Europas største kasino åbner på torsdag

OPDATERING ONSDAG: Ifølge en diplomatisk kilde er planen om en helpdesk blevet droppet igen. Hvad de lande, der ikke kan regne, så gør, er uklart. Men det må en anden end mig spørge dem om. 

I Danmark har der været meget kritik af, at kommuner har spekuleret i credit swaps, schweizer-franc og lignende.

På europæisk plan har der tilsyneladende foregået gambling sted på et endnu højere plan.

Ifølge mine oplysninger vil EU-Kommissionen og formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, ved EU-topmødet torsdag og fredag denne uge holde en analyse-helpdesk åben for de stats- og regeringschefer, der ikke selv kan overskue, hvordan forhandlingerne om EU’s budgetramme for 2014-2020 vil påvirke deres land.

Det er en række komplicerede kriterier, der ligger til grund for, hvordan EU-støtten til regioner, landbrug, landdistrikter, fiskere, og lignende fordeles. Disse kaldes de nationale konvolutter. Den anden type EU-støtte er den konkurrenceudsatte, hvor støttemodtagere skal søge centralt hos EU-Kommissionen om nogle midler, der sat efter specifikke formål, eksempelvis udbygning af transportinfrastruktur, forskning, energiprojekter, innovationsprojekter og lignende. Den anden del af de komplicerede EU-forhandlinger handler om, hvor indtægterne til EU-budgettet skal komme fra.

Danmark har selv en stab af regnedrenge (ja, det er primært mænd) fra Finansministeriet med til disse budgettopmøder for at kunne regne de nationale konvolutter ud for Danmark.

Danske tilhængere af en modernisering af EU-budgettet kritiserer ofte landene for at have et for stort fokus på disse nationale konvolutter i stedet for at putte penge i de konkurrrenceudsatte puljer, hvor pengene går til de bedste projekter i Europa (efter de fastsatte puljekriterier).

Det opsigtsvækkende er ikke, at EU-Kommissionen og Rådet opretter denne helpdesk. Det vilde er, at stats- og regeringscheferne allerede 22.-23. november skulle have vedtaget EU’s næste budgetramme. Forhandlingerne brød sammen fredag eftermiddag, men planen var, at en ny budgetaftale i omegnen af en milliard euro skulle have været på plads. Der sad altså en stribe stats- og regeringschefer, der tilsyneladende var klar til at vedtage en budgetramme, som de ikke selv kunne gennemskue konsekvenserne af.

Det er forståeligt nok, hvis miniputlande som Malta og Cypern har haft svært ved at knuse tallene, men det er ifølge en diplomatisk kilde op til 10 lande, der har haft problemer med overblikket. Det er især de nye medlemslande, altså østlande, siger kilden.

Man må blot håbe, at det kun har været mindre detaljer, de ikke har haft styr på, og at de udmærket har kunnet gennemskue de store linjer.

 

 

2 comments on this post.
  1. AnneCbxl:

    Tja, jeg har lige læst et andet sted at HVR tog budgettet af novemberdagsordenen for at få en aftale om bankunion på plads, men det her lyder da også som en plausibel grund ;o)

  2. Filip Schwartz Kirkegaard:

    Ej, Anne – HvR er da smartere end det! Hvis han dengang var klar over, at halvdelen af landene ikke vidste, hvordan budgettet egentlig ville påvirke dem, så havde han da bare sendt regningen over til dem! Men nu bliver det jo ikke muligt med denne helpdesk… :-)

    Var det her du læste analysen om bankunionen? http://politiken.dk/debat/profiler/thomaslauritzen/ECE1888079/krav-om-eu-rabatter-vil-praege-kamp-om-budget/

    Og ja, jeg tror ikke, at analysen er helt gal. Om det så var bankunionen alene, der var HvRs bekymring, det ved jeg ikke. Men han havde i hvert fald ikke lyst til at skabe splid ud på de sene nattetimer uden at være sikker på et resultat.

Leave a comment