Kroatisk programmør: Jeg glæder mig til at kunne rejse

Hvad ser du som den største fordel ved EU? En Eurobarometer-undersøgelse har tidligere vist, at det er fred og muligheden for at kunne rejse frit, som folk er mest glade for. Det er også retten til at rejse, som EU vil gøre til den helt store sællert i kampagne næste år under Det Europæiske År For Borgerskab.

Spørgsmålet stiller jeg også Mislav Marohnić, da vi i går fik en Carolus Triple lige inden sengetid. Han var en kroatisk programmør, der sov et par nætter i min gæsteseng. Så jeg spørger ham, hvad han glæder sig mest til ved Kroatiens indtrædelse i EU den 1. juni næste år. Svaret kommer prompte.

“Det største er, at vi kommer ind i Schengen,” svarer Mislav.

Mislav er programmerer web-applikationer og bruger et framework, der hedder Ruby on Rails – faktisk opfundet af en dansk superstar-programmør, David Heinemeier Hansson. I løbet af de seneste seks måneder har han allerede arbejdet mere end tre måneder i EU, hvilket er mere end han må. Han må åbenbart kun arbejde halvdelen af tiden i EU, når han ikke har en arbejdstilladelse. Sådan én har han faktisk haft. Det var for tre år siden, da han fik en arbejdstilladelse i Slovenien for et år. Det var ikke helt nemt, eftersom Mislav ikke færdiggjorde sin uddannelse, men hellere ville kaste sig ud i at programmere. Det betød, han måtte finde open source-kode, der lå på nettet, som han havde skabt, til at dokumentere sine kvalifikationer. Men det lykkedes, for i Slovenien er de åbenbart ikke så rigide, som de kan være i eksempelvis USA, fortæller Mislav. Men på et tidspunkt fik han problemer.

“Arbejdstilladelsen var gældende i et år, men med mulighed for forlængelse. Men i denne periode er du gift med det samme firma. Det betyder, at hvis du slår op med et firma, så gælder arbejdstilladelsen ikke længere. På et tidspunkt ønskede jeg at slå op med firmaet, men ønskede at blive i Slovenien. Men det kunne jeg ikke, så jeg blev tvunget til at forlade landet,” beretter Mislav.

“Hvis jeg nu havde været en europæisk borger, så kunne de ikke have tvunget mig ud af landet,” fortæller han.

Her kommer jeg med en lille kommentar, en indvending. Sagen er, at der er brug for folk som Mislav i Europa, især i Danmark. Vi har brug for tekniske specialister. Se blot på hyren for mange programmører i Danmark. De tjener nemt en 50.000 kroner om måneden, hvis de har de rette kvalifikationer. Endda højere nogle gange. Også for kroatiske programmører er EU attraktivt. Mislav tjener to til tre gange mere i EU end hjemme i Kroatien.

Kunne du tænke dig at flytte til EU og arbejde, når Kroatien bliver medlem af EU, spørger jeg Mislav?

“Ja, det kunne jeg godt finde på. Måske ikke det samme sted, men forskellige steder. Måske ville jeg tage til Polen og arbejde. Jeg ville elske at arbejde i Krakow eller Wroclav. Det er fantastisk der, der er mange gode mennesker. Jeg kunne også finde på at tage til Amsterdam, hvor der er et levende udviklermiljø,” svarer Mislav.

Kunne du også finde på at tage til København, spørger jeg ham?

“Oh yeah, helt sikkert. Men jeg har hørt, at det er helvedes dyrt. Det er den dyreste by at bo i i Europa. Det er utroligt, helt skørt,” siger han.

“Jeg ville være nødt til at blive kompenseret for de dyre leveomkostninger. Men det ville jeg nok blive, eftersom firmaerne dér er dygtige. På den anden side, så findes der steder, hvor de går mere op i, at man har de rette akademiske titler. København er måske sådan et sted,” siger Mislav, der ikke har en uddannelse.

Men han elsker byen. I maj besøgte han nogle venner, der læser ph.d. i København, og hans favoritsted var at sidde ved havnebadet og kigge på folk svømme.

Men han ville få svært ved sproget, siger han.

“Jeg kender folk, der er meget klogere end jeg er, der indrømmer, at de end ikke kan bare få danske ord. De fortæller, at det er umuligt at udtale dansk. Hvis du ser på, hvordan et ord er stavet, så er det umuligt at gætte sig til udtalen,” siger Mislav.

For øvrigt, for folk der går meget op i #twitterlove og #twitterpower, så kan denne Storify være interessant…

 

 

 

 

Leave a Reply


Switch to our mobile site