EU-chef kalder Messerschmidts indlæg for røverhistorie

January 9th, 2013

I et noget opsigtsvækkende brev kalder chefen for EU-Kommissionens Repræsentation i Danmark, Jan Høst Schmidt, nu blogindlæg for røverhistorier.

I brevet omtaler han sin kritik som generel. Han hilser samtidig en debat om brug af EU-midler velkommen og afrunder med at opfordre borgere, medier og politikere til at søge information hos EU-institutionerne, når de støder på sager om påstået fråds og svindel med EU-midler.

Men det er klart, at det (blandt andet) er Morten Messerschmidts stribe af blogindlæg, hvor han har sat fokus på fråds og svindel i EU, som falder repræsentationschefen for brystet.

“En del af historierne må betegnes som røverhistorier – langt fra fakta,” skriver chefen i brevet, der er stilet de danske medlemmer af EU-Parlamentet, medlemmerne af Europaudvalget og medier.

Jan Høst Schmidt henviser herefter selv til en historie om et vandrende æsel til 52 millioner (Messerschmidts blogindlæg er her). Sandheden er, siger Jan Høst Schmidt, at de 52 millioner kroner gik til samtlige aktiviteter i 2008 som led i Det Europæiske År for Interkulturel Dialog.

Kritikken bliver ekstra hård, når Jan Høst Schmidt implicerer, at forfatterne bag disse indlæg bruger falske eksempler uden fra Danmark, fordi de ikke vækker modkritik i samme omfang, som hvis det var danske eksempler.

“Næsten samtlige historier vedrører brugen af EU-midler udenfor Danmark. Kun yderst sjældent nævnes danske projekter, som f.eks. den i det øvrige Europa navnkundige skihopbakke på Bornholm. Det skyldes formodentlig, at påstande om danske projekter ofte vil blive mødt med begrundelser og at løse påstande vil blive modsagt,” skriver Jan Høst Schmidt.

En anden kritik er, at indlæggene undlader at fortælle om de bagvedliggende politikker og årsager til, at EU uddeler støtte.

Jan Høst nævner ikke selv eksempler, men jeg har selv tidligere studset over, at Messerschmidt kritiserede EU-støtte til en teatertrup i Storbritannien, når sandheden var (afslørede en hurtig internetsøgning), at EU støttede, at den britiske trup kunne samarbejde med andre teatertrupper i Europa.

Den britiske presse er kendt for ofte at bringe EU-historier, der ligger langt fra virkeligheden. Ovre på de britiske øer har EU-Kommissionen derfor oprettet en blog, hvor de jævnligt gendrager fejlagtige påstande i pressen om EU. Den danske repræsentation har ikke haft en sådan blog. Det er interessant at se, om de skulle oprette en.

Anne E. Jensen, Venstre-parlamentariker, har også kritiseret Messerschmidts kampagne og påpeget, at historierne mestendels stammer fra et gammelt blogindlæg fra Open Europe. Dengang opfordrede hun Kommissionens danske kontor til at imødegå misinformation.

“Jeg synes, vi har så store problemer at løse i fællesskab i EU, at det er skammeligt, hvis misinformation skal sætte dagsordenen for EU-debatten i Danmark. I UK har det lokale EU-kommissionskontor en fast spalte, der afliver EU-myter. Det ville være velgørende, hvis det danske informationskontors højtbetalte medarbejdere tilsvarende ville nedlade sig til at sætte tingene på plads,” skrev hun i sit ugebrev i september.

Læs brevet fra Jan Høst Schmidt her.

Redigeret onsdag aften: Efter en diskussion på Facebook, om hvorvidt Jan Høst Schmidts kritik kan konkluderes at være affødt af Morten Messershmidts indlæg, har jeg redigeret en anelse i teksten, så det fremgår klart, at Jan Høst Schmidts bemærkninger var generelle. Jeg har dog beholdt rubrikken samt formuleringen:  ”Men det er klart, at det (blandt andet) er Morten Messerschmidts stribe af blogindlæg, hvor han har sat fokus på fråds og svindel i EU, som falder repræsentationschefen for brystet.”

