Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Udvikler: Potentiale for medlemsaktivering med app

Friday, October 26th, 2012

I et indlæg tidligere i dag kritiserede jeg, at MesserApp var udviklet som native app og ikke web-app. Hovedargumentet var, at app’ens meget basale funktioner godt kunne klares billigere i en web-app. Samtidig kan den fungere på alle platforme: Tablets, iPhones, Androids, Windows Phone, Symbian, ikke mindst pc’er osv.

Jeg havde en enkelt anke: Tanker om videreudvikling med interaktive elementer mente jeg kunne retfærdiggøre en native app.

I et svar fra udvikleren, Martin Boysen fra Copenhagen Apps, viser det sig da også, at tanker om videreudvikling er en del af forklaringen.

Perspektivet er, at Morten Messerschmidt skal kunne bruge app’en til at aktivere frivillige kræfter. Det er oplagt, mener jeg. Spørgsmålet er, om dette lige så godt kunne ske via en web-app, som jo ville fungere på alle devices. Mange frivillige ville nok foretrække at arbejde ved et tastatur, eksempelvis, i stedet for at bruge tomlen på et mobildisplay.

Martin Boysen siger dog, at funktioner til aktivering af frivillige webkræfter ikke understøttes af web-apps. Det er jeg uklar på, om det er tilfældet, eftersom jeg ikke selv er udvikler. Men det burde også være muligt at indtaste tekst via en web-app – tror jeg. Generelt skal det nok passe, at det fungerer bedst på en native app.

Et vigtigt argument for at udvikle MesserApp som native app til iOS og Android Market har desuden været, at den var mere lækker, forklarer udvikleren. Det skal forstås på den måde, at det app’en fremstår mere flottere, eksempelvis ved at benytte hele skærmbilledet, og bedre, eksempelvis ved at fungere hurtigere.

Her er hele svaret fra Martin Boysen.

Vi har udviklet app’en i iOS hovedsagelig af to grunde.

1. Den lækkerhed Morten lagde vægt på, og det resultat, vi ønskede, kan web-apps endnu ikke tilbyde. Læg mærke til at udtrykket er et match mellem app-universet og det billedlige udtryk.

2. Som også giver lidt af svaret på udviklingen fremover. De funktioner som vi håber at videreudvikle sammen med Morten er funktioner, som anvender bl.a. det, som er beskrevet her: http://cphapps.com/ Tanken er i højere grad at videreudvikling bliver, at politikere skal kunne gøre brug af de frivillige kræfter, som omgiver den politiske verden. Der er mange ressourcer at hente og smartphonen kan understøtte det arbejde, et ungdomsparti gør og har gjort. De funktioner forudsætter funktioner som web-apps ikke er stærke nok til endnu.

Messerschmidts app er godt tænkt – men han blev snydt for en web-app

Friday, October 26th, 2012

Med sin forkærlighed for gamle sange, sin gammelkloge korrektioner mindre kloge og sin klassiske hat kan Morten Messerschmidt nogle gange virke… gammeldags. Kollegaen Dan Jørgensen har også i radioprogrammet Europa i Flammer kritiseret ham for stadig at bruge “faxmaskine”.

Men Morten Messerschmidt er god til at bruge de nye medier. Han bruger sin JP-blog godt – havde eksempelvis en markant kampagne mod EU støtte – og er god til at svare på Twitter og Facebook. Han er fremtidens politiker, når det kommer til vælgerdialog.

Det mest opsigtsvækkende, han har lavet på e-fronten, var, da han for fire måneder lancerede sin MesserApp. Var det så pengene og arbejdet værd? Bør andre politikere løbe i hælene på Messerschmidt på app-fronten? Både ja og nej, mener jeg. App’en har klare fordele, men den kunne have været lavet bedre. Han kunne i hvert fald godt have brugt pengene bedre ved at vælge en web-app, vil jeg mene.

App’en blev først lanceret til iPhones operativsystem iOS i juni. Det praktiske arbejde tog tre uger og derefter tog det to uger at få godkendt app’en hos Apple. Det kostede cirka 50.000 kroner, og udvikleren bag er Copenhagen Apps. Siden har Morten Messerschmidt også fået udviklet en Android-app til 25.000 kroner.

