Thorning er et godt bud som formand for EU-Kommissionen

September 17th, 2012

Er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) den kommende formand for EU-Kommissionen?

Spørgsmålet har længe floreret her i Bruxelles, men vist mest i Danmark. Ikke desto mindre, så har jeg haft en tilbøjelighed til at tro på det. Det ser ud til, at hendes troværdighed og popularitet som statsminister er vældigt skadet. Og jeg tvivler på, at hun nogensinde bliver så populære, som Anders Fogh-Rasmussen (V) eksempelvis var.

Nu har en af Financial Times EU-korrespondenter, Joshua Chaffin, på deres fælles blog nævnt hende som en mulig formand for EU-Kommissionen. Bemærk, det er stadig ikke i papiravisen – stadig kun på bloggen, hvor de lægger stort og småt ud. Ikke desto mindre, så er Financial Times – eller kort og godt FT – EU-diplomatiets hofavis. Der er dog stadig tale om spekulation (Opdatering: Politiken har et interview med Joshua Chaffin, hvor han klart fortæller, at der er tale om spekulationer).

Men Thorning-Schmidt kan ikke på samme måde som forgængeren Anders Fogh benægte sit kandidatur og så alligevel hapse den internationale toppost. Hun ville være nødt til at være meget mere åben om sit kandidatur. Det vil blandt andet EU-Parlamentet, som lige nu arbejder på at kære sine spidskandidater i stilling i siden godkende EU-Kommissionen, kræve. Dét taler imod, at hun vil forsøge at få posten. Det vil være vanskeligt for hende at blive på posten som statsminister, når alle ved, at hun er på vej ud af landet.

Jeg har en del gange spurgt andre Bruxelles-folk, om de mener, at Helle Thorning-Schmidt kan blive formand for Kommissionen. Hver gang har jeg fået et nej. Dem, jeg har spurgt, har været langt mere erfarne end mig. De har haft tre argumenter mod, at hun bliver formand. Ét, hun har ikke nok erfaring som statsminister. To, hun er socialdemokrat, og det er pt. de kristenkonservative, EPP, og de borgerlige, der har flertallet i EU-Parlamentet. Tre, hun kommer fra et forbeholdsland.

Men men men, den nuværende formand, Jose Manuel Barroso, var faktisk kun premierminister i Portugal i et par år, før han drog til Bruxelles. Og inden valget af ny EU-Kommission vil der have været valg til EU-Parlamentet. Ja, socialdemokratiet klarer sig dårligt for tiden i Europa, men meget kan ske på to år – i en krisetid. Og at vi har forbehold, vil ikke tælle stort. Storbritannien har forbehold. De fik Ashton på posten som EU’s udenrigsrepræsentant. Det vigtigste vil være, at hun kan varetage et samlet EU’s interesser.

Hvad så? Har Helle Thorning-Schmidt det, der skal til? Ja, jeg mener, hun er et godt bud som formand for EU-Kommissionen.

  • Hun er populær i EU-Parlamentet, hvor hun selv har siddet.
  • Hun er en kvinde.
  • Hun taler flydende fransk.
  • Hun kommer fra et lille, kompromissøgende land.
  • Hun har vist, at hun kan sætte sig politisk mål og træffe upopulære beslutninger, hvilket pengelandene vil bifalde.
  • Hun har under det danske EU-formandskab udvist god takt og tone med fine resultater – alt taget i betragtning.
  • Hun kan holde tungen lige i munden og lytte til vigtige partnere.
  • Hun kan tale papegøjesprog.

Alle disse egenskaber passer fint til en kommissionsformand. Hun har til gengæld ikke vist meget af det politiske mod og ligefremhed, som mange EU-kommentatorer har savnet hos Jose Manuel Barroso. Han anklages for at lade sig føje af de store lande i stedet for at slå et slag i den politiske bolledej, og Helle Thorning-Schmidt kan meget vel vise sig at have samme tilgang som formand for EU-Kommissionen.

Spørgsmålet er dog, om det tæller ned ved de store EU-lande, der har det største ord at sige. Da de skulle vælge formanden for Det Europæiske Råd faldt deres valg på en uanseelig regeringsleder, Herman Van Rompuy, fra det lige så uanseelige land Belgien.

 

My Barroso Bullshit Bingo

September 10th, 2012

Normally I blog in my mothertongue, Danish, but this post has to be in English as it is part of a game, a tradition, played amongst the EU blogosphere: The Barroso Bullshit Bingo.

On Wednesday 9 am European Commission President Jose Manuel Barroso will hold his annual State of the Union speech (Twitter hashtag #soteu): As mentioned by Jon Worth, the rules are:

The idea, as in previous years, is to predict the buzzwords Barroso will use in the speech and see how well you score. Names of other EU institutions, and politicians are not allowed in your list. MEPs who will be in the chamber listening to Barroso are especially welcome to shout ‘Bingo’ very loudly while he is speaking if their words crop up.

So, here my 10 words are:

  1. Real European Added Value.
  2. Green, Smart and Inclusive Growth.
  3. Sustainable growth/economy,
  4. Solidarity.
  5. Jobs.
  6. Economical stability.
  7. Global partners.
  8. Ressources.
  9. Shared responsibility.
  10. Every euro well spent

As one might see there is one big theme I have chosen to believe in: The discussion about the size of the EU budget. All these words, phrases, etc. are incentitives to investments and shared economical responsibility rather than austerity. This will be his clue.