En anden rejste på Facebook diskussionen om, hvorvidt EU-institutionerne selv skal bruge deres ressourcer (og dermed skatteborgerkroner) på at imødegå falske påstande. Denne person mente, at det kan de godt, men kun hvis de i så fald også kritiserede EU-tilhængernes falske påstande. Det er en interessant debat.

EU-kritikerne skal tage sig sammen

December 12th, 2012

Et stort problem for EU-kritikerne er, at ingen tager dem seriøst.

Nu har the think-tank “Organization for European Interstate Cooperation” – ifølge sig selv i samarbejde med bevægelsen “Alliance for a Europe of Democracies” (EUD), som Folkebevægelsen mod EU er med i – lavet en mystisk undersøgelse. Jeg har ikke ønsket at spilde min tid på at læse selve rapporten – så dette blogindlæg er baseret på pressemeddelelsen.

For det første har de sendt pressemeddelelsen fra en Gmail-konto. Når de nu rent faktisk har officielle emaildomæner i brug, hvorfor så sende fra en Gmail? Desuden har de sendt mailen ud med alle modtagere synlige i stedet for bcc. Det er ikke just comme il faut at dele disse emailinglister til potentielt misbrug etc. Det hele er med til at give et amatøragtigt indtryk.

Men nu til sagens kerne. Undersøgelsen – som de åbenbart har brugt dyrebar researchtid på – afslører, at de store grupper i EU-Parlamentet stemmer det samme! Chok! Afsløring!

PPE, S&D, and ALDE agree on almost all votes and compromise on almost all issues. In election campaigns, they claim that it makes a difference who you, as a voter, send to Brussels/Strasbourg. But examining the voting record shows this is simply not true. Differences in opinion among voters are not visible in the work of the European Parliament.

Tror de, EU-korrespondenterne er dumme?

De kan måske narre uvidende vælgere og hjemlige journalister, men EU-korrespondenter ved udmærket, at EU-parlamentarikerne tidligt søger kompromisser for at stå stærkere i forhandlingerne med EU-landene i Rådet. Det er altså som regel i det tidligere udvalgsarbejde, at man skal grave efter de politiske uoverensstemmelser.

På et punkt har pressemeddelsen en pointe, som er delvist rigtig:

If anything, these groups act as a common “European Parliament Political Group” concerned first and foremost with safeguarding the interest of their EU institution, consistently calling for more powers and funds for the EU. This is often contrary to arguments made by their national party colleagues represented in the Council and in national and regional parliaments.

Ja, korrekt. De store grupper er som regel tilhængere af yderligere EU-integration. Det var derfor, at EPP mistede en del delegationer, inklusiv de britiske konservative, The Tories, der så stiftede ECR-gruppen i stedet. Men at påstå, at det gør de store grupper til ens partier, fordi de er tilhængere af yderligere integration – den får de ikke mange til at hoppe på. Det er blot en anden form for politisk proces.

De har yderligere en pointe med, at EU-valget i 2014 bliver kedeligt.

For voters the 2014 European Parliament elections might end up rather dull: the Christian Democrats, the Socialists, and the Liberals stand for a more or less identical policy position, based on increased powers for the European Parliament and other EU institutions, more money in the EU budget, the introduction of a EU direct tax and pushing propaganda for the euro etc.

Ja, det ville måske passe, hvis valget udelukkende kommer til at handle om disse få emner, de nævner. Men læg mærke til, at de slutter af med et “etc” i slutningen. Jeg vil tillade mig at fortsætte, hvor de slap og fortsætte sætningen: “…socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, finanspolitik, energipolitik, miljøpolitik, handelspolitik, forbrugerbeskyttelse, landbrugspolitik, forskningspolitik, transportpolitik, industripolitik, sundhedspolitik, økonomisk politik.”

På alle disse punkter er EU-Parlamentets store grupper uenige. Nogen gange mere. Nogen gange mindre. Men de skal nok finde så mange tvister, at de ved valgkampens slutning har råbt sig godt og grundigt hæse.

