Dette bliver EU-Parlamentet spist af med i de tunge budgetforhandlinger

EU-Parlamentet har takket være Lissabon-traktaten fået vetoret over den flerårige budgetramme, også kendt som De Finansielle Perspektiver eller Multiannual Financial Framework (MFF). Det er tunge og kedelige ord, men det er altså også store, bastante summer, vi har at gøre med. Fra 2014-2020 har EU-Kommissionen foreslået et budget på omtrent 1000 milliarder euro. Det er ikke for sjov.

Men magt på papiret er ikke det samme som magt i virkeligheden. Og EU-Parlamentets største prioritet lige nu er at få et så stort EU-budget som muligt, mens de magtfulde lande forsøger at skære i den fem procents-realstigning, som EU-Kommissionen har lagt op til. Men i realiteten, så forhandler EU-landene lige nu som om, at EU-Parlamentet ikke eksisterede, altså i store træk. EU-parlamentarikernes nøglemedarbejdere er inviteret med som observatører ved forhandlingerne, men man hører ikke meget om deres krav. Endnu.

En af de indrømmelser, som EU-landene dog er på vej til at give, er mere fleksibilitet i budgettet. Det har været på dagsordenen, da europaministrene mødtes til GAC-møde i dag i Luxembourg.

Men hvordan kan fleksibilitet være en indrømmelse? Det kunne jo lyde som en lille teknikalitet. Og fleksibilitet er jo i princippet noget, som alle ønsker! Eller hvad?

Nej, EU-landene er ikke alle glade for fleksibilitet. For i dag får landene hvert år tilbageført midler, som egentlig var afsat til EU. Eller de slipper for at betale. Det er eksempelvis regionalstøtte, som fattige regioner ikke har haft tid til at bruge, eksempelvis fordi de ikke havde medfinansiering til rådighed. Det kan også være landbrugsstøtte, der ikke er blevet uddelt efter reglerne, som det er sket for danske landmænd. Disse ubrugte EU-midler ville EU-Kommissionen og EU’s folkevalgte allerhelst selv bruge, måske sende dem til Grækenland eller andre trængende. Men nej, som regel ryger de tilbage til medlemslandene.

Pointen er altså, at øget fleksibilitet kan bruges til at overføre midler fra ét område, hvor der er ubrugte EU-midler til et andet, hvor der er behov for ekstra.

Argumentet imod mere fleksibilitet er, at EU-Kommissionen kunne opfinde nye behov andre steder og altså på den måde i realiteten øge det samlede EU-budget. Et argument for fleksibiliteten kunne være, at EU-Kommissionen så død-og-pine ikke brænder penge af på et unyttigt projekt, fordi de ikke kan overføre til et andet område. I øvrigt er det få offentlige chefer, der bryder sig om at bruge mindre end deres budget, for så bliver der bare sparet på deres område næste gange – med mindre de er pressede til det, fordi spareøvelsen legitimerer ekstra midler eller magt på langt sigt, eksemplificeret ved regionerne i Danmark.

Men tilbage til blogindlæggets titel: Hvad bliver EU-Parlamentet spist af med? Det vil ikke se kønt ud, hvis EU-Parlamentet blot formår at ændre budgettekniske detaljer, selv om de så skulle være i deres interesse. Jeg vurderer, at EU-Parlamentet vil kræve håndfaste indrømmelser i form af tal. Altså milliarder. Det ser bedre ud foran vælgerne, og der er jo snart valg, hvor Danmark med 60 procent stemmeprocent sidste gang var i toppen, når det kom til vælgerfremmøde.

Sidste år lykkedes det EU-Parlamentet ved forhandlingerne af 2012-budgettet at få afsat flere penge til forskning, innovation og uddannelse. Min vurdering er, at det er på dette område – og på transport- og energiområdet – at EU-Parlamentet kan få afsat flere midler.

Forskning er alle enige om at styrke, og de spareivrige lande i fortrinsvis Nordeuropa får en stor del af midlerne tilbage til sig selv på netop dette område.

Transport- og energiområdet er områder, hvor alle ser en klar europæisk merværdi, fordi det omhandler grænseoverskridende projekter, som er vigtige for energiuafhængighed og det indre marked. Derudover spiller det en rolle, at det er områder, hvor de budgetstærke lande i Nord har størst manøvrerum i budgetterne til at sætte gang i de store infrastruktursprojekter, som transportpuljen støtter, tag bare det dyre Femern-projekt.

Et område, hvor EU-Parlamentet ikke får flere midler, er udenrigspolitikken. Det er et område, som landene i forvejen vil afse de allermest nødvendige midler til – og som EU-Parlamentet ikke får lov til at møve sig længere ind på. Andre områder er de bløde midler, der ikke kan ses som klokkeklare investeringer. Det er eksempelvis grænseoverskridende kultursamarbejde og så videre.

Det er mine vurderinger. Kom endelig med dit besyv.

 

 

Leave a Reply


Switch to our mobile site