Play along!

Hvorfor den europæiske integration fortsætter

September 3rd, 2012

Det kan virke mystisk, men for at forstå Europa, så er det ofte britiske historikere, der er bedst til at levere det gode billede. Tag Tony Judt, eksempelvis, og hans hovedværk “Postwar“.

Denne uge har den britiske historiker Timothy Garton Ash har været så venlig at give os sin analyse af , bragt hos New York Times og en længere udgave i Foreign Affairs, hvad der sker med den europæiske integration.

Mange EU-kritikere er hurtige til at lange ud efter EU-traktatens grundsætning, som har været der lige siden Rom-traktaten fra 1957, om at vi skal have en “evigt tættere union”. Men det er klart, at det ikke er de tre ords skyld, at EU-landene taktfast har forstærket samarbejdet. Det skyldes politisk vilje.

Men den oprindelige, politiske vilje – eller omstændighederne bag – er forsvundet, siger Timothy Garton Ash. Der er fem oprindelige drivkræfter bag den europæiske integration, siger han.

  1. Aldrig igen krig i Europa, lyder første motivation – som i øvrigt lovprises højt og helligt af mange EU-tilhængere. Men mange har glemt krigene.
  2. Truslen fra Sovjet. Behøver jeg sige mere? Putin kan nok karate, men…
  3. Tysk rehabilitering i Europa og deraf genforening. Det har de opnået – omend Angela Merkel ikke er populær i Grækenland pt.
  4. Østeuropa er ikke længere så passionerede fans af Europa, som de var i de første mange år efter Jerntæppets fald. Polen er meget EU-positivt, men Tjekkiet og Ungarn er kendt som kritiske. Jeg er dog ikke helt enig i analysen. Ruslands bully-adfærd over for Georgien og under gaskriser har en vis masserende effekt, mener jeg (uden dog at have rejst i landene).
  5. Femte argument har været, at yderligere EU-integration var lig med højere velstand. Den tanke er vist manet i jorden, selv om EU-Kommissionen kaster om sig med fiktive milliarder, som vi vil spare på diverse EU-forslag – og selv om blandt andet det danske EU-formandskab gjorde meget ud af lægge vægt vækstpotentialet i et stærkere Indre Marked, heriblandt grænseoverskridende nethandel.

Og alligevel bør Europa fortsætte integrationen, taler Timothy Garton Ash for. Historikeren har primært to forhold i baghovedet.

Den ene er, at der er brug for Det Indre Marked. Selv ikke EU-modstandere er uenig i det. Det Indre Marked har sejret ad helvede til – omend nogen gerne så det begrænset, så det ikke inkluderede fri bevægelighed for arbejdskraft eller var en ladeport for nye EU-kompetenceoverdragelser. Generelt er ALLE enige om, at virksomheder med et hjemmemarked på en halv milliard forbrugere har bedre chancer end lad os sige 5,5 million – som i Danmarks tilfælde.

Det andet forhold, som historikeren nævner, er dét, vi andre kender som regionaliseringen. Verdens lande samler sig i regionale klynger for bedre at kunne manøvrere i en post-unipolar verden.

IF Europeans are to preserve the remarkable combination of prosperity, peace, relative social security and quality of life that they have achieved over the last 60 years, they need the scale that only the European Union can provide.

In a world of giants, you had better be a giant yourself: A trade negotiation between China and the European Union is a conversation between equals; one between China and France is an unequal affair, skriver Timothy Garton Ash.

Analysen af de to forhold som drivkræfter i den europæisk integration virker rigtig. Især magtforhold ses for tiden som en måde, hvorpå kontinentet kan holde Storbritannien tæt til sig.

Storbritannien har ambitioner om at have en stemme i den globale verden. Det har de ikke alene. Derfor har briterne brug for EU og især Frankrig.

For mange almindelige borgere vil Kinas, Indiens, Brasiliens og Ruslands øge rolle på verdenscenen ikke betyde, at de ændrer syn på EU. Og du vil ikke høre mange politikere, der bruger dét argument for øget integration. For det er kontroversielt. Skal EU bestemme, om vi skal gå i krig i Syrien? Om vi skal sende tropper til Congo? Sådanne spørgsmål vil vi selv bestemme. Ikke desto mindre vil det være en kraftig motivation, når politikerne forstærker EU-samarbejdet, at EU bliver en mere magtfuld enhed i verden.

Finanskrisen er med til at skabe Regionernes Europa – og dog

September 1st, 2012

En af de store diskussioner går på, hvorvidt vi i Europa får et Regionernes Europa. Tanken er, at EU i højere grad bliver præget af regioner i stedet for medlemslande. Helt sikkert er det, at regionerne igennem de sidste 20 år kraftigt har oprustet deres tilstedeværelse i Bruxelles. Jeg arbejder selv for et regionskontor, ZealandDenmark EU Office. Også da østlandene kom ind i EU, etablerede deres regioner kontorer her i byen. De østeuropæiske regioner er dog stadig relativt underrepræsenterede.

I lyset af Finanskrisen, så er der flere forhold, der både taler for og imod, at vi er på vej til at have et Regionernes Europa.