Der er masser af grund til at kritisere EU. Ikke blot på grund af krisen, men også generelt. Bliver nærhedsprincippet overholdt? Er debatterne grundige nok? Er der for mange bureaukrater? For mange medlemmer af EU-Parlamentet? Er der for lidt demokratisk kontrol? Problemet er, at EU-kritikerne alt for ofte forfalder til simpel og ureflekteret kritik.

I dagens Berlingske kritiserede DF-formand Kristian Thulesen Dahl og DF’s EU-Parlamentariker Morten Messerschmidt, at Helle Thorning-Schmidt først i dag har villet tage en debat i folketingssalen om Danmark og EU. Hvis de nu havde brugt, nogle argumenter, der var farlige for regeringens nuværende linje, så havde partiet nok fået debatten noget før. Men det gjorde de ikke. DF – og de øvrige EU-modstandere – har manglet at servere de analyser, der for alvor rokkede ved troen på, at Danmark står sig bedst økonomisk og politisk som “det 18. land i euroen”. I debatindlægget i Berlingske stiller de to DF-folk en masse spørgsmål. Det virker ikke. De skal give svar. Når de ikke kan give de konkrete og realistiske svar, så betyder det, at regeringen fortsat har opbakning fra de politiske beslutningstagere, erhvervsliv og relativt mange vælgere (i hvert fald har få råbt højt om det modsatte) til dens hidtil meget tavse – men velkendte – linje.

Hvis EU-kritikerne vil tages seriøst, så må de begynde at spille på samme boldbane som alle andre. Lige nu står mange af dem uden for stadion og råber og jamrer, så de ikke kan se, i hvilken retning bolden flyver.

Læs også mit tidligere indlæg fra juli 2012: Sådan kan Morten Messerschmidt blive farlig.

Du kan se den fulde pressemeddelelse fra tænketanken ved at klikke nedenfor.

  Read the rest of this entry »

Briterne er bare mere skeptiske – ikke kun over for EU

December 7th, 2012

Lige nu spørger mange sig selv: Hvorfor er så mange briter opsatte på at komme ud af EU?

Et klassisk svar er: De tror, at Storbritannien stadig har en del af fortidens emperiemagt og derfor sagtens kan klare sig selv. Eksempelvis peger mange “eurosceptics” på koloniorganisationen Commonwealth som en mulig, voksende eksportplatform.

EU-bloggeren Jon Worth taler denne uge for en anden, mindre udbredt tolkning: At briterne har en generel skepsis for autoriteter – ikke blot over for EU, men også over for det nationale parlament i Westminster!

“Add to this that trust in political parties and governments in the UK is below the EU average (table in the middle of this post), election turnout is 20% lower than the western European norm, and turnout even hit a new low of just 18% at the recent Manchester Central by election. Democratic Audit warns that political equality is ‘widening rapidly’ in the UK. I also recently read (but can’t find the source) that the UK ranks 25th of 27 EU Member States for party political membership per capita.”

Hvis briterne end ikke stoler på deres egne politikere og medier – hvorfor skulle de så stole på politikerne nede i Bruxelles?

Pointen er god – jeg har også selv haft en overbevisning om, at der må være et særligt gen i den britiske folkekultur, der er skyld i den udprægede skepsis over for EU. Landet har en stolt, demokratisk tradition og har nogle af historiens største, politiske tænkere i sin stald. En frygt for at tabe denne tradition er naturlig.

Et eksempel på en indflydelsesrig EU-skeptiker, der kan tilsiges at være en eksponent for denne mistillid over for autoriteter, er den konservative Dan Hannan. Han betragter sig selv som en tilhængere af “localism” – det kan du læse mere om på Wikipedia.

 

Topmødets største journalistiske fejlskud

November 25th, 2012

Det ellers ret anerkendte Euractiv.com havde fredag dén historie, som jeg vil kåre til topmødets største journalistiske fejlskud med hensyn til timing og analyse: Germany floats ‘plan B’ – a budget deal without Britain.