Her er funktionerne:

 

 

Jeg stillede nogle få spørgsmål til Morten Messerschmidts assistent, Kristian Wederkinck Olesen, der sidder på Christiansborg: Hvor mange har downloadet den? Hvor mange bruger den jævnligt? Har I udviklingsplaner i øvrigt med den?

Her er emailsvarene fra Kristian Wederkinck Olesen:

Vi kan ikke se hvor mange aktive brugere, der er, men vi hører ofte fra folk, som er glade for at bruge den.

Den er downloadet til iPhone af 1283 og ca .470 på Android.

Vi diskuterer løbende udviklingsplaner med app´en, men vi har intet planlagt lige nu. Men i forbindelse med folkeafstemninger eller valgkamp, vil det være oplagt at udvide nogle af elementerne. Desuden har vi snakket om at få et Twitter-feed på den.

Brugerne er primært Facebook-venner og Twitterfolk, som interesserer sig for politik. Desuden er der en række IT-interesserede, som har testet app´en og tilbagemeldingerne har været gode.

Jeg ved, at der er en række journalister, som også benytter sig af den. Mit indtryk er, at testen har været meget populær og desuden er nyhedssitet populært.

Jeg kan sagtens sende dig nogle tilbagemeldinger, men de fleste har vi fået, når vi har mødt folk og et par enkelte har ringet ind.

Vi er meget tilfredse med resultatet – og det er en perfekt markedsføringsplatform, som folk har på sig hele tiden.

 

Hvad er argumenterne mod en app?

Der er ret få, der er så store fans, at de vil følge en bestemt politiker via deres egen app. Den generelle bruger er for doven til at åbne app’en og vente på at den loader. De vil hellere kigge ud i verden via deres Facebook-app, Twitter-app og så videre – hvor de alligevel følger Morten Messerschmidt. Det er kun trofaste disciple, der alligevel stemmer på Morten Messerschmidt, der bruger den. Derfor kan det nemt blive et echochamber, hvor man råber til sig selv, hvis man har fokus på ens app.

 

Hvad er argumentet for en app?

Alene Morten Messerschmidts tilgang med, at han bliver nødt til at være, hvor vælgerne er – på mobilen – er rigtig.

Derudover er der en chance for, at lead movers – politiske journalister, analytikere, strateger og andre beslutningstagere – vil hente app’en, fordi de følger med i ALT i den politiske verden. Hvis det lykkes Morten Messerschmidt at få denne eksklusive gruppe til at bruge app’en, så er han godt på vej. Jeg er dog kritisk. Jeg har selv hentet app’en, men bruger den ikke. Jeg følger i stedet Messerschmidt på Twitter og Facebook.

Der er desuden en tendens til, at folk i højere grad følger personer, end de følger et parti eller en organisation. Derfor er det fint, at folk kan bruge Morten Messerschmidt som deres vindue ud mod Europa. De identificerer sig med ham og ved, at de får viden og analyser, der gør dem klogere på Europa på en måde, som de er enig i.

Morten Messerschmidt kan desuden udvide app’en, når det bliver valgkamp. Han kan lave debatfora, kommentarer til sine politiske modstandere (et fjendegalleri?), oversigter over de værste ting ved EU, matche mobilens GPS med det næste valgmøde med Messerschmidt i nærheden og lignende.

Det vil især være op til en valgkamp, hvor app’en vil få sin ilddåb. Realistisk set har Morten Messerschmidt ikke vundet meget ved sin app lige nu, hvis man tæller stemmer. Han har måske knyttet sine faste følgere tættere på sig og fået lidt fin medieomtale, ikke andet. Men under en valgkamp eksploderer interessen for EU, og en del vælgere, der er i tvivl om, hvor de skal sætte krydset, vil sikkert hente app’en. Her er der mulighed for at lave interessante elementer, der kan fastholde dem.

Alternativet med en web-app

Jeg mener, at Morten Messerschmidt er blevet dårligt rådgivet, da han fik at vide, at han skulle lave en native app. Som det ser ud nu, så rummer app’en ikke mange interaktive elementer, der retfærdiggør, at der skulle laves en iOS-app. Det betyder samtidig, at Morten Messerschmidt skal bruge ekstra penge, hver gang han vil videreudvikle på hver af de forskellige app-platforme. Hvad hvis Nokia-mobilerne og deres Windows Telephone bliver udbredt? Så skal han igen have penge op af lommen. Det er godt for webudviklerne, men dårligt for Morten (og de skatteborgere, der betaler gildet i sidste ende).