 

+ Finanskrisen skaber øget fragmentering

Den økonomiske udvikling er med til at fragmentere den økonomiske udvikling. Overordnet er den økonomiske udvikling i Europa stagneret eller ligefrem negativ i visse lande. Men hvis du går i dybden, så kan du se, at der internt i landene er stor forskel på den økonomiske udvikling. Se nedenstående graf fra Flute-bloggen. Den viser tydeligt, hvordan arbejdsløsheden er lav i Vesttysland, men høj i Østtyskland. Og i Norditalien klarer de sig fint, men den sydlige støvle klarer dårligt. Samme fragmentation ser vi internt i Frankrig, hvor visse regioner klarer sig bedre end andre.

Arbejdsløsheden i Europa varierer fra region til region i de enkelte lande (statistik fundet ved Flute-bloggen).

 

Hos den finansielle tænketank Bruegel har de – på baggrund af data fra Eurostat – opgjort, at landene i Europa gradvist har nærmet sig hinanden, når det kommer til velstand. Men internt i landene er forskellen på rige og fattige regioner blevet større. Også i Danmark bliver der større og større afstand mellem regionerne, hvor Region Hovedstaden er den rigeste, mens Region Sjælland ligger i bunden (dette skyldes dog også, at mange sjællændere pendler ind til København, hvor de derfor lægger deres produktion).

Denne øgede fragmentering blandt Europas regioner taler for, at regioner på tværs af Europa begynder at have de samme økonomisk udfordringer og deraf politiske interesser. Dette kan tale for, at de begynder at lede efter nye alliancer. Samtidig er der i forvejen masser af konflikter mellem det regionale niveau og det statslige niveau, se bare på Tysklands forfatningskamp.

 

÷ Finanskrisen viser manglende politisk fundament

Der er dog også sket noget under Finanskrisen, der taler imod, at vi får et Regionernes Europa. For at regionerne skal have en interesse i at have et Regionernes Europa, så skal de kunne se, at de kan opnå resultater. Regionerne – måske med undtagelse af hovedstadsregionerne og andre kraftcentre – har overordnet tre fælles interesser: 1) God, decentral infrastruktur – også vidensmæssigt, arbejdskraftmæssigt og institutionsmæssigt, 2) Økonomisk udligning 3) Decentrale lovgivningsprocesser.

Når det kommer til punkt 2, så viser Bruegels databehandling, at staterne efter skatte og afgifter har formået at sprede velstanden. Det er netop dette, som Katalonien i Nordspanien og Lega Nord i Norditalien kæmper imod. Netop denne finansielle redistribution er mulig i stater. Men den er kun i meget begrænset omfang mulig i Europa. Og finanskrisen har vist, at det stadig er medlemslandene, der bestemmer, når det kommer til finanspolitikken. Det er ikke EU-Kommissionen. Det er ikke EU-Parlamentet. Det er ikke Rådet. Nej, det er enkelte lande eller grupper af lande i Rådet. Faktisk ønsker en del lande, heriblandt Danmark, at mindske Samhørighedspolitikken, som netop spreder velstand til de mere fattige regioner i Europa. Dertil kan nævnes, at det i høj grad er nationalt, at anlæg af infrastruktur og lignende bliver bestemt.

Altså viser finanskrisen, at mindre velhavende kun i meget begrænset omfang kan bruge EU-systemet til at opnå politiske resultater. Det skyldes naturligvis, at EU-systemet kun har en begrænset magt, når det kommer til finansielle anliggender. Sådan var det før krisen, og sådan bliver det også efter krisen – i hvert fald når det kommer til at bestemme, hvad pengene specifikt skal bruges til.

En af årsagerne skyldes, at regionerne har en meget begrænset magt i EU-systemet institutionelt. Med Maastrict-traktaten fik EU i 1992 Regionsudvalget for at give borgerne en direkte stemme i EU, som det hedder i udvalgets egen jargon. Det udgøres af borgmester og regionalpolitikere. Men udvalget har kun høringsmagt i en beslutningsproces, der i forvejen er meget komplekst. Samtidig har Regionaludvalget været dårlige til at udnytte den uformelle magt, de reelt kunne have. De laver blot erklæringer, som ingen læser i stedet for at banke dørene ind hos beslutningstagerne. Det skyldes blandt andet, at tyske og østrigske delstater er vant til at have en formel magt og derfor agerer, som om de også har det i Bruxelles – hvilket er ren ønsketænkning.

Et sidste spørgsmål – som jeg ikke har behandlet i dette blogindlæg – er selvfølgelig, om regionerne egentlig vil være i stand til at blive enige om de samme politiske mål eller om de er for forskellige. I Regionaludvalget kan de blive enige om meget, men det er nemmest, når der ikke står så meget på spil.

Alt i alt, så skal der ske store institutionelle ændringer i EU, før vi oplever, at vi lever i et Regionernes Europa. Før dét sker, så vil vi fortsat se, at regionerne – heriblandt de danske – først og fremmest henvender sig til centralmagten i hjemlandet, når de vil opnå politiske resultater.

De største nyheder i august

August 28th, 2012

Jeg er netop vendt hjem fra augustferien, som jo er feriemåned i EU-hovedstaden Bruxelles. Der er sket en del, så de første dage er gået med at læse mails, nyheder og pressemeddelelser.