Historien har rigtige elementer i sig, men timingen – fredag middag – var mystisk og virkede malplaceret.

Historien gik ud på, at Tyskland – og deres jurister i Berlin – skulle have analyseret på, hvordan EU-landene kunne blive enige om en ny budgetramme for 2014-2020 uden britisk accept og også reelt overveje denne mulighed som en løsning fredag. Hvis der skete et sammenbrud, ville man arbejde videre i det diplomatiske system og så beslutte den ved næste topmøde på den anden side af nytår.

Angiveligt skulle denne “Plan B” have været udarbejdet for et par uger siden, men Euractiv.com vælger at bringe den midt under bordrunden fredag – på et tidspunkt hvor forhandlingerne endnu ikke er brudt sammen, og hvor alle har talt om, at Storbritannien virker til at have rimelige krav, hvor man godt kan mødes et sted halvvejs.

Det virker helt udelukket, at Tyskland på nuværende tidspunkt skulle have interesse i at skubbe Storbritannien ud af unionen. Det ville nemlig være en reel konsekvens – hvis Storbritannien end ikke har indflydelse på, hvordan EU bruger sine penge, hvorfor skulle Storbritannien så være med i denne udemokratiske forsamling?

Traditionelt set har det primært været Frankrig, der har været trætte af Storbritannien og har ønsket at skabe flere hastigheder, så EU-kernen kunne fortsætte integrationen uden britisk brok. Tyskland har derimod søgt at holde Storbritannien tæt til sig – som modvægt til Frankrig.

Hvorfor skulle Tyskland – der lige nu står med en socialistisk regering, der snakker om protektionisme – støde Storbritannien fra sig?

Dét, der undrer mig, er timingen. Der er ingen tvivl om, at man i både Berlin og alle mulige andre steder, har overvejet, hvordan EU-landene kan gå videre, hvis de stiller urimelige krav. Berlin har sikkert – ligesom alle andre – overvejet forskellige scenarier. Men jeg forventer ikke, at Angela Merkel på noget tidspunkt reelt har ønsket denne løsning. Det viser hendes besøg i Downing Street for nyligt da også.

Da topmødet var ovre, snakker folk (her Independent) da også om Camerkel. Merkozy er længe glemt. Ved topmødets slutning stod Storbritannien sammen med Sverige, Holland, Danmark og Tyskland om at kræve yderligere besparelser.

 

 

 

 

Hvad gør 875 millioner kroner fra eller til…?

November 18th, 2012

Jeg opdager nu, at Danmark over for deres forhandlingspartnere kræver en årligt rabat på 150 millioner euro på betalingen til EU-budgettet.

I den danske offentlighed har der været tale om et krav på en milliard kroner. Men 150 millioner euro giver 1125 millioner kroner årligt. Altså 1,125 milliarder. Over syv år giver 125 millioner kroner i alt 875 millioner kroner.

I skatteaftalen fra juni omtaler regeringen en årlig rabat på én milliard.

“Regeringen vil sikre en reduktion af Danmarks betaling til EU på 1 mia. kr. om året fra 2014 og fremefter på linje med den rabat, andre lande med store bidrag til EU får…”

Det betyder ikke alverden, og det er slet ikke sikkert, at regeringen får held til at forhandle den fulde rabat hjem – men sjovt er det, at 125 millioner kroner årligt forsvinder i det store billede. En milliard ligger bare bedre i munden end 1,125 milliarder euro. Eller har regeringen ændret på kravet? Skruet det en tak opad? Måske et forhandlingskneb? Akkurat som Herman Van Rompuy har lagt op til at reducere den britiske rabat, hvilket tydeligvist også er et forsøg på at flytte kampen over på modstanderens banehalvdel.

De forsvundne millioner i debatten siger også lidt om, at ingen – eller rettere  – journalister har forsøgt at komme frem til, hvorfor kravet er landet på det eksakte beløb 1,125 milliarder kroner/en milliard.

