Uffe og Morten har samme mål – men hvad er værktøjet?

Der er brug for, at Europa går ind i Mali og beskytter regeringen mod de islamiske militser.

Det mener både tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF). Men det er fransk enegang – med opbakning fra EU og USA – der har sikret europæisk intervention – ikke EU.  Dét, mener Uffe Ellemann-Jensen, er ærgerligt, mens Morten Messerschmidt mener, at det er fint. De to – ellers vidt forskellige politikere – er altså enige om stort set samme mål. Men de er uenige om midlet.

Først et citat fra Uffe Ellemann-Jensens blog:

EU’s forsvarssamarbejde – som Danmark jo har sit triste ”forbehold” overfor – burde have været på pletten. Tanken var, at stående fælles udrykningsstyrker (”battle groups”) med meget kort varsel skulle kunne sættes ind i den slags situationer, hvor der er brug for en hurtig militær indsats.

Dernæst et uddrag af indlægget af Morten Messerschmidt:

Selv om fransk dominans i EU og fransk hovmod og “gloire” ofte har irriteret mig, så har jeg ikke fået så meget tunnelsyn, at jeg ikke kan se, hvornår det gavner os europæere, at vi holder sammen… Den slags kan EU ikke leve op til. Der var ingen moralsk opbakning til Danmark under Muhammed-krisen fra EU – husk altid det. Og kommer det til ildkraft og resultater på slagmarken, har jeg mere tillid til handlekraftige statsministre og deres generaler og officerer, end jeg har til EU. Tysklands udenrigsminister Guido Westerwelle har i nogle af sine visioner om et styrket EU foreslået en Europa-hær under EU-parlamentets kontrol. Jens Rohde og Margrete Auken er enige. Jeg siger nej tak. Jeg kender dem, der sidder dér, i EU-parlamentet…

Uffe Ellemann-Jensen er ikke naiv:

I EU’s fælles udenrigstjeneste (EEAS) har man længe været opmærksom på, at regionen syd for Sahara – Sahel – rummede en særlig udfordring på grund af den hastigt voksende islamiske fundamentalisme. Efter mange forsinkelser blev der for halvandet år siden vedtaget en ”strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel”, og der blev sat penge af til udviklingsbistand og samarbejde om sikkerhed og kontraterrorisme. Der skulle gives støtte til opbygning af regionale styrker, som kunne gøre det praktiske arbejde – men det blev ved planer og hensigtserklæringer. Onde tunger siger, at det er bureaukratiske grænsestridigheder i EU-apparatet, som har forsinket det hele.

Hvis jeg fik lov, ville jeg samle de to herrer til en paneldebat og stille dem disse spørgsmål:

Morten Messerschmidt, hvorfor tror du ikke, at EU ville kunne skabe en struktur, hvor de sammen kunne intervenere? USA efterspørger det. Hvis en organisation som NATO kan fungere, kan politikerne så ikke også reformere EU-systemet, så det fungerer? Hvis det nu var muligt at lave en EU-struktur, der ville kunne iværksætte aktioner á la Frankrigs i Mali – ville du så være en tilhænger af denne struktur? Hvis nej, hvorfor så ikke?

Uffe Ellemann-Jensen, du har selv som udenrigsminister oplevet, hvordan lande har svækket EU’s indsats. Grækenland obstruerede arbejdet for stabilitet på Balkan, fordi Makedonien havde taget samme navn som en græsk provins, Frankrigs protektionisme lukkede markederne for nye østlande med behov for at nye markeder efter Sovjets sammenbrud, Sverige og Finland var tøvende i fht. at gå imod Sovjet. Hvorfor er der brug for “en fælles, europæisk indsats”, som du siger – og hvad er dét i dine øjne? Vil EU kunne agere samlet internationalt? I dag er der allerede mulighed for at iværksætte aktioner på baggrund af kvalificeret flertal – hvorfor er det stadig ikke muligt for EU at agere samlet og hurtigt? Er løsningen en ny form for forstærket samarbejde (artikel 20 i Lissabon-traktaten) – men blot hurtigere – på det udenrigspolitiske område?

Et ekstra perspektiv: Udenrigspolitik kan være en blodig affære. Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har kaldt Mali-aktionen den reneste, han længe har set. Men som blogger Søren Friis skriver, så kan det meget vel vise sig at være den reneste hybris.

Et ekstra spørgsmål ville jeg derfor stille Uffe Ellemann-Jensen:

Page 1 of 2 | Next page