I stedet burde Morten Messerschmidt have lavet en HTML5 web-app, der kan gemmes som bogmærke på forsiden af ens mobil. Den vil sagtens kunne rumme de elementer, som app’en har i dag – selv om den lækre quiz måske vil fungere mindre glidefrit. Fordelen er, at han så kun skal opgradere ét sted og ikke behøver eksempelvis Apples godkendelse. Samtidig ville man kunne tilgå sitet via en helt almindelig pc.

Hvis der er store planer for videreudvikling af app’en med meget interaktive elementer, eksempelvis spil, kan det dog være en god ide med en native app. Men det virker ikke til at være tilfældet.

Note: Jeg har spurgt Copenhagen Apps Martin Boysen, om han ville fortælle om sine tanker om web-app vs. native app. Han har fortalt, han gerne vil svare, men har desværre ikke haft tid endnu. Jeg lægger nyt indlæg på, når svaret er der.

Opdatering fredag klokken 13: Martin Boysen har nu svaret. Se mit nye indlæg her.

Læs mere om web-apps vs. native apps hos det store webbureau Peytz.

 

Nåh ja, det var derfor EU er så hulens svært

Wednesday, October 24th, 2012

Kan du huske Metock-sagen? Det var i 2008, at helvedet brød løs i Danmark, da EU-Domstolen udvidede udlændinges ret til familiesammenføring, når EU-borgeren havde benyttet sig af den frie bevægelighed til at arbejde eller studere i et andet EU-land.

Stort set hele Christiansborg var enige om, at det skulle EU ikke blande sig i, for så kunne danskere blot rejse til Malmø og arbejde en måned og så få finde importere en kone i Pakistan, osv osv.

Jeg tjekker jævnligt listen over lignende EU-sager, der kan få relevans for Danmark. Blot for at holde mig ajour. Men det kan være ret svært at finde ud af, hvad sagerne egentligt betyder.

Nogle gange brokker EU-nørder sig over, at danskerne finder EU for kompliceret. “Det er da nemt nok! Der er tre institutioner, den ene foreslår, de to andre beslutter og sådan er det.” Men det store flertal har ret: EU-sager er komplicerede. Den tanke – plus en del grå hår – sad jeg nemlig tilbage med efter at have læst denne lille forklaring om sagen C-40/11, YoshikazuIida mod Stadt Ulm, hvor der ventes dom 8. november:

Sagen vedrører: Følger det af Den Europæiske Unions retsregler, at en forælder, der er statsborger i et tredjeland, som lever faktisk adskilt fra den anden forælder, og som har forældremyndighed over et barn, der er unionsborger, har ret til ophold i barnets (unionborgerens) oprindelsesland, hvilket skal dokumenteres ved et opholdskort for familiemedlem til en unionsborger som er nødvendigt, for at han kan opretholde et regelmæssigt og direkte personligt forhold til barnet, hvis dette under udøvelse af sin ret til fri bevægelighed flytter til en anden medlemsstat?

Der er en jurist, der har haft det sjovt.

 

Kroatisk programmør: Jeg glæder mig til at kunne rejse

Thursday, October 18th, 2012

Hvad ser du som den største fordel ved EU? En Eurobarometer-undersøgelse har tidligere vist, at det er fred og muligheden for at kunne rejse frit, som folk er mest glade for. Det er også retten til at rejse, som EU vil gøre til den helt store sællert i kampagne næste år under Det Europæiske År For Borgerskab.

Spørgsmålet stiller jeg også Mislav Marohnić, da vi i går fik en Carolus Triple lige inden sengetid. Han var en kroatisk programmør, der sov et par nætter i min gæsteseng. Så jeg spørger ham, hvad han glæder sig mest til ved Kroatiens indtrædelse i EU den 1. juni næste år. Svaret kommer prompte.

“Det største er, at vi kommer ind i Schengen,” svarer Mislav.