 

Analyse: Derfor brød forhandlingerne om 2013-budgettet sammen

November 15th, 2012

Der er to mulige fortolkninger af, hvorfor forhandlingerne om EU’s budget for 2013 tirsdag brød sammen.

Den første tolkning er, at de to parter, EU-Parlamentet og landene i Rådet, var så langt fra hinanden politisk, at de ikke kunne blive enige.

Den anden tolkning er, at de godt kunne have fundet et kompromis, men at én af parterne – EU-Parlamentet – brugte anledningen til at statuere et eksempel og sætte en skræk i livet på Rådet.

Jeg holder på den sidste.

Hvad er de egentlig uenige om? EU-Kommissionen har berettet, at de mangler penge i kassen for at kunne betale alle deres regninger. Det handler om, at EU i sin tid har sagt ja til at finansiere projekter – inden for blandt andet regionaludvikling, forskning og meget andet – men nu mangler penge. Årsagen er, at EU – med opbakning fra landene (!) i sin tid har fået tilsagn til at kunne indgå disse aftaler. Så nu skylder EU altså penge her og dér. Hvis de ikke bliver betalt til tiden, så skal EU oven i købet betale renter. Problemet har været der i flere år og der er efterhånden dannet et større efterslæb.

Men hvorfor vil EU-landene ikke udbetale pengene? Det har de jo lovet? Problemet er, at prognoserne for væksten ikke har holdt stik. Der har været stagnation og endda minusvækst i EU-landene. Det betyder, at medlemslandenes oprindelige målsætning om et budget på omtrent en procent af BNI har slået fejl. EU-budgettet har vokset mere end resten af samfundsøkonomien, inklusiv mange landes statsbudgetter. Det gør, at EU-Kommissionens krav betyder kraftige stigninger i EU-budgettet, og det er politisk og finansielt uholdbart for landene. Det handler efter alt at dømme mindst om, at pengene mangler i mange lande og mest om at sende sparesignaler til både EU-Kommissionen og vælgerne.

Så derfor håber medlemslandene, at de kan få EU-Kommissionen til at finde ubrugte midler rundt omkring i EU-Parlamentet. Endnu har ingen givet et bud på, hvor pengene konkret skal findes, men EU-Kommissionen neddroslede angiveligt kravet fra omtrent ni milliarder euro til omtrent syv milliarder efter tre timers forhandlinger sidste fredag. Det tog de som et tegn på, at EU-Kommissionen kunne finde flere midler, hvis de blev presset endnu mere.

Men EU-Parlamentet undlod tirsdag aften at give forhandlingerne en sidste chance. Meldingen fra EU-Parlamentet er, at landene alligevel ikke ville rokke sig – at der ingen reel forhandlingsvilje var. Men du finder faktisk kilder fra både landene og Parlamentet, der mener, at en løsning ville være mulig at finde.

En kilde tæt på forhandlingerne – men fra diplomaternes side af bordet – bemærkede samtidig, at de folkevalgtes chefforhandler, formand for EU-Parlamentets budgetudvalg, Alain Lamassoure, nærmest smilede, da han berettede, at han manglede et mandat fra sit bagland til at fortsætte forhandlingerne.

Jeg tager det som et tegn på, at EU-Parlamentet greb chancen for at statuere et eksempel.

Sideløbende med forhandlingerne om 2013-budgettet kører de langt tungere forhandlinger om budgetrammen for 2014-2020. EU-Parlamentet fået stor magt ved de årlige budgetforhandlinger på grund af nye bestemmelser i Lissabon-traktaten, som gør de folkevalgte til medforhandlere under hele forhandlingsprocessen.

I forhandlingerne om budgetrammen for 2014-2020 har de blot vetoret. De spiller altså formelt set ingen rolle under det lange forhandlingsforløb op mod selve vedtagelsen af rammen. Nuvel, du hører konstant EU-ministre sweet-talke de folkevalgte og omtale dem som gode partnere. Den danske europaminister Nicolai Wammen (S) var dygtig udi den disciplin. Men når du snakker med diplomater og iagttagere, så hører du ”Frankrig mener dit, Tyskland mener dat, Storbritannien kan vælte det hele” og så videre. Ingen, i hvert fald meget få, taler om eventuelle hensyn til EU-Parlamentet.