Her er de største nyheder, som jeg ser det (undtaget økonomiske krisenyheder).

  1. Merkel vil have nyt traktatskonvent
    Jeg ved ikke hvorfor, men danske politikere og journalister har kun ringe interesse for, at vi er på vej til at få et nyt demokratisk, forfatningsmæssigt grundlag for unionen. Tegnene er tydelige og har været det længe.  Nu arbejder Tysklands bundeskansler, Angela Merkel, for at få et nyt forfatningskonvent til december. Men ok, det bliver en langstrakt affære, så danske journalister og politikerne har fin tid til at gå ind i debatten. Omvendt er det nu, at kuglerne støbes – så man kan kan kun komme for sent i gang.
    Link: Spiegel.de.
  2. Nyt våben mod moms-fuskere
    Et velkendt problem i EU-konstruktionen er, at unionen ofte gennemfører regler, der gør det nemmere at være borger og forretningsdrivende. Det gør det til gengæld også nemmere at være kriminel. Det mest velkendte eksempel er Schengen-området, der gør det let for østeuropæiske kriminelle at støvsuge byggepladser for dyrt udstyr og køre det ud af landet. Til gengæld findes ikke et europæisk FBI, der kan spore maskinerne på tværs af grænserne. Det minder om da Al Capone kunne rejse fra stat til stat i USA og slippe for forfølgelse. En af legepladserne for kriminelle er moms-karusellerne. Fuskerne sælger varer mellem forskellige selskaber i EU for at slippe for at betale moms. Nu ser det ud til, at EU-Kommissionen har foreslået nye regler, der gør det nemmere for myndigheder at reagere hurtigt. Trods grænser.
    Link: EU-Kommissionen.
  3. Elektronik skal genbruges
    Ok, dette er sådan set old news på flere faconer. For reglerne blev vedtaget for lang tid siden, men nye regler for genbrug af elektronik er trådt i kraft i august. Det indbefatter, at man skal  kunne aflevere elektronik, hvor man har købt det (vakte modstand blandt danske forhandlere). De nye regler skyldes to forhold: Vi skal være mere bæredygtige, fordi naturen kun har begrænsede ressourcer – og vi skal mindske afhængigheden af sjældne metaller, som kineserne har de facto-monopol på i dag. Vi vil se flere af disse typer krav for fremtiden, så det bliver spændende at se, hvordan de virker ude i virkeligheden.
    Link: EU-Kommissionen.
  4. Konflikten om arbejdstid stadig i dødgreb
    Tæller det som arbejdstid, hvis en læge er passivt på nattevagt og kan vækket for at udføre en operation? Det er et af de spørgsmål, som fagforeninger og arbejdsgivere for tiden forsøger at finde enighed om gennem den sociale dialog, der er en af beslutningsprocesserne i EU. De sociale parter fik opgaven overdraget sidste år, efter at EU-landene i Rådet og de folkevalgte i EU-Parlamentet forgæves forsøgte at blive enige. At de sociale parter må have mere tid til sagen viser, hvor tunge forhandlingerne er.
    Link: EU-Kommissionen.

Har jeg glemt noget?

EU-embedsmænd freder irriterende dvd-landekoder

July 19th, 2012

Mange kender det: Du er netop vendt hjem fra ferien i Thailand og har købt en håndfuld billige dvd’er. De er ikke kopierede, men købt på fuldt lovlig vis. Da du så vil se dem, så virker de ikke. De kan nemlig kun afspilles på dvd-maskiner købt i Asien.

Jeg har kun prøvet det en enkelt gang, men da føltes det i sandhed irriterende. Jeg havde købt eller lånt en dvd, der var købt et sted i udlandet, men jeg kunne så ikke se filmen. Det skyldtes, at dvd’en havde en bestemt landekode, der altså ikke stemte overens med computerens. Jeg måtte så ændre landekode på computeren og ændre tilbage igen. Som jeg husker det, er det noget, man kun kan gøre et begrænset antal gange på computeren. Det er klart, at filmselskaber bruger systemet med landekoder til at kontrollere priserne på verdensmarkedet, så de kan sælge billigt ét sted og dyrt et andet sted.

Der er så mange borgere, der har henvendt sig til EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S), at hun har spurgt EU-Kommissionen om, hvad baggrunden for dette system er:

I would like to ask the Commission whether it considers region codes to be an obstacle in the purchase by European consumers of digital equipment on the global market, skrev hun til EU-Kommissionen i maj.

 

Markedet udjævnede priserne selv

For en uge siden kom svaret så. EU-Kommissionen har faktisk undersøgt sagen. Det var især de markante prisforskelle mellem USA og Europa, der gav anledning til panderynker i EU-Kommissionen. De satte en undersøgelse i gang for mere end 10 år siden, i 2001, men EU-embedsmændene endte med at lade sagen ligge.

Resultatet af undersøgelsen viste, at priserne i de senere år har konvergeret mellem de to regioner, og Kommissionen besluttede derfor ikke aktivt at forfølge sagen yderligere, svarer EU-Kommissionen.

Hvad siger sagen om EU og EU-Kommissionen?

