Hvorfor et sammenbrud i disse tider er et godt tegn

Forestil dig, at du en dag vågner op og hører i radion, at endnu en bank er krakket. Du spidser ørerne. Journalisten med den myndige stemmer nævner navnet på banken. Det er din bank. “Hvad med min opsparing? Hvad med aktierne, bankrådgiveren fik mig til at købe?,” tankerne vrimler, mens du mærker en let hjertebanken.

Flere har begrædt nattens sammenbrud i EU’s bankforhandlinger. Men i virkeligheden kan splittelsen også ses som et sundhedstegn. Et tegn på, at EU-samarbejdet er ved at blive normaliseret.

På et møde fredag var EU’s finansmistre for uenige til at kunne finde et kompromis om nye regler for, hvordan EU-landene skal håndtere bankkrak.

Journalisterne var især irriterede over at have holdt sig vågne til langt ud på natten til lørdag for at vente på ingenting. De blødte dog lidt op, da de dagen derpå hørte, at de i det mindste slipper for at køre de mere end 200 kilometer fra Bruxelles til Luxembourg for at dække næste forsøg på at finde et kompromis onsdag.

Andre begræder sammenbruddet som endnu et tegn på, at EU’s medlemslande er uvillige og dårlige til at tackle eurokrisen. I virkeligheden viser sammenbruddet blot, at EU-landene igen har et normalt samarbejde, kompliceret som det er.

For den bekymrede bankkunde, der brat vågner, da morgenradioavisen beretter om hans banks krak, er det vigtige regler, der forhandles på plads. Vi lever i dag af digitale penge, sat ind på på bankkonti, investeret i forskellige værdipapirer. Når bankkunden lidt senere vil ud og købe morgenbrød, vil betalingen foregå med plastik.

Om han fortsat har sin opsparing og pension vil altså afhænge af de de nye EU-regler. De sætter retningslinjer for, om de nationale afviklings- og genopretningsmyndigheder – i Danmark Finanstilsynet og skraldespansselskabet Finansiel Stabilitet A/S – kan nedskrive værdien af aktier, garant- og andelsbeviser, ansvarlig kapital, tilgodehavender for bankernes kreditorer og eventuelt konvertering af tilgodehavender til eksempelvis aktier. Det er altså en del af hjertet i en moderne økonomi, finanssystemets stabilitet, der forhandles om. Det er politisk farlige sager. Vi husker alle Cypern.

Jean Monnet, tidligere fransk diplomat og set som en af EU’s fædre, mente, at kriser fik politikere til at tage mere modige skridt. Det har de atter bevidst ved under finanskrisen at tage store, politiske beslutninger. EU-lederne er i gang med at skabe en hidtil uset finansiel og økonomisk ensretning, koordinering og solidaritet. Politikerne ser det som nødvendigt for at genskabe finansmarkedernes tillid til Europa og færdiggøre Maastrict-traktaten, altså sikre et stærkt fundament under euroen.

Men siden september er renterne, som lande som Italien, Spanien og Frankrig skal betale på deres statsobligationer, dalet. Det har mindsket den akutte krisefornemmelse, uanset at økonomerne stadig er nervøse.

Tunge EU-forhandlinger kan ofte trække ud i årevis. Nogle løses aldrig, eksemplificeret bedst ved de evige problemer omkring arbejdstidsdirektivet. Når EU’s finansministre fredag lod sammenbruddet ske, så er det fordi, de føler, at de atter kan trække vejret lidt lettere og være uenige. Det er i virkeligheden et godt tegn.

Leave a comment