Det er dén virkelighed, EU-Parlamentet befinder sig i. Samtidig er EU’s folkevalgte vidt uenige med landene og deres sparelystne finansministre. De ser EU’s portfolio vokse og vil ikke spare nogle steder. Men hvordan kan de påvirke landene? Deres eneste kort er vetoet. Og det vil de ikke benytte på nuværende tidspunkt. De mener øjensynligt, at det er dårlig forhandlingskultur, hvor det vil forpeste forhandlingsklimaet, hvis samtlige 27 EU-lande plus det kommende medlemsland Kroatien og endda også EU-Parlamentet hver især skulle true med veto. Det ville give 29 vetotrusler, hvor partnerne ville risikere at tale sig væk fra hinanden i stedet for tættere på hinanden, siger EU-parlamentarikerne.

Men hvad gør man så? Et middel er jo at minde landene om, at man bruge sin magt.

EU-Parlamentet har tidligere, for to år siden, ladet forligsudvalget bryde sammen, så et budgetforlig måtte forhandles op mod jul. Og denne sommer forkastede de ACTA-traktaten, som EU-Kommissionen havde brugt årevis på at forhandle på plads. Så de folkevalgte har tidligere vist, at de tør bruge deres magt. Men det skader jo ikke at vise det igen. Især når vi har et forhandlingsklima, hvor de nemt risikerer at blive fremstillet som krukkede, hvis de vitterligt bruger deres veto, efter at landene har fået en kompliceret budgetramme på plads. Samtidig er det relativt uproblematisk at lade budgetforhandlingerne bryde sammen på dette tidspunkt. Så det var en kærkommen anledning for EU-parlamentarikerne til at sende et signal.

I øvrigt er der en anden interessant detalje at bide mærke i. Der opstod lidt forvirring, da EU-Parlamentet alligevel dukkede op tirsdag aften, hvor EU-Parlamentet ellers tidligere på dagen havde lovet at blive væk.

Det viste sig, at EU-Parlamentet og landene blot skulle bruge nogle minutter på at lande en aftale om at sende 670 millioner euro fra Solidaritetsfonden til jordskælvsofrene fra den italienske region Emilia-Romagna.

Efter sammenbruddet gav EU-formandskabets forhandler, europaminister Andreas Mavroyianni, udtryk for, at EU-landene dermed havde afsat penge som en håndsrækning til Parlamentet. Det passer ikke. Alle, også EU-landene, var enige om at hjælpe jordskælvsofrene. Ingen var imod.

Hvad viser det? Der er meget snak om, hvorvidt der er økonomisk solidaritet mellem EU-landene. Når der sker et frygteligt jordskælv, så viser solidariteten sig prompte. Men på det strukturelle, økonomiske plan, så vil politikerne i Nord ikke sende penge til ”ødsleriet” i Syd. Da følger stramme betingelser med.

Det viser også, at EU-Kommissionen ikke turde gamble med penge til jordskælvsofre. De havde lavet et særskilt ændringsbudget til jordskælvsofrene. De øvrige ekstrabevillinger, uanset om der var tale om strukturfondsmidler eller de yderst populære Erasmus-midler, så havde EU-Kommissionen puttet ind under én paraply, ændringsbudget seks.

EU-Kommissionen har dog godt turdet gamble med andre, vigtige midler. De havde – meget drevent – offentligt i flere omgange understreget, at Erasmus risikerer at løbe tør for penge. Det er en relativt lille budgetpost, og en kilde fra medlemslandene vurderer, at EU-Kommissionen sagtens kunne have fundet pengene, hvis de ønskede det. Men de valgte at blæse i trompeten for, at EU-landene burde komme Erasmus-programmet til undsætning. Det skyldes naturligvis, at programmet er en gigantisk succes, hvor tusindvis af studerende årligt får deres livs oplevelse, når de drager ud i Europa for at suge viden til sig.

