Analyse: Derfor brød forhandlingerne om 2013-budgettet sammen

Der er to mulige fortolkninger af, hvorfor forhandlingerne om EU’s budget for 2013 tirsdag brød sammen.

Den første tolkning er, at de to parter, EU-Parlamentet og landene i Rådet, var så langt fra hinanden politisk, at de ikke kunne blive enige.

Den anden tolkning er, at de godt kunne have fundet et kompromis, men at én af parterne – EU-Parlamentet – brugte anledningen til at statuere et eksempel og sætte en skræk i livet på Rådet.

Jeg holder på den sidste.

Hvad er de egentlig uenige om? EU-Kommissionen har berettet, at de mangler penge i kassen for at kunne betale alle deres regninger. Det handler om, at EU i sin tid har sagt ja til at finansiere projekter – inden for blandt andet regionaludvikling, forskning og meget andet – men nu mangler penge. Årsagen er, at EU – med opbakning fra landene (!) i sin tid har fået tilsagn til at kunne indgå disse aftaler. Så nu skylder EU altså penge her og dér. Hvis de ikke bliver betalt til tiden, så skal EU oven i købet betale renter. Problemet har været der i flere år og der er efterhånden dannet et større efterslæb.

Men hvorfor vil EU-landene ikke udbetale pengene? Det har de jo lovet? Problemet er, at prognoserne for væksten ikke har holdt stik. Der har været stagnation og endda minusvækst i EU-landene. Det betyder, at medlemslandenes oprindelige målsætning om et budget på omtrent en procent af BNI har slået fejl. EU-budgettet har vokset mere end resten af samfundsøkonomien, inklusiv mange landes statsbudgetter. Det gør, at EU-Kommissionens krav betyder kraftige stigninger i EU-budgettet, og det er politisk og finansielt uholdbart for landene. Det handler efter alt at dømme mindst om, at pengene mangler i mange lande og mest om at sende sparesignaler til både EU-Kommissionen og vælgerne.

Så derfor håber medlemslandene, at de kan få EU-Kommissionen til at finde ubrugte midler rundt omkring i EU-Parlamentet. Endnu har ingen givet et bud på, hvor pengene konkret skal findes, men EU-Kommissionen neddroslede angiveligt kravet fra omtrent ni milliarder euro til omtrent syv milliarder efter tre timers forhandlinger sidste fredag. Det tog de som et tegn på, at EU-Kommissionen kunne finde flere midler, hvis de blev presset endnu mere.

Men EU-Parlamentet undlod tirsdag aften at give forhandlingerne en sidste chance. Meldingen fra EU-Parlamentet er, at landene alligevel ikke ville rokke sig – at der ingen reel forhandlingsvilje var. Men du finder faktisk kilder fra både landene og Parlamentet, der mener, at en løsning ville være mulig at finde.

En kilde tæt på forhandlingerne – men fra diplomaternes side af bordet – bemærkede samtidig, at de folkevalgtes chefforhandler, formand for EU-Parlamentets budgetudvalg, Alain Lamassoure, nærmest smilede, da han berettede, at han manglede et mandat fra sit bagland til at fortsætte forhandlingerne.

Jeg tager det som et tegn på, at EU-Parlamentet greb chancen for at statuere et eksempel.

Sideløbende med forhandlingerne om 2013-budgettet kører de langt tungere forhandlinger om budgetrammen for 2014-2020. EU-Parlamentet fået stor magt ved de årlige budgetforhandlinger på grund af nye bestemmelser i Lissabon-traktaten, som gør de folkevalgte til medforhandlere under hele forhandlingsprocessen.

I forhandlingerne om budgetrammen for 2014-2020 har de blot vetoret. De spiller altså formelt set ingen rolle under det lange forhandlingsforløb op mod selve vedtagelsen af rammen. Nuvel, du hører konstant EU-ministre sweet-talke de folkevalgte og omtale dem som gode partnere. Den danske europaminister Nicolai Wammen (S) var dygtig udi den disciplin. Men når du snakker med diplomater og iagttagere, så hører du ”Frankrig mener dit, Tyskland mener dat, Storbritannien kan vælte det hele” og så videre. Ingen, i hvert fald meget få, taler om eventuelle hensyn til EU-Parlamentet.

