Nej, Bent Jensen. Det er ikke en EU-plakat.

For nyligt så jeg på Facebook-siden “Helt Ud Af EU NU” et surt opstød mod en EU-propagandaplakat. Sammen med religiøse og filosofiske tegn var der et hammer og segl. Joshua Dalgaard fra “Frihedskæmperne” kunne ikke forstå, at man kunne bruge skatteborgerkroner på den slags. En person spurgte i en kommentar, om EU-Kommissionen har lavet plakaten. Han svarer så ja.

Problemet er, at der ikke er tale om en plakat, som EU-Kommissionen eller andre EU-organer har designet eller trykt.

Plakaten er lavet af en lille organisation, der hedder Europe4all. Denne organisation har jeg ikke kunnet finde i EU-Kommissionens Financial Transparency System, så den har (tilsyneladende) end ikke modtaget EU-støtte i dens levetid. Plakaten har angiveligt (ifølge den britiske Tory-EU-parlamentariker Dan Hannan) hængt et sted i EU-Kommissionen, men han siger intet om i hvilken bygning. Der er mange bygninger med mange kontorer, det kan være hvor som helst og hængt op af hvem som helst, i princippet en praktikant.

Der har dog ifølge et litauisk medie været tale om, at plakaten har været et bidrag til en plakatkonkurrence, der var medfinansieret af EU-Kommissionen.

I en ellers interessant og velskrevet kronik i Jyllands-Posten runder professor Bent Jensen af med denne sætning:

Da vi kom hjem, fandt vi i postkassen en kopi af en EU-propagandaplakat. En stor gul stjerne var forsynet med følgende tekst: »We can all share the same star. EUROPA 4 ALL« (Vi kan alle være fælles om den samme stjerne. Europa for alle).

Stjernen er sammensat af en række symboler, herunder korset og davidsstjernen (tre af hver) og det kinesiske yin og yang, men også halvmånen og hammer og segl (fire af hver)! Davidsstjernen og korset udtrykker ægte europæiske værdier, halvmånen og hammer og segl det modsatte.

Her har vi Ifølge EU de såkaldte ”europæiske værdier” i koncentreret form. ”Europa” er alting i én pærevælling – dvs. ingenting. Dette forvildede miskmask er samtidig svaret på, hvorfor Europa befinder sig i sit efterår og er godt i gang med at afskaffe sig selv.

Bent Jensen kunne godt have brugt plakaten som udgang på sit forsvar af den homogene nationalstat, men ved at skrive “EU-propagandaplakat” og “ifølge EU” implicerer han, at plakaten er lavet af EU. Dette er ikke tilfældet.

Der er nok skøre og falske historier om EU. Lad os nu ikke få en ekstra. Det afleder debatten fra de ægte politiske, emner om EU.

Leave a Reply


Switch to our mobile site