Mislav er programmerer web-applikationer og bruger et framework, der hedder Ruby on Rails – faktisk opfundet af en dansk superstar-programmør, David Heinemeier Hansson. I løbet af de seneste seks måneder har han allerede arbejdet mere end tre måneder i EU, hvilket er mere end han må. Han må åbenbart kun arbejde halvdelen af tiden i EU, når han ikke har en arbejdstilladelse. Sådan én har han faktisk haft. Det var for tre år siden, da han fik en arbejdstilladelse i Slovenien for et år. Det var ikke helt nemt, eftersom Mislav ikke færdiggjorde sin uddannelse, men hellere ville kaste sig ud i at programmere. Det betød, han måtte finde open source-kode, der lå på nettet, som han havde skabt, til at dokumentere sine kvalifikationer. Men det lykkedes, for i Slovenien er de åbenbart ikke så rigide, som de kan være i eksempelvis USA, fortæller Mislav. Men på et tidspunkt fik han problemer.

“Arbejdstilladelsen var gældende i et år, men med mulighed for forlængelse. Men i denne periode er du gift med det samme firma. Det betyder, at hvis du slår op med et firma, så gælder arbejdstilladelsen ikke længere. På et tidspunkt ønskede jeg at slå op med firmaet, men ønskede at blive i Slovenien. Men det kunne jeg ikke, så jeg blev tvunget til at forlade landet,” beretter Mislav.

“Hvis jeg nu havde været en europæisk borger, så kunne de ikke have tvunget mig ud af landet,” fortæller han.

Her kommer jeg med en lille kommentar, en indvending. Sagen er, at der er brug for folk som Mislav i Europa, især i Danmark. Vi har brug for tekniske specialister. Se blot på hyren for mange programmører i Danmark. De tjener nemt en 50.000 kroner om måneden, hvis de har de rette kvalifikationer. Endda højere nogle gange. Også for kroatiske programmører er EU attraktivt. Mislav tjener to til tre gange mere i EU end hjemme i Kroatien.

Kunne du tænke dig at flytte til EU og arbejde, når Kroatien bliver medlem af EU, spørger jeg Mislav?

“Ja, det kunne jeg godt finde på. Måske ikke det samme sted, men forskellige steder. Måske ville jeg tage til Polen og arbejde. Jeg ville elske at arbejde i Krakow eller Wroclav. Det er fantastisk der, der er mange gode mennesker. Jeg kunne også finde på at tage til Amsterdam, hvor der er et levende udviklermiljø,” svarer Mislav.

Kunne du også finde på at tage til København, spørger jeg ham?

“Oh yeah, helt sikkert. Men jeg har hørt, at det er helvedes dyrt. Det er den dyreste by at bo i i Europa. Det er utroligt, helt skørt,” siger han.

“Jeg ville være nødt til at blive kompenseret for de dyre leveomkostninger. Men det ville jeg nok blive, eftersom firmaerne dér er dygtige. På den anden side, så findes der steder, hvor de går mere op i, at man har de rette akademiske titler. København er måske sådan et sted,” siger Mislav, der ikke har en uddannelse.

Men han elsker byen. I maj besøgte han nogle venner, der læser ph.d. i København, og hans favoritsted var at sidde ved havnebadet og kigge på folk svømme.

Men han ville få svært ved sproget, siger han.

“Jeg kender folk, der er meget klogere end jeg er, der indrømmer, at de end ikke kan bare få danske ord. De fortæller, at det er umuligt at udtale dansk. Hvis du ser på, hvordan et ord er stavet, så er det umuligt at gætte sig til udtalen,” siger Mislav.

For øvrigt, for folk der går meget op i #twitterlove og #twitterpower, så kan denne Storify være interessant…

 

 

 

 

Thornings flere hastigheder

Wednesday, October 17th, 2012

Det var på tide. Det var min første tanke, da jeg læste om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) udmelding ved Folketingets europaudvalg og i dag europakollegiet i belgiske Brügge.

Thorning gør i talen op med en dansk automatik-modstand mod et EU i flere hastigheder. I parentes har befolkningen nok længe været flertaler for flere hastigheder, de stemte i hvert fald ja til de fem forbehold med Edinbourgh-aftalen i 1993 og nej til afskaffelse af euroforbeholdet i 2001.

Men nu har den øverste regeringsleder i Danmark sagt, at de flere hastigheder er kommet for at blive og sætter ord på nogle principper for de forskellige hastigheder. For mig at se er der tale om, at en regeringschef forholder sig til realiteterne og så forsøger at sætte en retning. Det er positivt.