Det er dén virkelighed, EU-Parlamentet befinder sig i. Samtidig er EU’s folkevalgte vidt uenige med landene og deres sparelystne finansministre. De ser EU’s portfolio vokse og vil ikke spare nogle steder. Men hvordan kan de påvirke landene? Deres eneste kort er vetoet. Og det vil de ikke benytte på nuværende tidspunkt. De mener øjensynligt, at det er dårlig forhandlingskultur, hvor det vil forpeste forhandlingsklimaet, hvis samtlige 27 EU-lande plus det kommende medlemsland Kroatien og endda også EU-Parlamentet hver især skulle true med veto. Det ville give 29 vetotrusler, hvor partnerne ville risikere at tale sig væk fra hinanden i stedet for tættere på hinanden, siger EU-parlamentarikerne.

Men hvad gør man så? Et middel er jo at minde landene om, at man bruge sin magt.

EU-Parlamentet har tidligere, for to år siden, ladet forligsudvalget bryde sammen, så et budgetforlig måtte forhandles op mod jul. Og denne sommer forkastede de ACTA-traktaten, som EU-Kommissionen havde brugt årevis på at forhandle på plads. Så de folkevalgte har tidligere vist, at de tør bruge deres magt. Men det skader jo ikke at vise det igen. Især når vi har et forhandlingsklima, hvor de nemt risikerer at blive fremstillet som krukkede, hvis de vitterligt bruger deres veto, efter at landene har fået en kompliceret budgetramme på plads. Samtidig er det relativt uproblematisk at lade budgetforhandlingerne bryde sammen på dette tidspunkt. Så det var en kærkommen anledning for EU-parlamentarikerne til at sende et signal.

I øvrigt er der en anden interessant detalje at bide mærke i. Der opstod lidt forvirring, da EU-Parlamentet alligevel dukkede op tirsdag aften, hvor EU-Parlamentet ellers tidligere på dagen havde lovet at blive væk.

Det viste sig, at EU-Parlamentet og landene blot skulle bruge nogle minutter på at lande en aftale om at sende 670 millioner euro fra Solidaritetsfonden til jordskælvsofrene fra den italienske region Emilia-Romagna.

Efter sammenbruddet gav EU-formandskabets forhandler, europaminister Andreas Mavroyianni, udtryk for, at EU-landene dermed havde afsat penge som en håndsrækning til Parlamentet. Det passer ikke. Alle, også EU-landene, var enige om at hjælpe jordskælvsofrene. Ingen var imod.

Hvad viser det? Der er meget snak om, hvorvidt der er økonomisk solidaritet mellem EU-landene. Når der sker et frygteligt jordskælv, så viser solidariteten sig prompte. Men på det strukturelle, økonomiske plan, så vil politikerne i Nord ikke sende penge til ”ødsleriet” i Syd. Da følger stramme betingelser med.

Det viser også, at EU-Kommissionen ikke turde gamble med penge til jordskælvsofre. De havde lavet et særskilt ændringsbudget til jordskælvsofrene. De øvrige ekstrabevillinger, uanset om der var tale om strukturfondsmidler eller de yderst populære Erasmus-midler, så havde EU-Kommissionen puttet ind under én paraply, ændringsbudget seks.

EU-Kommissionen har dog godt turdet gamble med andre, vigtige midler. De havde – meget drevent – offentligt i flere omgange understreget, at Erasmus risikerer at løbe tør for penge. Det er en relativt lille budgetpost, og en kilde fra medlemslandene vurderer, at EU-Kommissionen sagtens kunne have fundet pengene, hvis de ønskede det. Men de valgte at blæse i trompeten for, at EU-landene burde komme Erasmus-programmet til undsætning. Det skyldes naturligvis, at programmet er en gigantisk succes, hvor tusindvis af studerende årligt får deres livs oplevelse, når de drager ud i Europa for at suge viden til sig.

I diplomatverdenen bruges public diplomacy mere og mere. I år blev EU-Kommissionen udsat for en gigantisk ydmygelse, da protester på de sociale medier fik EU-Parlamentet til at droppe handelstraktaten ACTA. Men EU’s tørre embedsmænd er tilsyneladende ikke selv ræd for at bruge mere populære midler, der kan give skvulp i folkehavet.

Leave a Reply


Switch to our mobile site