Skubber EU-lederne problemerne foran sig?

Jeg sidder lige nu ved EU-topmødet, hvor Martin Schulz netop har holdt pressemøde. Som formand for EU-Parlamentet spiller han en mindre rolle i forhandlingerne om budgetrammen for 2014-2020 under EU-topmødet. Det kunne mærkes – han havde nemlig masser af tid til at besvare spørgsmål fra journalisterne.

Martin Schulz siger, at det største problem for EU-Parlamentet lige nu er, at der er for stor forskel på betalingsforpligtelser (hvad EU lover at betale) og betalingsbevillinger (hvad EU reelt vil udbetale). Dermed ender EU med at have en masse ubetalte regninger. De fleste ubetalte regninger er til medlemslandene selv, der skal have udbetalt EU-midler for færdiggjorte regionaludviklingsprojekter, Erasmus-studerende og lignende. Men der er også forlydender om, at EU-Kommissionen forhaler udbetalingen af forskningsmidler til eksempelvis universiteter og virksomheder.

Dette spænd mellem regninger og EU-udbetalinger har netop været den centrale konflikt i efterårets budgetslagsmål i EU. EU-Kommissionen har regninger, de ikke har råd til at betale. Men landene, der er ramt af finanskrisen, mangler penge til at betale de ekstra penge til EU-budgettet. Derfor forbliver regningerne ubetalt.

Tidligere på ugen stillede jeg en diplomatisk kilde spørgsmålet, om det kunne blive et problem, når EU’s stats- og regeringschefer har for stort et spænd mellem betalingsforpligtelser og -bevillinger, at man ikke blot kan formode, at østeuropæerne bliver ved med at være så dårlige til at bruge de EU-midler, de har ret til – altså: Om det ikke blot var at skubbe slagsmålene foran sig, når EU lover flere penge bort, end medlemslandene er villige til at betale.

Kilden svarede, at der var tekniske håndtag, man kunne skrue på for at undgå dette, blandt andet mindskelse af støtten til forprojekter. Jeg fik desværre ikke spurgt ind til, hvad disse tekniske håndtag derudover var.

Budgetrammen omtaler dog også problemet:

 Uindfriede forpligtelser (reste à liquider – RAL) er et uundgåeligt biprodukt af flerårig programmering og opdelte bevillinger. Af forskellige årsager vil de uindfriede forpligtelser dog være væsentlig større end forventet ved udløbet af den finansielle ramme for 2007-2013. 

For derfor at sikre et omfang og en profil for betalingerne inden for alle udgiftsområderne, der er til at håndtere, indgår en række initiativer som en integrerende del af aftalen om den finansielle ramme for 2014-2020: 

- Forpligtelsernes omfang er fastsat på et passende niveau inden for alle udgiftsområderne. 

- Frigørelsesreglerne skal anvendes stringent inden for alle udgiftsområderne, navnlig reglerne for automatiske frigørelser. 

- Forfinansieringssatserne er nedsat i forhold til perioden 2007-2013. 

- For at de årlige forpligtelser til regionale sikkerhedsnetordninger i samhørighedspolitikken kan bidrage til, at profilen for forpligtelserne og betalingerne er til at håndtere, må de ikke være degressive.

Det er svært at gennemskue, hvad det altsammen betyder og vil kræve ekstra research.

For det første nævner den, at “forfinansieringssatserne er nedsat”. Jeg går ud fra, at der henvises til, når EU støtter forprojekter, ingeniørberegninger, oa., der skal være på plads, før man eksempelvis bygger en tunnel mellem to lande. Men disse regler er stadig i gang med at blive forhandlet på plads sideløbende. De fastlægges ikke i budgetrammen. Det betyder, at det er lovgivningsområder, hvor EU-Parlamentet har større indflydelse. EU-parlamentarikerne vil helt sikkert være irriterede over, at stats- og regeringschefer i budgetrammen fastlægger regler, der hører til i andre lovgivningsprocesser.

Frigørelsesreglerne kan tænkes at henvise til, at forpligtelserne bortfalder, såfremt pengene ikke er brugt i henhold til de fastsatte regler. Disse regler har EU-lederne brudt ved vækstpakken fra juni sidste år, hvor EU tillod ubrugte strukturfondsmidler at blive omprogrammeret til kriseramte lande. Et andet problem kan blive, at EU-Parlamentet kræver større fleksibilitet i EU-budgettet. Hvis de får det, så bliver der alt andet lige færre penge “til overs”, eftersom EU-Parlamentet så vil kæmpe for at få ubrugte midler lagt over i fonde, hvor der er større brug for dem.

Måske hentydede den diplomatisk kilde i øvrigt til, at de syd- og østeuropæiske lande har lovet ikke at anmode om at få udbetalt alle deres regionaludviklingspenge i 2013. Det kunne jo godt være en løsning nogle år, men det er næppe en holdbar løsning på langt sigt.

Hvorfor er det så, at EU-cheferne mener, at det er en farbar vej med et stort spænd imellem forpligtelser og bevillinger?

Page 1 of 2 | Next page