Når jeg tænkte “det var på tide”, så skyldtes det også, at Helle Thorning-Schmidt burde have alle forudsætninger for at udtale noget interessant og visionært om Europa. Som tidligere EU-parlamentariker kender hun i hvert fald til  verdens gang i unionen. Men der har ikke lydt meget fra den kant, heller ikke under EU-formandskabet, hvor Thorning stod i spidsen for et rimeligt tilbagetrukkent – men respekteret og effektivt – “rugbrødsformandskab”.

Nu sætter hun så for første gang ord på en større udvikling i Europa med nogle interessante visioner. Hun fremsætter ifølge dr.dk tre forskellige principper:

For det første skal midlet hellige målet – altså skal det kun bruges, når man har udtømt mulighederne for at få enighed blandt alle 27.

Det andet princip er integritet – det vil sige, at de fælles værdier, fælles institutioner og “unionens kronjuvel”, det indre marked, ikke må bringes i fare.

Og for det tredje skal der være fuld åbenhed, klare valg og adgang for, at lande uden for konkrete, nye samarbejder kan tilslutte sig senere, hvis de ønsker det.

Det første princip lyder som klassisk dansk politik fra ja-partierne: Danmark skal være så tæt på kernen som muligt for at sikre maksimal indflydelse.

Det tredje princip lyder som en helt almindelig sund fornuft, men er faktisk vigtigt: For Danmark tog det mange år at forhandle en dobbeltaftale på plads om at komme med i Schengen-samarbejdet.

Det andet princip er langt det vanskeligste. Det Indre Marked handler i dag ikke blot om varer, der flyder over grænserne. Der er også princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed. Det har der allerede været mange EU-sager om og flere kommer hele tiden. Ved østudvidelsen blev Det Indre Marked for fri bevægelighed også begrænset i en årrække, og det er i dog stadig centrum for kontroverser, eksempelvis er ikke alle landes befolkninger lige glade for østarbejdere. Desuden bliver meget lovgivning kørt gennem EU-systemet med henvisning til Det Indre Marked, hvilket irriterer en del EU-kritikere. Til gengæld er Det Indre Marked overordnet set populært som politisk projekt i alle lande.

Se i øvrigt også Karen Melchiors Storify fra talen i Brügge.

Dette bliver EU-Parlamentet spist af med i de tunge budgetforhandlinger

Tuesday, October 16th, 2012

EU-Parlamentet har takket være Lissabon-traktaten fået vetoret over den flerårige budgetramme, også kendt som De Finansielle Perspektiver eller Multiannual Financial Framework (MFF). Det er tunge og kedelige ord, men det er altså også store, bastante summer, vi har at gøre med. Fra 2014-2020 har EU-Kommissionen foreslået et budget på omtrent 1000 milliarder euro. Det er ikke for sjov.

Men magt på papiret er ikke det samme som magt i virkeligheden. Og EU-Parlamentets største prioritet lige nu er at få et så stort EU-budget som muligt, mens de magtfulde lande forsøger at skære i den fem procents-realstigning, som EU-Kommissionen har lagt op til. Men i realiteten, så forhandler EU-landene lige nu som om, at EU-Parlamentet ikke eksisterede, altså i store træk. EU-parlamentarikernes nøglemedarbejdere er inviteret med som observatører ved forhandlingerne, men man hører ikke meget om deres krav. Endnu.

En af de indrømmelser, som EU-landene dog er på vej til at give, er mere fleksibilitet i budgettet. Det har været på dagsordenen, da europaministrene mødtes til GAC-møde i dag i Luxembourg.

Men hvordan kan fleksibilitet være en indrømmelse? Det kunne jo lyde som en lille teknikalitet. Og fleksibilitet er jo i princippet noget, som alle ønsker! Eller hvad?

Nej, EU-landene er ikke alle glade for fleksibilitet. For i dag får landene hvert år tilbageført midler, som egentlig var afsat til EU. Eller de slipper for at betale. Det er eksempelvis regionalstøtte, som fattige regioner ikke har haft tid til at bruge, eksempelvis fordi de ikke havde medfinansiering til rådighed. Det kan også være landbrugsstøtte, der ikke er blevet uddelt efter reglerne, som det er sket for danske landmænd. Disse ubrugte EU-midler ville EU-Kommissionen og EU’s folkevalgte allerhelst selv bruge, måske sende dem til Grækenland eller andre trængende. Men nej, som regel ryger de tilbage til medlemslandene.

