af årsagerne skyldes, at regionerne har en meget begrænset magt i EU-systemet institutionelt. Med Maastrict-traktaten fik EU i 1992 Regionsudvalget for at give borgerne en direkte stemme i EU, som det hedder i udvalgets egen jargon. Det udgøres af borgmester og regionalpolitikere. Men udvalget har kun høringsmagt i en beslutningsproces, der i forvejen er meget komplekst. Samtidig har Regionaludvalget været dårlige til at udnytte den uformelle magt, de reelt kunne have. De laver blot erklæringer, som ingen læser i stedet for at banke dørene ind hos beslutningstagerne. Det skyldes blandt andet, at tyske og østrigske delstater er vant til at have en formel magt og derfor agerer, som om de også har det i Bruxelles – hvilket er ren ønsketænkning.
Et sidste spørgsmål – som jeg ikke har behandlet i dette blogindlæg – er selvfølgelig, om regionerne egentlig vil være i stand til at blive enige om de samme politiske mål eller om de er for forskellige. I Regionaludvalget kan de blive enige om meget, men det er nemmest, når der ikke står så meget på spil.
Alt i alt, så skal der ske store institutionelle ændringer i EU, før vi oplever, at vi lever i et Regionernes Europa. Før dét sker, så vil vi fortsat se, at regionerne – heriblandt de danske – først og fremmest henvender sig til centralmagten i hjemlandet, når de vil opnå politiske resultater.