  1. Borgerne kan faktisk via deres folkevalgte sætte fokus på en sag, der føles irriterende på helt nært hold. Man behøver ikke samle en million underskrifter. Bare send en mail til en nysgerrig EU-parlamentariker. Det er meget nemmere. Måske har det så mere effekt at bruge Borgerinitiativet, men det mangler stadig at blive bevist.
  2. EU-Kommissionen arbejder utroligt langsomt. Det må være internettets fremkomst, der har udjævnet priserne på dvd’er i Europa og USA. Men jeg tvivler på, at det er sket hurtigt. Det er sandsynligvis sket langsomt og over mange år. Men altså, markedet var alligevel hurtigere end EU-Kommissionen.
  3. Markedsspørgsmål er et vigtigt område for EU-Kommissionen. Det er klart, at det er noget, de bruger mange ressourcer på – og det er også noget, de tager op af egen kraft. Det må være en form for detektivarbejde. Én kommer med et tip eller en undren, og så går de i gang med at vende sten i en branche. Det er i virkeligheden ret spændende. Jeg talte på et tidspunkt med en lobbyist, der var meget involveret i en af sagerne på it-området. Hun havde nogle gode anekdoter, også om hvordan et firma brugte EU-Kommissionen til at irritere konkurrenter.
  4. Selv om EU-Kommissionen kan tjene store beløb – eftersom pengene ryger i EU-kassen – på at udstede bøder til firmaer, der misbruger deres markedsdominans, så foretrækker EU-Kommissionen at lade markedet gå sin gang. Det virker denne sag i hvert fald til at vise, selv om jeg selvfølgelig ikke kan være sikker på, at EU-Kommissionen rent faktisk kunne have udstedt bøder til filmselskaberne.

 

Til sidst en lille undren herfra:

Christel Schaldemose snakker både om landekoder på dvd’er og cd’er. EU-Kommissionen fortæller kun om landekoder på dvd’er i sit svar. Personligt har jeg aldrig hørt om landekoder på cd’er og kan ikke umiddelbart få bekræftet, at de skulle eksistere. Men det får mig til at undre, hvorfor kun filmselskaberne – og ikke musikselskaberne – har valgt at bruge disse koder. Det kan være et teknisk spørgsmål, men jeg tvivler. Og jeg har ikke et godt svar.

Sådan kan Morten Messerschmidt blive farlig

July 16th, 2012

Morten Messerschmidt har længe fascineret mig. Han er intelligent, skarp i debatter og populær blandt sine vælgere.

Når jeg skriver ”sine vælgere” og ikke ”vælgerne”, er det velvalgt. Morten Messerschmidt er typen, der er elsket af mange, men hadet af flere. Det er en af hans svagheder, at han netop ikke har noget imod dette had, der bruser mod ham. Tværtimod.

Noget af det fascinerende ved Morten Messerschmidt er netop, at han trods 2009-valgets højeste personlige stemmetal, 284.500 stemmer, har så lidt indflydelse i det EU-Parlament, han er valgt til. Det er yderst begrænset, hvad vælgerne har fået ud af deres stemmer.

Hvordan måles indflydelse så i min optik?

Når jeg har skullet beskrive EU-kritikernes præstationer de tidligere år, så har jeg nogle gange brugt billedet fra gamle b-actionfilm. Helten sidder i en speedbåd, fræsende hen over vandet for at forfølge monsterskurken, der er i en langt større yacht. Ombord på speedbåden er en flok håndgangne skurke, der hele tiden forsøger at slå helten væk fra roret. Men forgæves. Hver eneste gang giver helten et par slag, og så ryger gorillaen over bord. Som seer sidder man og ser skurk efter skurk forsøge sig og kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor hiver ingen af skurkene en pistol frem? En kniv? En kastestjerne? Kan det virkelig passe, de ikke har noget i arsenalet, der er mere effektivt? Hvorfor angriber de ikke sammen?

EU-kritikerne er disse skurke. De slår en masse slag, der bliver værfet af, hvorefter speedbåden fortsætter i fuld fart efter yachten.

Min metafor kan omskrives sådan til EU-politikken: Modstanderne af EU har i årevis forsøgt at få Danmark til at sænke farten, så vi tælles blandt de lande, der ønsker langsom EU-integration. Men alligevel er der bred enighed blandt de dominerende EU-partier (S-R-SF-V-K), centraladministrationen og erhvervslivet, at vi skal følge i sporet på kernen af EU med et fuldt medlemskab. Nuvel, der kommer ikke en afstemning om euroforbeholdet foreløbig, men det er ikke EU-kritikernes fortjeneste. Afstemningen kommer, så snart eurokrisen har lagt sig, og der er fundet en politisk løsning på de strukturelle problemer.

Tilbage til Morten Messerschmidt. Hvad er det lige for et våben, han skal finde frem? Findes det overhovedet? Hvem er det, han skal angribe sammen med?

Et af Morten Messerschmidts problemer er hans forbilleder og alliancer.

Tag nu eksempelvis Nigel Farage, medlem af EU-Parlamentet og leder af EU-modstanderne i UK Independence Party. Han er også medformand for EU-Parlamentets EFD-gruppen, som også Messerschmidt sidder i. Det er tydeligt for enhver, at Messerschmidts dundertaler mod statsministeren er kraftigt inspirerede af Nigel Farages frække og retorisk elegante tilsvininger af Herman Van Rompuy og det hverv, han er valgt til, Formand for Det Europæiske Råd – også kaldet EU-præsidenten. Det ses også ved, at Messerschmidt sagde “shame on you” og ikke “skam dig” ved sin tale i EU-Parlamentet til statsministeren som kommentar til hendes indsats under EU-formandskabet.