Pointen er altså, at øget fleksibilitet kan bruges til at overføre midler fra ét område, hvor der er ubrugte EU-midler til et andet, hvor der er behov for ekstra.

Argumentet imod mere fleksibilitet er, at EU-Kommissionen kunne opfinde nye behov andre steder og altså på den måde i realiteten øge det samlede EU-budget. Et argument for fleksibiliteten kunne være, at EU-Kommissionen så død-og-pine ikke brænder penge af på et unyttigt projekt, fordi de ikke kan overføre til et andet område. I øvrigt er det få offentlige chefer, der bryder sig om at bruge mindre end deres budget, for så bliver der bare sparet på deres område næste gange – med mindre de er pressede til det, fordi spareøvelsen legitimerer ekstra midler eller magt på langt sigt, eksemplificeret ved regionerne i Danmark.

Men tilbage til blogindlæggets titel: Hvad bliver EU-Parlamentet spist af med? Det vil ikke se kønt ud, hvis EU-Parlamentet blot formår at ændre budgettekniske detaljer, selv om de så skulle være i deres interesse. Jeg vurderer, at EU-Parlamentet vil kræve håndfaste indrømmelser i form af tal. Altså milliarder. Det ser bedre ud foran vælgerne, og der er jo snart valg, hvor Danmark med 60 procent stemmeprocent sidste gang var i toppen, når det kom til vælgerfremmøde.

Sidste år lykkedes det EU-Parlamentet ved forhandlingerne af 2012-budgettet at få afsat flere penge til forskning, innovation og uddannelse. Min vurdering er, at det er på dette område – og på transport- og energiområdet – at EU-Parlamentet kan få afsat flere midler.

Forskning er alle enige om at styrke, og de spareivrige lande i fortrinsvis Nordeuropa får en stor del af midlerne tilbage til sig selv på netop dette område.

Transport- og energiområdet er områder, hvor alle ser en klar europæisk merværdi, fordi det omhandler grænseoverskridende projekter, som er vigtige for energiuafhængighed og det indre marked. Derudover spiller det en rolle, at det er områder, hvor de budgetstærke lande i Nord har størst manøvrerum i budgetterne til at sætte gang i de store infrastruktursprojekter, som transportpuljen støtter, tag bare det dyre Femern-projekt.

Et område, hvor EU-Parlamentet ikke får flere midler, er udenrigspolitikken. Det er et område, som landene i forvejen vil afse de allermest nødvendige midler til – og som EU-Parlamentet ikke får lov til at møve sig længere ind på. Andre områder er de bløde midler, der ikke kan ses som klokkeklare investeringer. Det er eksempelvis grænseoverskridende kultursamarbejde og så videre.

Det er mine vurderinger. Kom endelig med dit besyv.

 

 

Den der bruger fredskortet har tabt

Friday, October 12th, 2012

Når du kaster dig ud i en politisk diskussion, så lad være med at sammenligne din modstander med nazisterne. Hvis du først har gjort det, så har du tabt diskussionen. Sådan lyder den gyldne regel.

På samme måde, så er det fuldstændig udelukket, at du i dag kan bruge EU som fredsprojekt for yderligere EU-integration. Jeg har hørt nogen bruge argumentet, men det er ikke længere validt.

Jeg mente, det ville være fornuftigt at nævne i forbindelse med, at EU har fået fredsprisen. Nogen kunne jo føle sig fristet.

Derudover vil jeg anbefale Uffe Ellemann-Jensens blogindlæg om nobelprisen. Jeg synes, det er opsigtsvækkende, at han nærmest kan tolkes som at tale for et EU i flere hastigheder. Mange danske EU-tilhængere har kæmpet imod flere hastighede. Argumentet er, at unionen risikerer at blive et kludetæppe af forskellige regler og ikke en ægte, samlet blok. Men det er også fordi, de frygter, at Danmark vil lægge sig i periferien med vores forbehold – og dermed miste indflydelse.