I diplomatverdenen bruges public diplomacy mere og mere. I år blev EU-Kommissionen udsat for en gigantisk ydmygelse, da protester på de sociale medier fik EU-Parlamentet til at droppe handelstraktaten ACTA. Men EU’s tørre embedsmænd er tilsyneladende ikke selv ræd for at bruge mere populære midler, der kan give skvulp i folkehavet.

Nej, Bent Jensen. Det er ikke en EU-plakat.

November 7th, 2012

For nyligt så jeg på Facebook-siden “Helt Ud Af EU NU” et surt opstød mod en EU-propagandaplakat. Sammen med religiøse og filosofiske tegn var der et hammer og segl. Joshua Dalgaard fra “Frihedskæmperne” kunne ikke forstå, at man kunne bruge skatteborgerkroner på den slags. En person spurgte i en kommentar, om EU-Kommissionen har lavet plakaten. Han svarer så ja.

Problemet er, at der ikke er tale om en plakat, som EU-Kommissionen eller andre EU-organer har designet eller trykt.

Plakaten er lavet af en lille organisation, der hedder Europe4all. Denne organisation har jeg ikke kunnet finde i EU-Kommissionens Financial Transparency System, så den har (tilsyneladende) end ikke modtaget EU-støtte i dens levetid. Plakaten har angiveligt (ifølge den britiske Tory-EU-parlamentariker Dan Hannan) hængt et sted i EU-Kommissionen, men han siger intet om i hvilken bygning. Der er mange bygninger med mange kontorer, det kan være hvor som helst og hængt op af hvem som helst, i princippet en praktikant.

Der har dog ifølge et litauisk medie været tale om, at plakaten har været et bidrag til en plakatkonkurrence, der var medfinansieret af EU-Kommissionen.

I en ellers interessant og velskrevet kronik i Jyllands-Posten runder professor Bent Jensen af med denne sætning:

Da vi kom hjem, fandt vi i postkassen en kopi af en EU-propagandaplakat. En stor gul stjerne var forsynet med følgende tekst: »We can all share the same star. EUROPA 4 ALL« (Vi kan alle være fælles om den samme stjerne. Europa for alle).

Stjernen er sammensat af en række symboler, herunder korset og davidsstjernen (tre af hver) og det kinesiske yin og yang, men også halvmånen og hammer og segl (fire af hver)! Davidsstjernen og korset udtrykker ægte europæiske værdier, halvmånen og hammer og segl det modsatte.

Her har vi Ifølge EU de såkaldte ”europæiske værdier” i koncentreret form. ”Europa” er alting i én pærevælling – dvs. ingenting. Dette forvildede miskmask er samtidig svaret på, hvorfor Europa befinder sig i sit efterår og er godt i gang med at afskaffe sig selv.

Bent Jensen kunne godt have brugt plakaten som udgang på sit forsvar af den homogene nationalstat, men ved at skrive “EU-propagandaplakat” og “ifølge EU” implicerer han, at plakaten er lavet af EU. Dette er ikke tilfældet.

Der er nok skøre og falske historier om EU. Lad os nu ikke få en ekstra. Det afleder debatten fra de ægte politiske, emner om EU.

Alle vil til Berlin

November 7th, 2012

Hipsternes mekka, Berlin, tiltrækker også folk med jakkesæt og slips.

For nyligt har den EU-kritiske tænketank Open Europe oprettet en afdeling i den tyske hovedstad, mens EU-mediet EUObserver.com har rykket en korrespondent til byen.

I tilfældet EUObserver.com, så var det ikke korrespondenten Valentina Pops eget ønske, der hev hende til Berlin. Det var redaktøren Lisbeth Kirk, der først fik ideen – og Valentina Pop der takkede ja. Foreløbigt har EUObserver.com givet projektet et halvt år – med mulighed for forlængelse.

Jeg ser to interessante tendenser:

1) Der er en generel accept af, at Tyskland er Europas centrum, og at mange EU-beslutninger reelt træffes i Berlin.