Problemet for Morten Messerschmidt er, at Nigel Farage og hans UKIP ikke er politisk stuerene. På samme måde som Pia Kjærsgaard ikke var stuerene før i tiden, så er UKIP sat uden for direkte indflydelse, både i Storbritannien og EU-Parlamentet. Det skyldes blandt andet, at både UKIP og deres gruppe i EU-Parlamentet har xenofobiske og ekstreme elementer.

Morten Messerschmidt burde i stedet kaste sit blik mod Dan Hannan og lade ham være sit ultimative, politiske forbillede.

Dan Hannan er medlem af de engelske konservative, The Tories, og er valgt til EU-Parlamentet. Når han er farlig i britisk politik – hvis man ser det fra en EU-positiv vinkel – så er det fordi, at han både er kritisk over for EU og velargumenterende. Og så er han en del af en politisk bestemmende gruppe, et britisk regeringsparti. Forestil dig at ledende politikere i Venstre eller De Konservative begyndte åbent at tale imod EU-medlemskabet. Sådan er det i Storbritannien, ikke mindst takket være typer som Dan Hannan.

Det hidtil største resultat, de britiske EU-skeptikere har fået, er, at regeringens plan nu er ude i fremtiden at udskrive en rådgivende afstemning om, hvorvidt Storbritannien skal genforhandle medlemskabet af EU. Senest – i sidste uge – har den britiske udenrigsminister William Hague bebudet en omfattende og grundig “evaluering” - af EU-medlemskabets betydning for øriget.

Prøv at læse dette blogindlæg af Dan Hannan om landets EU-medlemskab. Det er et velunderbygget indlæg, der taler til dem, der styrer landet. Læs derefter Morten Messerschmidts blogindlæg. Her er en person, der taler imod dem, der styrer landet. Hans argumenter og retorik er kendetegnet ved tilbageskuenhed og ”hvad-sagde-jeg”-argumenter. Der mangler fremadskuende, velunderbyggede analyser.

Hvis Morten Messerschmidt vil opnå reelle resultater, så er det på tide, at han taler med dem, der styrer landet, i stedet for imod dem. Men det ligger ikke i hans DNA. Det er meget sigende, at han er med i den lille klub, der er fascineret og tiltrukket af klimaskeptikerne. Se eksempelvis dette spørgsmål til Ministerrådet om en rapport, der er kritisk over for FN’s klimapanel. Ikke et ondt ord om, at han stiller sig kritisk i forhold til dominerende dogmer. Men det er også meget sigende, at svaret fra Ministerrådet er et ikke-svar. Han taler for døven øren.

Det kan godt være, at den slags kritiske spørgsmål giver ham rekordvalg. Men Morten Messerschmidt bliver først rigtig farlig, hvis han begynder at ændre retorik og alliancer. Og hans vælgere får først rigtig indflydelse for deres stemmer, den dag det sker.

I parentes bemærket, så er det i øvrigt derfor, at Dansk Folkeparti bør vælge Kristian Thulesen Dahl som næste formand, hvis de vil bevare indflydelsen på dansk politik. I parentes inde i parentesen, så er det også ham, de skal vælge, hvis de vil være “det rigtige socialdemokrati”, som Pia Kjærsgaard siger, i stedet for “de rigtige konservative”, som Morten Messerschmidt siger.

Som eksempel på mangelfulde retorik fra Morten Messerschmidt, så læs her slutningen fra blogindlægget, jeg linkede til tidligere:

”Da Storbritannien åbenbart også har løst billet til den mere selvstændige rejse, er Danmark i ganske godt selskab…”

Det er jo i virkeligheden her, at hans blogindlæg burde starte.

Eller tag hans rants i bedste britisk stil mod Helle Thorning-Schmidt. Danskerne er et lille underkuet folkefærd, der ikke har troet på sig selv siden Slaget ved Dybbøl Mølle. Vi står sammen i udlandet og er stolte, når vi klarer det godt, rød eller blå. Morten Messerschmidt skaber sig blot fjender (og medieopmærksomhed) ved at udføre disse angreb. Hvad hjælper rungende klapsalver, hvis de udelukkende kommer fra hans egen side af salen?

Vi har set en snert af den Morten Messerschmidt, der er til at tale med og ikke nærer sig ved modstandernes had, under hans debatter med EU-parlamentariker Dan Jørgensen (S) i radioprogrammet Europa i Flammer på Radio24syv. Måske skyldes det, at han har respekt for Dan Jørgensen, der er i samme alder, lige så ambitiøs og på flere måder minder om ham selv? Måske er det på tide, at Morten Messerschmidt også får respekt for sine øvrige politiske modstandere og begynder at snakke med dem.

De folkevalgte bider til i ACTA-sagen

July 2nd, 2012

Der er noget naivt over handelskommissær Karel de Guchts og den kristenkonservative EPP-gruppes forslag om at udskyde EU-Parlamentets afstemning om ACTA. Forslaget er at vente, til EU-Domstolen har udtalt sig om traktaten.

For jo længere tid, der går, jo tættere på rykker 2014-valget til EU-Parlamentet.