Men hvis en herre som Uffe Ellemann-Jensen skifter holdning (er faktisk usikker på hans tidligere holdning om flere hastigheder), så kan det være et tegn på et skifte – og han kan jo også overbevise andre indflydelsesrige politikere og embedsmænd.

Se bare hans kommentar her:

Derfor må fredsprisen være en påmindelse om, at opgaven ikke er løst. Der er ingen grund til at henfalde til selvtilfredshed, så længe der er lande i Europa, der har brug for hjælp til at udvikle stærke demokratiske strukturer.

Fredsprisen vil også være et skulderklap til dem, der arbejder for at styrke samarbejdet i EU så institutionen kan komme gennem den aktuelle krise. For et forstærket samarbejde er en nødvendig forudsætning for, at den fælles valuta kan overleve sin tillidskrise.

Der er udsigt til, at tendensen til et EU i “flere hastigheder” vil blive forstærket.

Hvorfor falder interessen for EU-Parlamentet på Google?

Wednesday, October 10th, 2012

Jeg lavede for sjov skyld en søgning på Google Trends for, hvor ofte der søges efter EU-Parlamentet på Google. Der har naturligvis været et boost omkring EP-valget. Men derudover er tendensen tilsyneladende faldende.

Hvorfor? Har du et bud? Jeg er selv blank, for min opfattelse er, at folk efterhånden ved mere og mere om EU – selv om der stadig er mange, der ikke ved noget som helst. Jeg havde troet, at tendensen ville gå i den anden retning.

Derudover søgte jeg på “EU-politik”. Det har mange tilsyneladende søgt efter i maj måned i år. Måske har der været en opgave i folkeskolen om netop EU-politik – sikkert i forbindelse med EU-formandskabet. Det er mit bud. Samme gæt giver jeg på stigningen i antallet af folk, der søgte efter “EU-parlamentariker” .

 

 

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

De er modige, EU-integrationisterne

Saturday, October 6th, 2012

For en to ugers tid siden sendte Det Økonomiske og Sociale Udvalg en pressemeddelelse ud. Den var modig. I den skrev de om, hvordan Paolo Cecchini med hans rapport beskrev, hvad det ville koste IKKE at gennemføre den europæiske integration og skabelsen af Det Indre Marked.

Nu argumenterer udvalget, der samler arbejdsgivere, foreningsliv, arbejdstagere og lignende, for, at EU skal lave en version af Cecchini-rapporten. Målet er at skaffe politisk opbakning til yderligere EU-integration og et større EU-budget.

Det modige er, at få lige nu taler for yderligere europæisk integration. Jo, der gennemføres nye regler på europæisk plan. Og suverænitet, især på finanspolitikken, overgives til EU. Men begrundelsen er bekæmpelsen af krisen, etc. Få taler højt om behovet for yderligere europæisk integration, fordi integrationen i sig selv er en god ting. Med undtagelse måske af Van Rompuy-rapporten og kommissionsformand Barroso (der da også vækker opsigt), men de taler også begge ind i en retorisk ramme af krisebekæmpelse.

Blandt almindelige borgere – eller politikere der er tættere på borgerne, kunne man drillende sige – forbliver de varme skåltaler for det europæiske fællesskab i lommen. Man lader tingene gå sin gang i stedet. Derfor skal Det Økonomiske og Sociale Udvalg have ros for at spille med helt åbne kort om deres ønsker og visioner.

Flertallet er enige i, at euroens “flawed design” har været med til at forlænge – og måske endda skabe – krisen. Og få kan finde gode argumenter mod yderligere europæisk integration, udover at rette op på skaden.

Fra pressemeddelelsen:

“Contrary to the populist ideas being voiced in certain political quarters in a number of EU countries, current economic problems are not related to excesses in Brussels, but to the fact that European integration is fundamentally incomplete,” said George Dassis, rapporteur for the opinion and president of the EESC Workers Group.

Og her om ønsket om at booste EU-budgettet:

The Member States – under pressure from the financial markets and from new binding institutional rules – seem to be heading for a period of austerity that jeopardises the growth demanded by the financial markets. Faced with this downward spiral, which is reducing people to poverty and destitution, the EESC calls for decisive steps to pool expenditure at European level, thus creating a virtuous circle of growth.

 

Deler du samme oplevelse som mig? Er de fleste, der egentlig ønsker europæisk integration, blevet tavse?

