Derfor får nærhedsprincippet en rennæssance

Hvorfor skal EU bestemme, hvornår fagforeninger må strejke? Eller hvor mange kvinder, der er i bestyrelserne for de danske virksomheder?

Burde det – ifølge nærhedsprincippet – ikke være op til landene selv at gennemføre arbejdsmarkeds- og ligestillingspolitik?

Den holdning har flere politikere givet udtryk for, senest den konservative partileder Lars Barfoed i et interview med P1 Orientering.

Jeg vurderer, at vi de næste år vil opleve, at flere og flere politikere fra EU-positive partier vil lægge vægt på, understrege og systematisere nærhedsprincippets betydning. Ikke blot i Danmark, men i hele unionen.

Nærhedsprincippet er gammelt og velkendt. Det fastslår, at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt – eller på det niveau, hvor løsningerne træffes bedst. Begge definitioner høres i debatten.

Når flere EU-positive politikere vil pudse princippet af, er det af strategiske årsager. Vi vil de næste år få et EU, der griber ind i stadigt flere aspekter af livet; finanspolitik, velfærdspolitik ol. Samtidig er store dele af befolkningerne skeptiske over for yderligere EU-integration. I lande som Storbritannien, Holland og Sverige har EU-kritikerne størst betydning, men også i mange andre lande er der strømninger af EU-kritik. Det skaber et problem for politikerne, der altså har god grund til at skabe et system, der kan garantere et EU, borgerne og de nationale politikere kan have tillid til. Et demokratisk sundt Europa. Et EU, hvor politikere ”nede i Bruxelles” respekterer magten og afholder fra misbrug.

 

Tak for skørt forslag

Det skaber eksempelvis irritation hos mange EU-tilhængere, når EU-Parlamentet udtaler sig om løst og fast uden refleksion over, om EU overhovedet bør spille en rolle. Til gengæld godter EU-modstandere over at få serveret godt ammunition til debatterne.

Det er situationer, som da en EU-modstander lørdag nærmest glædede sig over, at EU-Parlamentarikere ifølge The Telegraph foreslog EU-støtte til tobaksproducenter:

”Det er så åndssvagt, at man vel burde takke dem for endnu en gang at nedbryde offentlighedens tillid til det cirkus,” skrev en Finn Skovgaard på Facebook-siden ”Helt Ud Af EU NU”.

 

Gult og rødt kort med Lissabon-traktaten

Med Lissabon-traktaten har de nationale parlamenter via protokol 2 fået mulighed for at give gult og orange kort til EU, hvis de mener, at et forslag strider mod nærhedsprincippet. Det skete 64 gange i 2011, at et parlament trak en ostemad, hvilket var en stigning på 75 procent i forhold til året før. Statistik fra 2012 er endnu ikke offentliggjort, men da gav de for første gang et orange kort. Det var i sagen om EU-forslaget, der brød ind i strejkeretten. Her var 12 lande imod, hvilket tvang EU-Kommissionen til at genoverveje forslaget.

Jeg vurderer, at det primært er det borgerlige, mere liberalt indstillede partier, der vil påberåbe sig dette princip. Det ligger mere naturligt for dem at være imod statslig indblanding. Princippet er da også oprindeligt udsprunget af borgerlig, kristenkonservativ principper med rødder i katolsk tænkning.

Det vil dog være forskelligt, hvornår politikerne vil bruge det som politisk værktøj. Nogle gange er det vel blot belejligt at bruge princippet til at spænde ben for lovgivning, et parti alligevel er imod.

Flertallet i Folketinget (Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), der i december skrev til EU-Kommissionen, at forslaget om kvindekvotemålsætninger er i strid med nærhedsprincippet, er et godt eksempel. Der er her tale om, at en gruppe af partier, som også er imod kvindekvoter i national politik, går imod det på europæisk plan.

Bemærk dog, at det EU-kritiske Enhedslisten, der ellers er for nationale regler om kvindekvoter i bestyrelser, også er imod. Af demokratiske årsager.

Page 1 of 3 | Next page