For ACTA-diskussionen handler ikke blot om en traktat, der skal styrke beskyttelsen af intellektuelle rettigheder og jagte pirater. For den dél, så vil jeg i øvrigt anbefale juristuddannede Morten Messerschmidts (DF) grundige og tekniske gennemgang af hans motivation for at stemme imod. Og jeg vil også anbefale at læse Bendt Bendtsen (K) og Danfoss-direktør Mads Clausens argumenter for at se sagen fra den anden lejr.

ACTA-sagen handler også om et parlament, der er vilde efter en sag, hvor de for alvor kan vise folkemasserne, at der er en grund til, at de kaldes “EU’s folkevalgte”. På trods af 43 procents vælgeropbakning ved sidste valg, vel at mærke. Og actavisterne har netop været gode til at give et indtryk af, at ACTA-sagen er folkelig. De har tæppebombet MEP’erne med opkald og emails. Og gået på gaderne i hovedstæder Europa rundt. Normalt er det ellers kun dyrevelfærdsaktivister, der kan sætter følelserne i kog i samme omfang. Er du i tvivl om, hvor dytige actavisterne er? Så se denne video.

For EU-Parlamentet er det desuden en magtdemonstration over for EU-Kommission og Rådet. De ønsker ikke blot at være et gummistempel for de andre EU-institutioners beslutninger. Netop på det handelsmæssige har EU-Parlamentet fået medbestemmelse – men uden at være involveret i forhandlingerne. Det har Parlamentet forgæves forsøgt at ændre på. Under ACTA-forhandlingerne fik de kun et indblik i forhandlingsudkast – og måtte ikke offentliggøre disse, hvilket effektivt blokerede for en offentlig debat (hvis det ikke var fordi MEP’ere fløjtede højt og helligt på USA’s krav om hemmelige forhandlinger og lækkede udkastene).

For EU-Kommissionen, der har ledt forhandlingerne på vegne af EU, er sagen pinlig og alvorlig. Det svækker i dén grad EU-Kommissionens troværdighed internationalt, at de ikke er i stand til at forhandle. De har altså manglet et mandat til at forhandle på vegne af. De har i stedet sjusset sig frem til, hvad de kunne tillade sig at indgå af aftaler. Stillet over for kritik har EU-embedsmændene så råbt ”EU acquis”, ”EU acquis” – og så håbet på, at parlamentarikerne stillede sig tilfredse med det. Det betød nemlig, at ACTA-traktaten – ifølge EU-Kommissionen – levede op til den gældende EU-lovgivning og altså ikke indførte nye regler. Her ignorerede de stille, at der var formuleringer i traktaten, der måske ikke stred imod EU-lovgivning, men gik lige til stregen og kunne ses som en glidebane. Og de ignorerede også, at mange borgere og folkevalgte rent faktisk er imod det nuværende ophavsretssystem, som ACTA cementerer.

Netop i disse år står EU-systemet over for en række ændringer. EU bliver mere magtfuldt og skal derfor også sikres stærkere, demokratisk legitimitet. Typer som den tyske bundeskansler Angela Merkel er måske ikke nogen fan af folkeafstemninger, men hun ser et sundt demokrati som en strategisk nødvendighed for et velfungerende samfund.

Der snakkes om, hvorvidt EU-Parlamentet måske skal være mere magtfuldt og have et andetkammer. Skal EU-Parlamentet have et kammer, der kun stemmer i lovgivning gældende alene for eurolandene? Og skal EU-Kommissionsformanden og Rådets formand måske smeltes sammen til en mere magtfuld figur med større beføjelser? Er han måske direkte valgt, akkurat som USA’s præsident? Der tænkes meget, så det er nu, man har mulighed for at påvirke tankerne.

EU-Parlamentet ønsker naturligvis at komme ud af denne kamp så styrket som muligt. Dette er ACTA-sagen også et udtryk for. Det er en institution, der ikke bare viser tænder, men også er klar til at bide til.

Det er nu vigtigt, at de også demonstrerer, at der er en alvorlig grund til, at de stemmer ACTA ned, for en nedstemning svækker også EU globalt. Nogle folkevalgte og actavister virker usikre på, hvorfor de egentlig er imod ACTA. Det er farligt. Det er ikke nok, at sagen har været populær blandt vælgerne. Det er heller ikke argument nok, at forhandlingsprocessen har været lukket. Disse argumenter har måske nok noget på sig, men bliver ikke taget alvorligt i resten af EU-systemet. Og i Bruxelles mener en del allerede, at EU’s folkevalgte har for mange useriøse personager iblandt sig. Det er vigtigt, at EU-Parlamentet viser, at de er en voksen institution, der er moden til at få mere magt. Paradoksalt er det derfor at se, at det er Morten Messerschmidt – som mange andre EU-politikere ellers anser for at være useriøs – kommer med den hidtil bedst underbyggede, danske ACTA-kritik.

Gæt en lobbyist: Vognmænd får bøder

July 1st, 2012

Her på bloggen starter jeg hermed serien: “Gæt en lobbyist”.

I serien “Gæt en lobbyist” forsøger jeg at sætte navn på en interessevaretager, der kan tænkes direkte eller indirekte at stå bag en EU-politikernes spørgsmål til EU-Kommissionen.

Den vil tage udgangspunkt i primært danske EU-politikeres spørgsmål til EU-Kommissionen. Legen går ud på at finde ud af, hvilken interesseorganisation, der står bag.