 

Thorning er et godt bud som formand for EU-Kommissionen

Monday, September 17th, 2012

Er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) den kommende formand for EU-Kommissionen?

Spørgsmålet har længe floreret her i Bruxelles, men vist mest i Danmark. Ikke desto mindre, så har jeg haft en tilbøjelighed til at tro på det. Det ser ud til, at hendes troværdighed og popularitet som statsminister er vældigt skadet. Og jeg tvivler på, at hun nogensinde bliver så populære, som Anders Fogh-Rasmussen (V) eksempelvis var.

Nu har en af Financial Times EU-korrespondenter, Joshua Chaffin, på deres fælles blog nævnt hende som en mulig formand for EU-Kommissionen. Bemærk, det er stadig ikke i papiravisen – stadig kun på bloggen, hvor de lægger stort og småt ud. Ikke desto mindre, så er Financial Times – eller kort og godt FT – EU-diplomatiets hofavis. Der er dog stadig tale om spekulation (Opdatering: Politiken har et interview med Joshua Chaffin, hvor han klart fortæller, at der er tale om spekulationer).

Men Thorning-Schmidt kan ikke på samme måde som forgængeren Anders Fogh benægte sit kandidatur og så alligevel hapse den internationale toppost. Hun ville være nødt til at være meget mere åben om sit kandidatur. Det vil blandt andet EU-Parlamentet, som lige nu arbejder på at kære sine spidskandidater i stilling i siden godkende EU-Kommissionen, kræve. Dét taler imod, at hun vil forsøge at få posten. Det vil være vanskeligt for hende at blive på posten som statsminister, når alle ved, at hun er på vej ud af landet.

Jeg har en del gange spurgt andre Bruxelles-folk, om de mener, at Helle Thorning-Schmidt kan blive formand for Kommissionen. Hver gang har jeg fået et nej. Dem, jeg har spurgt, har været langt mere erfarne end mig. De har haft tre argumenter mod, at hun bliver formand. Ét, hun har ikke nok erfaring som statsminister. To, hun er socialdemokrat, og det er pt. de kristenkonservative, EPP, og de borgerlige, der har flertallet i EU-Parlamentet. Tre, hun kommer fra et forbeholdsland.

Men men men, den nuværende formand, Jose Manuel Barroso, var faktisk kun premierminister i Portugal i et par år, før han drog til Bruxelles. Og inden valget af ny EU-Kommission vil der have været valg til EU-Parlamentet. Ja, socialdemokratiet klarer sig dårligt for tiden i Europa, men meget kan ske på to år – i en krisetid. Og at vi har forbehold, vil ikke tælle stort. Storbritannien har forbehold. De fik Ashton på posten som EU’s udenrigsrepræsentant. Det vigtigste vil være, at hun kan varetage et samlet EU’s interesser.

Hvad så? Har Helle Thorning-Schmidt det, der skal til? Ja, jeg mener, hun er et godt bud som formand for EU-Kommissionen.

  • Hun er populær i EU-Parlamentet, hvor hun selv har siddet.
  • Hun er en kvinde.
  • Hun taler flydende fransk.
  • Hun kommer fra et lille, kompromissøgende land.
  • Hun har vist, at hun kan sætte sig politisk mål og træffe upopulære beslutninger, hvilket pengelandene vil bifalde.
  • Hun har under det danske EU-formandskab udvist god takt og tone med fine resultater – alt taget i betragtning.
  • Hun kan holde tungen lige i munden og lytte til vigtige partnere.
  • Hun kan tale papegøjesprog.

Alle disse egenskaber passer fint til en kommissionsformand. Hun har til gengæld ikke vist meget af det politiske mod og ligefremhed, som mange EU-kommentatorer har savnet hos Jose Manuel Barroso. Han anklages for at lade sig føje af de store lande i stedet for at slå et slag i den politiske bolledej, og Helle Thorning-Schmidt kan meget vel vise sig at have samme tilgang som formand for EU-Kommissionen.

Spørgsmålet er dog, om det tæller ned ved de store EU-lande, der har det største ord at sige. Da de skulle vælge formanden for Det Europæiske Råd faldt deres valg på en uanseelig regeringsleder, Herman Van Rompuy, fra det lige så uanseelige land Belgien.

 


Switch to our mobile site