Thornings flere hastigheder

Det var på tide. Det var min første tanke, da jeg læste om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) udmelding ved Folketingets europaudvalg og i dag europakollegiet i belgiske Brügge.

Thorning gør i talen op med en dansk automatik-modstand mod et EU i flere hastigheder. I parentes har befolkningen nok længe været flertaler for flere hastigheder, de stemte i hvert fald ja til de fem forbehold med Edinbourgh-aftalen i 1993 og nej til afskaffelse af euroforbeholdet i 2001.

Men nu har den øverste regeringsleder i Danmark sagt, at de flere hastigheder er kommet for at blive og sætter ord på nogle principper for de forskellige hastigheder. For mig at se er der tale om, at en regeringschef forholder sig til realiteterne og så forsøger at sætte en retning. Det er positivt.

Når jeg tænkte “det var på tide”, så skyldtes det også, at Helle Thorning-Schmidt burde have alle forudsætninger for at udtale noget interessant og visionært om Europa. Som tidligere EU-parlamentariker kender hun i hvert fald til  verdens gang i unionen. Men der har ikke lydt meget fra den kant, heller ikke under EU-formandskabet, hvor Thorning stod i spidsen for et rimeligt tilbagetrukkent – men respekteret og effektivt – “rugbrødsformandskab”.

Nu sætter hun så for første gang ord på en større udvikling i Europa med nogle interessante visioner. Hun fremsætter ifølge dr.dk tre forskellige principper:

For det første skal midlet hellige målet – altså skal det kun bruges, når man har udtømt mulighederne for at få enighed blandt alle 27.

Det andet princip er integritet – det vil sige, at de fælles værdier, fælles institutioner og “unionens kronjuvel”, det indre marked, ikke må bringes i fare.

Og for det tredje skal der være fuld åbenhed, klare valg og adgang for, at lande uden for konkrete, nye samarbejder kan tilslutte sig senere, hvis de ønsker det.

Det første princip lyder som klassisk dansk politik fra ja-partierne: Danmark skal være så tæt på kernen som muligt for at sikre maksimal indflydelse.

Det tredje princip lyder som en helt almindelig sund fornuft, men er faktisk vigtigt: For Danmark tog det mange år at forhandle en dobbeltaftale på plads om at komme med i Schengen-samarbejdet.

Det andet princip er langt det vanskeligste. Det Indre Marked handler i dag ikke blot om varer, der flyder over grænserne. Der er også princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed. Det har der allerede været mange EU-sager om og flere kommer hele tiden. Ved østudvidelsen blev Det Indre Marked for fri bevægelighed også begrænset i en årrække, og det er i dog stadig centrum for kontroverser, eksempelvis er ikke alle landes befolkninger lige glade for østarbejdere. Desuden bliver meget lovgivning kørt gennem EU-systemet med henvisning til Det Indre Marked, hvilket irriterer en del EU-kritikere. Til gengæld er Det Indre Marked overordnet set populært som politisk projekt i alle lande.

Se i øvrigt også Karen Melchiors Storify fra talen i Brügge.

3 Responses to “Thornings flere hastigheder”

  1. Peter Says:

    Rigtig godt indlæg Filip! Uanset hvad man mener om de flere hastigheder, plejer det at være befordrende for fremtidige politiske løsninger, at man starter med en realistisk anerkendelse af virkeligheden. Og rigtig god pointe om, at det kæmpe store fundament, som EU hviler på, nemlig det indre marked, er støttet af et kæmpe flertal i alle EU lande. EU lever derfor i bedste velgående, og vil også gøre det fremover. Spørgsmålet er blot, hvordan unionen kommer til at se ud i fremtiden.

  2. Filip Schwartz Kirkegaard Says:

    Tak, Peter! Og jeg kan kun erklære mig enig i, at unionen lever i bedste velgående. Det spændende bliver at se, hvordan formen vil ændre sig. Det er stadig et stort spørgsmål, og det er her, at man skal sætte ind, hvis man har visioner eller holdninger til det politiske arbejde.

  3. Filip Schwartz Kirkegaard Says:

    Interessant kommentar fra Jens Rohde:

    http://www.facebook.com/jensrohde.eu/posts/10151126203029895

    Det er mig en gåde, at den danske statsminister (og andre for den sags skyld) kan hævde, at et EU med flere unioner i unionen og fleksibel integration på nogen måde er i et lille lands interesse. Fleksibel integration er lig med politisk makværk, hvor man etablerer forbehold med forbehold til allerede eksisterende forbehold. Enhver kan jo høre, at det ikke giver mening. Det skaber masser af konkurrenceforvridning og uigennemskuelige lovgivningsprocesser (spørg blot fødevareindustrien om konsekvenserne af fleksibel implementering af eu-lovgivning).
    Der er en verden til forskel på at acceptere en vis fleksibilitet i hastighed og på at argumentere for den. Det underminerer fællesskabet indefra og tjener alene de stores tyrani. Det der sker er, at Tyskland og Frankrig ender med at dele Europa mellem sig som Napoleon og den russiske Zar, og at der bliver et udkants-eu og et kerne-eu. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at en statsminister fra et lille kan kan argumentere for en sådan udvikling. De små lande taber på den holdning. Og jeg fatter slet ikke, at vi så ikke i det mindste får et svar på, hvilken union statsministeren mener, at Danmark skal tilhøre. Ønsker hun, at Danmark følger aftenlandet England ud i udkants-eu, eller vil hun med vækstlokomotivet Tyskland i kerne-eu? Svar udbedes

Leave a Reply


Switch to our mobile site