Det er IKKE et forsøg på at nedgøre politikerne eller lobbyisterne for den sags skyld. Det er i bund og grund positivt, når politikere lytter til samfundets forskellige interessevaretagere.

Jeg starter ud med en nem én af slagsen. Her er det Anne E. Jensen, EU-politiker for Venstre, der spørger d. 30 maj:

Ifølge vognmændene har der været episoder, hvor chauffører er blevet sanktioneret, efter at dyrlægen ved gården har godkendt dyrenes helbredsmæssige tilstand til transport til slagtning. Derefter har slagteriets dyrlæge erklæret selvsamme dyr for uegnet til transport, og chaufføren er derefter blevet sanktioneret.

Det ville være oplagt, at det er Dansk Transport og Logistik, der står bag her. De har en Bruxelles-ansat, der primært arbejder med netop lovgivningsarbejdet.

Det lyder som en kedelig og reel problemstilling for chaufførerne, så det bliver interessant at læse EU-Kommissionens svar. Jeg  var lidt overrasket over, at det er chaufførerne, der skal hæfte for dyrenes tilstand. Men ved nærmere eftertanke giver det selvfølgelig god mening, at det er dem, der har ansvaret for dyrenes helbred under transporten.

Bonusinfo I:

Anne E. Jensen var fra 2004 til 2011 medlem af EU-Parlamentets transportudvalg. Selv om hun ikke længere sidder i udvalget, så er hun stadig aktivt engageret i transportspørgsmål, hvilket dette spørgsmål til EU-Kommission da også viser. Nu er det dog først og fremmest hendes sæde i Budgetudvalget, der optager hende.

Bonusinfo II:

Nu handler det jo også om landbrug. I forrige mandatperiode var bonden og Venstre-parlamentarikeren Niels Busk “landmændenes mand” i EU-Parlamentet. Jeg blev noget overrasket, da hverken Morten Løkkegaard, Anne E. Jensen eller Jens Rohde fik sæde i AGRI, som landbrugsudvalget forkortes. Det virker til, at det er Anne E., der følger området for partiet. Af danske politikere har vi Margrete Auken (SF) og Christel Schaldemose (S) i AGRI.

 

De tre kommentarer i røg og damp for Danmark

June 30th, 2012

I et hjørne af det sociale netværk Facebook har Morten Messerschmidt en offentlig profil, som 2156 synes godt om.

I går skrev han:

 

I skrivende stund er det 28 timer siden, han opdaterede. I det tidsrum har 33 personer trykket ”synes godt om”. Tre personer har kommenteret.

Tre personer.

I sammenligning har 16 personer kommenteret hans forrige opdatering, der handlede om, hans skulle i Deadline på DR2 og debattere med Nicolai Wammen. Før den har 17 kommenteret en opdatering om eurokrisen.

Emnet for opdateringen er hans ønske om at sende EU’s nye patentdomstol til folkeafstemning. Danmark kan enten ratificere den nye institution, der er en afgivelse af dansk suverænitet, ved 2/3 flertal i Folketinget. Eller ved folkeafstemning. Det betyder, at de to partier Enhedslisten (selverklæret oppositionsparti) og Dansk Folkeparti (ægte oppositionsparti) kan sende sagen ud til folket. Og at de kraftigt overvejer det. Uagtet om de er for eller imod Patentdomstolen.

Det skal blive en interessant folkedebat.

Virksomhederne er vilde med det fælles EU-patent, der gør det nemmere og billigere at sikre sig patenter og håndhævelse i hele EU. Enhedslisten er bekymret for, om EU-patentet kan indføre softwarepatenter, som skaber problemer for innovation og fri konkurrence på it-markedet i USA. Og så er de bekymrede for, om EU-patentet kan give patenter på genkortlægninger.

Derudover er et af Dansk Folkepartis argumenter for folkeafstemning, at verdens ældste monarki er i gang med at miste suverænitet ved salamimetoden.

Jeg forstår godt, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten er bekymret på vegne af den danske suverænitet. Når der er en røg, så er der også en brand. Men patentsagen er harmløs. Det er under den nye finansstyring, at den danske suverænitet for alvor risikerer at forsvinde op i den blå luft. Men den debat er svær for Enhedslisten og Dansk Folkeparti at sætte gang i. Det er fordi, at vi på grund af euroforbeholdet er undtaget den finanskontrol, der er på vej. I første omgang. For meget taler for, at også Danmark ude i fremtiden mere eller mindre frivilligt vil underlægge sig de kommende krav. Det besluttede regeringen i hvert fald med Finanspagten fra december – og det er et generelt ønske hos EU-kredsen i Folketinget at lægge sig i hælene på Tyskland og holde sig fri af den EU-skeptiske gruppe, som Storbritannien forsøger at skabe i et forsøg på at samle sig indflydelse i et EU i flere hastigheder.

Jeg glæder mig til at se Dansk Folkeparti og Enhedslisten sende deres tilhængere på gågaden og forsøge at sætte damp under engagerede patentdebatter med Hr. og Fru Vælger, på vej hjem fra indkøb.

Tre kommentarer.

Nogle vælger deres kampe med omhu. Andre vælger de kampe, de nu engang kan.


Switch to our mobile site