EU-Parlamentet spiller chicken – og taber

De fleste kender legen chicken. Det er en dum leg, hvor – ofte unge – mennesker kan ende med at lide en alt for tidlig død. Reglen er, at to biler kører mod hinanden, og den første, der drejer af, har tabt.

Men spillet er også kendt i diplomati og politik. Vil USA og Israel angribe Iran, hvis de udvikler atomvåben? Vil Kina med vold annektere småøerne i det Sydkinesiske Hav, hvis Vietnam og Filippinerne står fast på, at de har ret til dem?

Samme spil foregår også i Bruxelles for tiden. Det er knapt så blodigt, men hernede optager det en del, om EU-Parlamentet kan finde på at nedlægge veto mod budgetrammen for 2014-2020? For det ville ikke være uden risiko. Godt nok kan det næppe sammenlignes med at tørne ind i en anden bil eller angribe et land, men EU-Parlamentet risikerer også en bitter afslutning. Jeg har tre bud på konsekvenser. Nej, fire, hvis man medregner et lidt længeresigtet problem, de kan skabe sig.

For det første skal de genvælges ved næste års valg til EU-Parlamentet. Alle, der så Jens Rohde på live-tv efter at have tabt spidskandidaturet på gulvet i efteråret, ved, hvor ondt det kan gøre på en politiker, der er ved at tabe magt eller position.

Dernæst, så er mange ude i Europa afhængige af EU-støtten. Det er Landmænd, regioner, kommuner, forskere, NGO’er, udviklingsorganisationer og så videre. Hvis EU-Parlamentet nedlægger veto, så risikerer de, at EU’s støtteprogrammer endnu ikke er på plads 1. januar 2014. Så er der ingen støtte. Hvad er så opnået? Og hvem skal så bebrejdes?

For det tredje, så leder EU-parlamentarikerne for tiden efter vindersager, som både kan give dem nogle vægtige argumenter imod de politiske modstandere til at stemme på netop dem – og som samtidig kan få flere end de omtrent 40 procent til at møde op ved valgurnerne. I dag holdt jeg et oplæg for 30 administrationsstuderende. Ingen rakte hånden i vejret, da jeg spurgte, om de gerne ville afsætte flere penge til EU. Det er ikke en vindersag. Punktum.

Det fjerne problem, jeg ser, er, at EU-Parlamentet risikerer at skabe et billede af sig som uansvarlig. EU’s direkte folkevalgte tør tage magten og spille magtspillet. Det har de gjort før. De har nedstemt en færdigforhandlet ACTA-traktat, stemt nej til flere årlige budgetter og sat arbejdstidsdirektivet på stand by. Men her er en sag, hvor de risikerer at påkalde sig så megen frustration og kløen-sig-i-håret, at de risikerer at ende som en forsamling, der som de eneste i Europa ikke vil acceptere nedskæringer under krisen, men til gengæld gerne diskutere pornoforbud og absintdefinitioner.

Jeg har tidligere været inde på problematikken, og nu er Ellen Trane Nørby (V), formand for Europabevægelsen, fremme med samme synspunkt hos Altinget.dk. Det har stor betydning, fordi EU efter næste års valg står over for traktatændringer. Her ønsker især Tyskland et stærkere, demokratisk fundament under unionen. Her er flere modeller i spil, og én er at give EU-Parlamentet mere magt, evt. et eurokammer, men andre modeller inkluderer mere magt til de nationale parlamenter og direkte valgte EU-magtpersoner.

Hvorfor er jeg så sikker på, at EU-Parlamentet taber chicken-legen og drejer af først? Fordi de allerede har sagt det. I deres forhandlingsmandat, som de stemte om onsdag, nævner de ikke deres oprindelige krav om et større EU-budget. De er altså allerede i gang med at dreje i rattet.

For det andet, så var der et meget sigende øjeblik under torsdag aftens pressemøde med Martin Schultz. Som formand for EU-Parlamentet havde han netop holdt en tale over for EU-topmødets stats- og regeringschefer. Så ville en journalist blot høre, hvordan de havde taget imod hans tale. For tidligere havde den tyske parlamentetsformand sagt, at hans protester ville blive taget meget alvorligt. Men et andet sted i Europa havde Donald Tusk, Polens premierminister, sagt, at EU-Parlamentet nok skulle sige ja og blot krævede nogle mindre indrømmelser.

I resolutionen har EU-Parlamentet faktisk gjort et ærligt forsøg på at vise dødsforagt. Det var ved at slutte af med at nævne, at de gerne vil bistå med at sørge for, at EU-støtten kan fortsætte trods et sammenbrud i budgetforhandlingerne.

Hvad svarede Martin Schulz så torsdag, stillet over for et kritisk spørgsmål? Han lagde ud med nogle høflighedsfraser om Hr. Tusk og endte med lidt ligegyldig tomsnak. Her var en mand, der var klar til at dreje af.

Page 1 of 2 | Next page