2) At EU-debatten vokser. Open Europe er britisk funderet. EUObserver.com er oprindeligt EU-kritisk og støttet af EU-skeptiske partier og har base i Bruxelles – men har nu vokset sig stor nok til at oprette en korrespondentstilling.

Mange vil nok mene, at det er ironisk, at en tænketank, der går ind for at give Storbritannien mere selvstændighed tilbage, opretter en filial i et andet europæisk land. Men nej. Et argument for en stærkere politisk union er netop, at magten så ligger i demokratiske institutioner med base i Bruxelles og ikke de største, mest magtfulde lande, som har så stor betydning, at alle de omgivende lande er nødt til at følge efter. På den måde er Open Europes nye filial måske en anerkendelse af, at de hellere ser, at Europa blive regeret fra Berlin end fra Bruxelles? (pun intended)

En god grund til at Storbritannien bliver i EU

November 2nd, 2012

Jeg er i gang med at læse manifestet “For Europe!” af Daniel “Danny” Cohn-Bendit og Guy Verhofstadt. Det er de mest højtravende føderalister i EU-Parlamentet, måske kun med EU-Parlamentets formand Martin Schultz som ligemand.

Der står meget pladder i det manifest. Eksempelvis at Europa mister 200o års historie, hvis EU ikke udvikler sig, og at Europa bryder sammen, hvis eurozonen bryder sammen.

Men på et felt har de helt ret: Det er patetisk af Storbritannien og Frankrig, at de forsøger at holde fast i eksempelvis deres plads i FN’s Sikkerhedsråd i stedet for at give EU en stemme der. Deres reelle magt står ikke mål med den formelle magt, de har i Sikkerhedsrådet. Det er med til at svække de internationale institutioner, når magtfordelingen ikke stemmer overens med virkeligheden.

Og tænk lige over det: En reform af FN eller FN’s Sikkerhedsråd kommer før eller siden. Vil Storbritannien have en plads i det nye Sikkerhedsråd? Kun hvis de er medlem af EU. Storbritannien skal nok blive som medlem af EU.

Det magtfulde EU-formandskabs demise

October 30th, 2012

De magtfulde EU-formandskabers tid er slut.

Det er konklusionen i en artikel fra Altinget.dk (gemt bag en betalingsmur, har desværre ikke selv læst den). Samme konklusion måtte jeg kedeligt gøre mig for et halvt års tid siden.

Jeg var stødt på en videnskabelig artikel fra 2010 i European Union Politics fra Deniz Aksoy (nu tilknyttet Princeton). Hun mente at have kvantitativ data, der sagde, at EU-formandskaber vandt penge hjem til deres eget land, hvis de havde formandskabet under budgetforhandlinger, enten ved den syvårige budgetramme eller ved de årlige budgetforhandlinger. Men ak. Hun ville ikke give et interview og relativere sin forskning til det danske EU-formandskab. Casper Ravnsted-Larsen, som jeg arbejdede sammen med dengang, interviewede ligeledes flere danske forskere, der mente, at artiklen enten ikke gav mening – eller var udvandet af Lissabon-traktaten. Vi lod historien ligge.

Siden har Petya Alexandrova og Arco Timmermans med en ny, videnskabelig artikel i European Journal of Political Research slået samme konklusion fast:

“The findings suggest that having the Presidency does not provide a de facto institutional advantage for agenda setting power for any of the countries in the sample.”

Et udmærket eksempel er det danske EU-formandskab, der egentlig havde planer om store ambitioner på det grønne område. Det endte ikke med meget andet end dét, som EU-formandskabet alligevel ville have handlet om, primært den planlagte vedtagelse af energieffektiviseringsdirektivet.

Hvad skyldes det, at det bliver sværere for et EU-formandskab at sætte sin egen agenda? Det skyldes den voksende kompleksitet. Med flere lande i klubben og et større lovgivningsområde, så har EU-formandskabet et mindre manøvrerum end før. Det er i hvert fald mit bud.

 


Switch to our mobile site